Eller historien om, hvordan man brænder en lørdag af på et par timers totalt blæret sang.

For nogle år siden læste jeg i avisen, at der foregik noget spændende i Aarhus, for de var gået amok i lokalpatriotisk storhedsvanvid og ville opføre operaer i byen uden en operascene. Ikke nok med det, de ville opføre Wagners operaer. Nu er jeg opvokset med en solid skepsis overfor Aarhus (det har alle, der er opvokset i Jylland mere end 20 km fra Aarhus), og Wagner interesserede mig da slet ikke, så jeg ignorerede skriverierne.

Men efter et par år begyndte aviserne at skrive om, at det da egentligt gik ret godt med deres operaprojekter derovre. Spændende dirigenter piskede det lokale symfoniorkester op til svimlende højder, skrev man, og så var der noget med en ung dansk sanger, som gjorde et godt indtryk på anmelderne. Men jeg var stadig ikke interesseret, så livet gik videre.

Men så for et par år siden fik jeg ørerne op for opera i almindelighed og Wagner i absolut særdeleshed. Og det gik op for mig, at jeg da vist gik glip af noget derovre i det jyske. Den unge dansk-italienske dirigent Giordano Bellincampi havde efterhånden skabt sig et pænt internationalt ry, og han dukkede også jævnligt op her i København, hvor han fik Sjællands Symfoniorkester til at virkeligt lyde af noget. Og så var der noget med hende sangerinden, der også begyndte at dukke op på alverdens scener. Hun hedder Ann Petersen, og skulle være ih og åh så pragtfuld.

Det begyndte at ligne et problem. Jeg er i København. Det der fede noget er helt over i Jylland. Og godt nok er jeg tit i Jylland, men Jylland er pænt stor efter danske forhold, og Aarhus er ikke sådan lige omkring hjørnet for mig. Men i 2012 faldt alt på plads, og jeg fik oplevet Jyske Operas opsætning af Tristan og Isolde en varm augusteftermiddag. Og jeg fik ikke mindst oplevet Ann Petersen, og jeg faldt pladask for hendes krystalklare stemme og dybe, dybe indlevelse i musikken. Skøn, vidunderlig, fantastisk, og fortsæt selv listen. Jeg er meget begejstret….

I september 2013 var der så laaaaaaaaaaangt om længe en slags fejring af #Wagner200 hos Danmarks Radio i form af en såkaldt gallakoncert med DRSymfoniOrkesteret under deres relativt nye chefdirigent, Rafael Frühbeck de Burgos. Og, nå ja, Ann Petersen som solist. Jeg fik ikke skrevet en blogpost om det, for oplevelsen var ret blandet. Flot og alt det der, men det fængede ikke rigtigt hos mig. Så jeg følte mig en smule snydt…

Og så dukkede der forleden en reklame op i min indbakke. Det handled om, at der var ikke én men to udgaver af gallakoncerten i Aarhus med Ann Petersen og Aarhus Symfoniorkester i deres #Wagner200 fejring. Og så ville det i øvrigt lige være den kommende fredag og lørdag, og man kunne købe billetter for enden af et link. Tænke tænke. Hvad gør man? Normalt ville jeg trække på skulderen og tænke “bare ærgerligt”, især fordi jeg lige havde været i Jylland og ikke sådan bare lige kunne tage et smut tilbage. Nul. Nej. Niks. Især ikke med så kort varsel. Ikke om jeg kunne bruge en hel dag blot for at høre Ann Petersen i et par timer. Slet ikke, nej.

Så i lørdags tog jeg morgentoget til Aarhus.  Og jeg fik mobbet en ven til at møde mig til koncerten, da han er ved at øve sig i at lytte til Wagners musik, og vi har snakket et stykke tid om, at det er for dårligt, af ingen af os har været i Aarhus Musikhus’ Symfonisk Sal

Koncerten

Optakten til gallakoncerten havde været lidt rodet, da tenorsolisten måtte melde afbud, så en ny måtte findes frem. Det blev så det nye svenske navn, Michael Weinius, en omlagt baryton, så det lovede da af noget i Lohengrin, skulle man tro. Resten af besætningen var jo altså Ann Petersen, dirigent Jaroslav Kyzlink (mig ubekendt), Aarhus Symfoniorkester, og som Brangäne i T&I Pavla Vykopalová, som lige nu er Katja Kabanova sammesteds. Programmet var enkelt nok: Før pausen Lohengrin og efter pausen Tristan & Isolde, så Ann Petersen kunne lukke ballet med sin glansrolle.

