December blev lidt kedelig, rent musikalsk, da jeg blev ramt af et par ondsindede influenzaer. Så stik mod planerne har jeg ikke været til en eneste opførelse af Messias eller Juleoratoriet i år. Sært!

Men til gengæld var jeg nogenlunde rask, eller i hvert fald rask nok, til at bruge min forlængst bestilte billet til den årlige koncert på Det kongelige Teaters Gamle Scene på Kgs. Nytorv med Nikolaj Znaider. Han er jo så københavnsk at det kan ses, og da han har fornøjelsen af at spille på en Guarnieri del Gesú, som Det kongelige Teater har til rådighed, så leverer han en årlig koncert som tak … eller hvordan aftalen nu lige er.

Nikolaj Znaider spiller violin, gør han, og tilmed ganske godt. I de seneste år er han begyndt at dirigere, og dér er jeg nok mindre begejstret. Men han kan jo nå at blive bedre endnu…. Jeg har en privat teori om, at dirigenter falder i en af to kategorier: solister og ikke-solister; og at alt efter type behandler de musik og orkester væsensforskelligt, uanset den pågældendes evner som dirigent i øvrigt. Znaider er jo solist på et pænt højt niveau, og efter min mening bør han holde sig i den verden. Men hvad ved jeg…

Nå. Årets koncert fandt endnu en gang sted på det, der nu hedder Gamle Scene, men som for få år siden var Det kongelige Teater. Til denne type kammerkoncert lukkes scenen med det store røde forhæng, orkestergraven overdækkes, og musikerne placeres på denne overdækning. Det giver fin lyd, og musikerne sidder relativt tæt på publikum med den intimitet, det jo giver. Znaider er jo lokal, så til denne koncert dukker en hel del personer op, som ikke er vant til at gå til koncert, men som er med her på grund af den små Nikolaj. Ved netop denne koncert gav det sig udtryk ved ivrig klappen mellem satserne (man klapper jo efter hvert nummer, ikke?), hvilket jeg stadig synes er forstyrrende for oplevelsen. Men  OK, musikerne tager det normalt pænt.

I år havde Znaider beslutte til for klavertrio som formatet. Programmet var klassisk nok:

1. Beethoven: Klavertrio i B-dur, opus 97 (Ærkehertugtrioen)
2. Ernest Bloch: Tre nocturne
3. Brahms: Trio, C-dur, opus 87

Znaiders legekammereater denne aften var hans faste klaverkammerat Saleem Abboud Ashkar, og den kinesiske cellist Jian  Wang. Begge er fine musikere med egne solistkarrierer på niveau med Znaider, men for tre solister at spille klavertrio sammen er ikke så let igen. Det her jo ikke bare et spørgsmål om at spille noderne; ej heller at spille indforstået med hinanden. Kammerensembler tager tid at opbygge, og denne tirsdag aften i december fik vi at høre og se hvorfor. Ashkar mødte jeg ved den tilsvarende koncert i 2012, og han spiller meget musikalsk klaver, men har virker meget indadvendt (ikke at der er noget i vejen med det, altså, men det sætter nogen begrænsning for oplevelsen på scenen). Jian Wang var et nyt bekendtskab -igen et meget musikalsk bekendtskab med tydelig forbindelse med Znaider.

I Danmark “tilhører” den berømte Ærkehertugtrio helt klart Trio con Brio (website under opbygning, men det burde virke igen snart), men musikken er ikke eksklusiv som sådan, så jeg så frem til at høre dette ikke-ensembles bud på klassikeren. Kort fortalt gik det, da. Musikken har i forvejen lidt karakter af “klaver versus strygere”, og det blev absolut forstærket her. Ashkar og Znaider kendeer hinanden godt, rent musikalsk, og har en indbyrdes forståelse på et eller andet intellektuelt niveau, så de sjældent ser på hinanden. Så Ashkar kunne side i fred og tampe løs på flyglet, mens Znaider og Jian Wang dyrkede lidt samspil længere fremme på scenen. Det læggeer noderne op til, og det blev dyrket meget markant. Synd for publikum, for det blev aldrig rigtigt til den geniale klavertrio, som det jo er, men mere et flygel og to strygere, der spillede god musik. Det virkede lidt utroværdigt, selvom alle tre musikere spilled virkeligt fint. Men de spillede ikke som en klavertrio.

De tre nocturnre af Bloch var helt nye for mig. Jeg vil ønske, jeg kunne sige, at jeg fuldstændigt forstod den længsel efter det gamle land, som Bloch følte under sit eksil i USA. Men det kan jeg ikke, for det kunne jeg ikke, for sådan er jeg ikke. Men at det var meget intimt spillet og meget sjælfuldt spillet, det kan jeg skrive! Det var et helt andet niveau af samspil sammenlignet med deres opførelse af Beethoven. Tydeligvis var dette hjertestof og ikke pligtstof, og det kunne høres. At musikken så er svagere end Beethovens er så bare en irriterende detalje – det var tydeligvis noget, som de tre musikere føkte markant mere for. Og så er det tydeligvis også noget, som  de rent faktisk havde øvet sig sammen på. Tænk sig engang: det hjælper at øve sig!

Efter pausen kom så Brahms. Jeg er jo ikke en stor fan af Brahms, men han har skrevet noget dejligt kammeermusik, må jeg indrømme. Denne klavertrio kendte jeg ikke, og programnoterne fatted jeg ikke en meter af – “form- og klangmæssige særheder”? Jamen, det er jo Brahms, så hvor sært kan det blive? “Ur-motiv”? Hvor? Men musikken var nu god nok, og de tre musikere spillede noderne, så Brahms lød som om, han kom fra de allersydligste dele af det Habsburgske kejserdømme. Sådan lød deres Beethoven faktisk også – lidt Balkan-hurlumhej og kant, der fik de ellers ganske tyske komponister til at lyde anderledes. Sært, men levende og dermed godt.

Lige da tredje sats var gået i gang sprang en streng på Znaiders violin. Så hvis spørgsmålet lyder “hvordan lyder det, når en streng springer på en dyr violin?”, så er svaret: “det lyder som en snor, der springer”. Znaiders kvikke respons gik på, at “selv en Guarnieri er ikke immun overfor den slags”, hvilket jo er rigtigt nok. Og publikum kunne så bruge de 5 minutters pause til at fundere over, hvor lang tid, der faktisk gik, fra strengen sprang, til de to øvrige musikere opdagede, at Znaider var holdt op med at spille. Ups!

Til deres ros tog trioen fat på satsen igen med frisk mod efter den ufrivillige pause, og der blev ikke sparet på energien.Flot kommet tilbage!

Der blev klappet grundigt og velfortjent efter sidste sats, men til min lettelse var der ikke krav om stående ovation, som jo ellers er ved at blive den nye standard i København, uanset opførelsens kvalitet. Det var en god concert, fyldt med god musik, fremført af gode musikere, men det var ikke fantastisk, og det var ikke en klavertrio. Godt forsøgt, Znaider, men næste gang bør det enten være med et rent faktisk kammerensemble, eller rent solistspil. Ikke denne hybrid, for det klædte jer ikke.