Dmitrij Kitayenko er forhenværende 1. gæstedirigent for DR SymfoniOrkestret (DRSO – og deres stavemåde, ikke min!) og hyppig gæst i DR Koncerthuset. Jeg har tidligere været til en koncert med ham på podiet, som var lige til at falde i søvn over – ren rutine og kedsomhed.

Men 26. September 2013 var det ganske anderledes! Det var Torsdagskoncertens 80 års fødselsdag, og det blev fejret med maner. Ved du ikke, hvad Torsdagskoncerten er? Hm, herom i en senere opdatering af denne post….

I vanlig DR stil har de allerede slettet alle links til deres programnoter, så jeg kan ikke henvise til deres beskrivelse. Men programmet bestod af Mozarts Sinfonia Concertante med Renaud Capuçon (violin) og Antoine Tamestit på bratsch. Og efter pausen Prokofievs 5. symfoni.

DRSO svinger meget i kvalitet, men denne aften blev der fyret godt op under dem, så gnisterne fløj om ørerne på os!

Mozart

Capuçon og Tamestit lænede sig ind i orkestrets (lange) introduktion og svajede med lukkede øjne som om de ville ind i en trance.  Da de så endeligt fik lov at give den gas, så gjorde de det. Tamestit udadvendt, kommunikerende med dirigent og med publikum. Capuçon i vanlig indadvendt stil, vippende frem og tilbage på fodsålerne og ih så inderligt.

Jeg har kun hørt Capuçon i indspilninger tidligere og har været meget charmeret af den made hans musik ligesom kommer fra både hjerne og … fodsåler, vel. At se ham spille (jeg sad for én gangs skyld på 5. række i parkettet) var en fornøjelse. Han var meget opmærksom på, hvad Tamestit gjorde, og hvor orkestret var. Men han og violinen blev nærmest drevet indefra, hvilket er lige mig. På den måde (og kun dén) minder han en smule om vores lokale helt, Nikolai Znaider.

Tamestit er nærmest en diametral modsætning – meget udadvendt, meget kommunikerende, men lige så smukt spillende. Bratschen er jo en pænt stor violin, for at sige det mildt, men han fik den til at synge, som gjorde den det hele selv. Et ganske spændende bekendskab, denne Tamestit, som jeg ikke kendte i forvejen.

Prokofiev

Jeg er ikke stor fan af Prokofiev – foretrækker Shostakovich i alle livets aspekter, stort set. Men Lotte Heises vittige begreb “russere spiller russisk” fik stor betydning hér. Kitayenko piskede DRSO i topform og fik al lidelsen og det, der oftest ret plat kaldes “den russiske folkesjæl” frem i musikken, så den blev relevant.

DRSO har adskillige musikere, der mere eller mindre frivilligt bor i Danmark og ikke i Rusland, og det kunne høres og ses!

På grund af min placering kunne jeg ikke mindst se den dejlige Aleksander Zapolskiy blandt førsteviolinerne, og hans følelser var lige til at se.

Flot spillet, og et meget vellykket jubilæum for Torsdagskoncerterne!

Med venlig hilsen

Concert-tanten Eva