Symfonisk Sal er lokalt meget berømt for sin akustik, men det viste sig, at de lokale havde helt ret. Salen er en cigaræske med rigelige mængder af træ. Perfekt til netop symfonisk musik, som fremstår helt klart, meget afslørende, og meget publikumvenligt, fordi man kan høre alt, hvad der foregår på scenen. Desværre kan man også høre hvert et host i publikum, og desværre er host også en konkurrencedisciplin i Aarhus og ikke kun i København.

Det var synd, for orkestret satte i med forspillet til første akt af Lohengrin ultrapianissimo, hvilket damen bag mig benyttede til at harke det meste af lungerne op. Jeg håber da, at hun overlevede, men i situationen kunne jeg have sagt noget uvenligt til hende. Musikken blev ellers ganske delikat og lækkert spillet af musikerne. At se violinerne dele og samle sig i forskellige kombinationer var vældigt interessant, og de spillede virkeligt op til salen. Det var rart at gense Tue Lautrup blandt førsteviolinerne efter hans udflugt til DRSymfoniOrkesteret i et par sæsoner. Men det handlede meget om ensemblespil, og det leverede orkesteret. Dirigenten irriterede mig, fordi han er af den meget dansende variant.  Men resultatet af hans dybe knæbøjninger var absolut fint nok – meget fint spillet hele vejen igennem. Dog er man blevet lidt blasert, og efter at have hørt Berliner Philharmonikerne give samme forspil tidligere i år, så … OK… Berlinerne er bare bedre. Men det er ingen skam for århussymfonikerne!

Ann Petersen gav os Elsas überromatiske Einsam in trüben Tragen, og så en sammenstilning af “duetter” fra 3. akt sammen med det nye navn, Michael Weinius.  I modsætning til i København, stod Ann Petersen her foran orkesteret, hvilket virkede enormt meget bedre. Hun bliver sommetider beskrevet som “sølvstemmen”, og det er der noget om. Hendes stemme er ikke som en kniv, ej heller som et urbrøl, eller som så mange andre store Wagnersopraner. Hun har den der indlevelse, der gør, at teenagepigen Elsa træder frem med alle sine teenageromancer, men de dybe følelser danner bund, Jeg oplever egentligt hendes stemme som lavet af krystal – helt klar, gennemsigtig, gennemtrængende, og afspejlende alle følelser. Jeg fik i hvert fald bekræftet, at koncerten i København ikke gav hende meget plads til at vise, hvad hun faktisk kan. For her i Aarhus brændte hun virkeligt igennem! Publikum elsker hende, hun elsker publikum, salen er perfekt til hende, og så falder det hele på plads.

Efter pausen stod den jo så på Tristan & Isolde. Forspil til 1. akt, duetten (eller terzetten) O Sink hernieder fra akt 2, og så selvfølgeligt Liebestod som slutnummer. Jeg mener, at ingen i disse år synger Isoldes Liebestod bedre end Ann Petersen, og jo, det er en udfordring! Duetten blev leveret med Tristan med nodestativ, Isolde uden, og Brangäne oppe på korpladsen med. Det virkede faktisk fint i øjeblikket, for sangkvaliteten var i absolut top. Tranceagtigt svævede vi rundt i den “anden verden”, Brangäne afleverede sine drømmende advarsler, musikken svævede, og vi blev alle spundet ind i det spind af illusioner, der ender så fatalt. Også jo altså afsluttende med Liebestod, så alle 1000 fik tårer i øjnene. Ann Petersen leverer sin Isolde fremadlænet og på tåspidserne, så man netop får en fornemmelse af flugt. Og af flyvskhed.

Tenoren, Michael Weinius, er et nyt bekendtskab, og han gjorde et fint førsteindtryk. Ikke meget eftertryk på de høje toner, men han nåede op til dem, og han gav fin fylde til resten. Disse konverterede barytoner er altid lidt spændende; nogle klarer sig fint, andre knap så meget. Weinius er tydeligvis stadig meget en ny tenor, men det lover godt! Følg ham!

Nå, men det korte af det lange er, at jeg fik noget ud af min dagsudflugt. Heriblandt en gevaldig klump i halsen under T&I og især Liebestod. Det gjorde resten af publikum vist også, for ingen trak vejret (eller hostede) undervejs. Pragtfuld sal, pragtfuldt indhold! Tak, Aarhus!

PS: Anmeldelse af første koncert af John Christiansen her: http://jcklassisk.dk/art.aspx?id=181