Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke fatter en bjælde, når det kommer til Benjamin Britten. Shostakovitch: ja, absolut! Britten: æh, hvad? Ikke at jeg har prøvet særligt hårdt, altså. Lyttet lidt til musikken i radioen, men derfra og til en faktisk koncert, når man ikke rigtigt kan se, hvad den store entusiasme skyldes? Er det ikke bare zigzaglyde med engelsk libretto, der tjener som en vag undskyldning for et tyndt lag musikalsk dannelse over den britiske kultur?
Efter fredagens koncert med War Requiem, opført af DRSO, dirigent John Nelson, Det danske Drengekor, DR Koncertkoret, og tre solister, der afspejlede den besætning, der blev brugt ved uropførelsen i Conventry, med en engelsk tenor (opr. Peter Pears), en tysk baryton (opr. Dieter Fischer-Diskau), og en russisk sopran (opr. Vishnyevskaya). Politikens anmeldelse er her: http://politiken.dk/ibyen/anmeldelser/koncertanmeldelser/ECE2140779/smuk-doedsmesse-vaekkede-krigens-uudsigelige-raedsler/, men jeg var nok ikke helt op at ringe.
Som sædvanligt havde jeg købt billet for længe siden, men en amerikansk veninde meldte sin ankomst i byen, og da hun er ret vild med Britten, fik vi en ekstra plads til hende. Heldigt nok, da salen var tæt på udsolgt. Det var godt nok en kontrast, i forhold til lørdagens koncert med Bryn Terfel, hvor salen var halvfuld … Forskellen var lige til at føle på: DR reklamerer for fulde gardiner for Britten og siger ikke et pip om Terfel. Det kunne jeg godt skrive noget surt om på et tidspunkt… Hm, vi får se.

Koncerten

Vi klatrede op til Terrasse G, hvilket betyder, at vi sad til højre for orkestret, bag kontrabasserne, højt hævet over parterret. Lyden er slet ikke dårlig derfra, og nok så vigtigt havde vi fin udsigt til (og lyd fra) kor, sopransolist, og drengekoret, hvoraf sidstnævnte var placeret på 3. balkon, lige overfor os.
Koret er jo så fint, og solisterne var ganske overbevisende. Sopranen stod oppe foran orglet og havde en dynamisk dialog med kor og orkester. De to mandlige solister blev ledsaget af et lille kammerorkester, bestående af strygere og paukist fra DRUO plus harpe, fløjte, obo, fagot, og klarinet fra DRSO.
Det virkede vældigt overbevisende! Wilfred Owens digte fra 1. verdenskrigs elendighed er jo både rystende og, efter nutidens smag, noget sentimentale. Men med det lille orkester som baggrund for de to herrestemmer i stærk kontrast til det store orkester og koret, virkede digtene klare og intensive. Dynamikken med fuldt orkester og lille orkester var interessant, absolut. Koret sang satser fra den katolske dødemesse, og sopransolisten knaldede intensive perler af messetekst ud over hele salen, afsluttende med at smelte helt sammen med koret, men de to herresolister sang de samme ord igen og igen…. Som jeg i skrivende stund ikke kan huske men som i bund og grund gik ud på at samle de to fjender og lade dem dø som fæller efter krigens gru. Denne blev deklameret af den tyske (men altså østrigske) baryton: ” I am your enemy that you killed” (citeret efter hullet hukommelse, så tilgiv fejl!). Av, da!
Jeg kender ikke originalopsætningen, men jeg vil tro, at det lille orkester og de to mandlige solister kunne have stået på afstand af det store orkester og dermed undstrege kontrasten mellem skyttegrav og den store helhed. Og sikkert efter Brittens mening meningsløsheden i konflikt og krig.
Tja, bumbum. Jeg synes, det var en spændende opførelse, og jeg blev absolut grebet undervejs. Men gik jeg oplyst derfra? Blev jeg grebet af Brittens pacifisme? Nej og nej. Jeg synes fortsat, at hans små sange med Britten selv ved klaveret og Peter Pears foran det meget klarere fortæller den historie, Britten ville fortælle. Disse “Lieder” er fulde af følelser, selv når det blot er velkendte folkesange.
Konklusion? Der er nok ikke nogen – helt i tråd med den meningsløshed, som Britten efter sigende så i krigen. Jeg fik et lille indblik, men ingen aha-oplevelse. Beklager!