Den ungarske stordirigent Adam Fischer indgik for en del år siden et partnerskab med af alt i verden DRUnderholdningsOrkesteret (DRUO). Han var efter sigende på udkig efter en kammerorkester, han kunne gøre til “sit”, og DR var ved at i det mindste overveje at gøre noget ud af sit lillebrororkester, så musikerne ikke blot skulle spille underlægningsmusik. Nu har de brugt nogle år på at spille Mozart, rigeligt Mozart, og de er rykket op i klasserne med det. Det seneste år er de begyndt at se på Beethoven, og dermed har de fået min bevågenhed. Som nogle af mine venner ynder at fnise, så er jeg temmeligt vild med Ludwig van B….

Aftenens program stod på Coriolan-overturen efterfulgt af 2. og 8. symfoni. Det lignede unægteligt en del programmet for den koncert, som Thomas Dausgaard og hans venner i det Svenske Kammerorkester gav i DR Koncerthuset tidligere i år. Men udgaverne kunne umuligt være mere forskellige, i betragtning af at de to orkestre er af stort set samme størrelse. Forskellen ligger selvfølgeligt i såvel musikerne som i dirigenten. Dausgaard og Fischer er væsensforskellige, omend de deler kærligheden til noderne og de følelser, der ligge bag noderne. Musikerne i de to ensembler er forskellige, for DRUO handler om afveksling og forskellige musikalske udtryk, mens svenskerne netop er et kammerorkester og (såvidt jeg ved) kun det. For mig er det ikke så meget, om det ene ensemble er bedre end det andet; det er mere et spørgsmål om forskellighed, at ville noget helt forskelligt med de samme noder.
Jeg er generelt meget begejstret for ensembler i kammerstørrelse, når det gælder musik fra før de store højromantikere. Det handler ikke blot om originalinstrumenter og original opførelsespraksis som om de enkelte instrumentgruppers interne størrelsesforhold og musikernes forhold til den musik, der, når alt kommer til alt, skal sendes ud til publikum. For eksempel kan Beethoven have tænkt sin symfoni opført af et orkester på 100 personer, hvor strygerne brugte stålstrenge. Men faktum er, han levede i en verden, hvor musikken blev opført af 30-50 musikere, og strygerne brugte tarmstrenge. Det giver to vidt forskellige musikalske udtryk, og principielt kan det ene være lige så godt som det andet i dagens koncertsal. Jeg foretrækker altså det mindre ensemble, men jeg nyder også de større orkestre, når de leverer et musikalsk udtryk, der trods stålstrengene afspejler den saft og kraft og sarthed, som noderne foreskriver. Og det handler efter min mening mere om musikerne end om de instrumenter og den opførselspraksis, de følger.
Nå, men:

Koncerten

DRUOs koncerter introduceres fra scenen af Claus Johansen, en radiovært fra Danmarks Radio med et dejligt vittigt blik på musik (og Beethoven). Han har et fint samarbejde med DRUO og Fischer, hvor de i bund og grund fortæller den samme historie om en anden tid med bøvl og ballade, som ikke ligner vores verden men dog har menneskeligheden til fælles. Nogle finder Claus Johansen ret anstrengende, men han taler direkte til folk, og det giver god og postiv genlyd hos mange ikke-koncertgængere, der derfor dukker op til DRUOs koncerter i hundredetal.
Ðenne aften handlede det jo altså om Beethoven, hvorom man kan fortælle mange pudsige historier. Og det gjorde man så. Men der var plads til musik også, så tak for det!
Coriolan-overturen satte stemningen: fuld knald på fra start! Koncertmester var Julie Eskær, som er meget … æh … lidenskabelig i sin spillestil. Nej, jeg er ikke just fan, fordi jeg synes, hun går langt for langt. Men OK, Fischer beder om lidenskab, og det fik han. Selv fremstod han som sædvanligt som en blanding af en knudemand og en sprællemand. For mig giver det ikke megen mening, men effekten på musikerne er ikke til at tage fejl af, og det værdsætter jeg højt. De vil tydeligvis gå gennem ild og vand for ham, og det er nøjagtigt sådan, de spiller: total selvopofrelse for musikken og fokus på Schwung. Det er ret bedårende at være vidne til, og det går lige i (danse-)hjertet.
Deres Beethoven går lige i blodet. Knald på, jovist, men en form for mening med galskaben, selvom Fischer må kæmpe for at holde styr på strygerne. Paukeslagene sidder lige i øjet, for paukisten følger tydeligvis med i hver takt og hver bevægelse. Og det giver både en tiltrængt kant og en mindst ligeså tiltrængt puls til resten. DRUOs træblæsere er ganske fine, især til de koncerter, hvor Radi Radev og Ignaz Mazvila bestyrer henholdsvis obo og fagot. Under Fischer bliver det præcist men saftigt. På grund af ensemblestørrelsen er træblæsere og strygere i balance, så oboen ikke drukner undervejs. Medmindre man altså er i DR Koncerthuset, hvor man jo helst ikke hænger sig i den slags detaljer.
Resultatet denne aften var som ved første koncert med DRUO og Beethoven absolut smittende. Man er som publikum med i musikken, man forsøges inddraget, omend selv for dette ensemble og denne dirigent er det irriterende, når publikum klapper mellem satserne. Fischer forsøgte at dæmpe klapperiet, især mellem 3. og 4. sats, men på mange måder lægger hele koncertformen op til det. Jo, det kan være irriterende, når folket blander sig….
Fischer går op på tå og helt ned i knæ, og musikerne følger ham. Bam! siger det, og Paf! siger det. Beethoven til ekstremerne, hvilket den gamle nok ville have nydt. I den 8. er der knap så meget forskel på tikkeriet i anden sats og sangen i de tre øvrige, som der er i f.eks Daugsgaards med sine svenskere.
Det korte af det lange er (nok), at jeg fortsat er begejstret for projektet. Deres Beethoven er lige så vild som deres Mozart, men dog har Beethoven mindre brug for den vildskab, fordi musikken i sig selv er så vild. I virkeligheden er det nok intentionen, jeg nyder, og knap så meget resultatet. Men undervejs føler jeg mig meget godt underholdt, og jeg bliver grebet af intensiteten. Absolut mere medrivende og mere givende end den sødsuppe, som storesøster DRSO normalt disker op med under Frübeck de Burgos, når det kommer til Beethoven. Men OK, jeg er meget forudindtaget!