Et sammentræf af tilfældigheder betyder, at oktober byder på 3 lejligheder for DRSO at overbevise mig om, at Bruckner alligevel er noget for mig. Denne uges Torsdagskoncert bød på den første: 8. symfoni, der siges at være “den bedste”, hvad det så end betyder.
Ugens dirigent var John Storgårds, som jeg er ret begejstret for. Følgere af denne blog vil lære, at jeg er begejstret for et kuld af relativt unge dirigenter fra landene omkring Østersøen. Herom meget mere i diverse blog posts…. Storgårds er finsk på den den fede måde – meget, meget, meget musikalsk, metodisk men også åben. En flittig gæst i København og meget velkommen hver gang.
Nå, men det er altså Bruckner, det handler om. Jeg ved ikke, hvorfor hans musik ikke rigtigt virker for mig. Det burde ellers være perfekt – tysk, langstrakt, hypersymfonisk. Men effekten på mig er lidt som med Richard Strauss: GAAAAAABBBB!
Måske er det bare, at jeg blev udsat for ham på den forkerte måde? Nemlig gennem CD indspilninger af tvivlsom kvalitet. Jeg har forhåndskøbt billetter til koncerter, der forhåbentligt vil give mig samme AHA oplevelse, som jeg fik sidste sæson med Mahler. Musik er jo stort set altid bedre live, og sådan er det bare.
Så torsdag aften sad jeg på række 7 i parkettet i DR Koncerthuset (fast plads denne sæson for min abonnementsserie) og satsede på at se lyset. Før pausen var en dansk premiere på en trompetkoncert af Brett Dean, skrevet til og opført af Håkan Hardenberger og DRSO. Det var da godt nok, men mest reddet af Hardenbergers fine solistspil. Spring første sats over og gå direkte til anden og tredje sats – og se den live! Der er megen fysisk aktivitet, og det er ikke mindst skægt at se Hardenberger skifte trompetudstyr mange gange. God introduktion til instrumentet for sådan en ignorant som mig.
Efter pausen var det så Bruckner tid. Hm. Jeg skrev i et par Twitter-opdateringer, at jeg synes, den symfoni ville være meget bedre, hvis den bestod af 2. sats, en tredjedel af 3. sats, og så hele 4. sats. Det var fantastisk spillet med masser af energi og koncentration og alt det der, som DRSO kan på en god aften. Og det var nok også, fordi jeg havde haft en lang og stresset dag på arbejde. Men jeg blev IKKE ramt af opklarelsens lys.
Jeg kan godt se, at der er meget godt – instrumentering, variationer, temaer der skyller frem og tilbage. Men de der katedraler, som alle taler om, dem kunne jeg altså ikke se nogen steder.
Hrmf! Bruckner får et par chancer til i oktober. Det bliver så med Herbert Blomstedt, som jeg er fuldstændigt forgabt i som dirigent. Hvis nogen kan overbevise mig, så må det være ham.
Hvad siger I derude? Er der håb endnu?

Mvh
Eva