Mahlers femte… De fleste kender den som “Den med musikken fra den der film”. Filmen er jo “Døden i Venedig“, og musikken er fjerde sats, adagietto. Og jo, den sats er meget smuk, men resten af symfonien er mindre kendt og giver en helt anden atmosfære.
Min første koncertoplevelse med Mahlers Femte var med Sjællands Symfoniorkester, der nu beklageligvis kalder sig for Copenhagen Phil. Det var ganske vist i deres sommertøj som Tivolis Symfoniorkester, og det var under ledelse af … æh … en ung russisk dirigent, som jeg pt ikke husker navnet på. Hrmf! Men det var en virkeligt fin oplevelse med Schwung på. Tidligere i år hørte jeg DRSymfoniOrkesteret spille samme symfoni på en helt anden måde under ledelse af den vidunderlige dirigent, Fabio Luisi. Nej, jeg fik ikke skrevet et blogindlæg om den koncert, men jeg var helt “høj” og meget begejstret på tidspunktet. Suk, Luisi …

Koncerten

Nå, fredag d. 25. oktober blev Mahlers femte symfoni spillet ved Det kongelige Kapels anden symfonikoncert i denne sæson. Man deler helst ikke ud af programmet, men det stod på Bartóks “Musik for strygere, slagtøj, og celeste” og efter pausen Mahlers symfoni nr. 5. Vejrudsigten taget i betragtning benyttede jeg mig af lejligheden til at indvie Rejsekort-sæsonen, da cykelturen hjem nok ville være for irriterende (jeg fik ret, hvilket på en måde er rart). Det betød som sædvanligt en rodet ankomst til Operaen: hurtigløb til stationen, 10 minutters intethed i S-toget, spænstigt trav til Metroen, galop rundt om Metrobyggeri på Kgs. Nytorv, stolpren ned ad Nyhavn, og så trippen ved Havnebusstoppet, for ville eller ville ikke Movia levere pendulfart? Tak til Københavns Kommune for at gøre turen til Operaen så interessant!

I publikum sås blandt andet Donnie Ray Albert, som synger Falstaff på Operaen for tiden. Lidt sødt, at han lige ville checke, om Kapellet kunne andet end Verdi, eller hvad?

Tilbage på plads på 1. balkon helt fremme i favnen på Kapellet i denne sæson, og mine venner fra sidste sæson var også tilbage, så vi kunne bekræfte hinanden i at have valgt rigtigt. Tja, bumbum, det synes vi da! Lydoplevelsen er lidt skæv, da træblæserne er lidt langt væk, men vi kan se hver enkelt musikers ansigtsudtryk, lyden ryger direkte op i ørerne på os, og vi er “med” i dén grad.

Som tidligere nævnt har jeg været ret skeptisk omkring Michael Boder som musikchef, men han har overbevist mig med et par koncerter. Denne aften var ingen undtagelse .. Ikke rigtigt, i det mindste.
Vi lagde ud med Béla Bartóks “Musik for strygere, slagtøj, og celeste”, som jeg ikke havde hørt før. Bartók er for 20. århundrede- agtig for mig, men lige dette stykke lige denne aften var fabelagtigt! Strygerne sad klumpet sammen på forscenen med 4 slagtøjsspillere bagved. Musikken vandrede fra instrument til instrument i fugaerne (jeg kan godt lide fugaer!) i et nørklet mønster. Vi sad som på nåle for at følge med i temaernes hoppen rundt, og det var virkeligt spændende. Min sidemand syntes, det lød som som, Leonard Bernstein kunne have hentet noget her, og det kan hun have ret i. Spænstigt spillet og dirigeret af Kapellet og Broder!

Mahler var jeg lidt spændt på efter de to fine opførelser, jeg tidligere havde hørt. Hvad kunne Kapellet og Broder finde på? Tja, i det store hele en virkeligt fin opførelse! Igen meget spænstig, men ikke så Mitteleuropäisch, som jeg havde forventet. Især savnede jeg Henrik Goldschmidts lækre obosoli med alle sine “krøller”. Det var Goldschmidt, der forklarede Mahlers “krøller” for mig sidste år, så han var hårdt savnet i Kapellet! De fire ydersatser var fine og spændende. Men den berømte adagietto blev spillet for hurtigt til min smag, og jeg syntes, vi manglede netop det østrigske i musikken. Det var ikke ringe, og det var slet ikke uvedkommende, men der manglede noget efter min mening. Det sagt, så rejste jeg mig efter 5. sats fuldstændigt udmattet efter den Mahlerske rejse, så det må have været godt!

Det var min oplevelse af symfonikoncert nr. 2 “Øst for Alperne” med Det kongelige Kapel og Michael Boder. Der er læææææænge til koncert nr. 3, men så kan man heldigvis nå et par kammerkoncerter og deslige derude på Dokøen!

Med venlig hilsen
Concert-tanten Eva