I 2013 fik Nørrebros Teater en ret uventet success med en enmandsforestilling med livet som statsansat DJØF’er som det helt centrale emne. Folk strømmede til, og der blev spillet for totalt udsolgt hus hver aften. Men er det virkeligt så sjovt at være ansat i centraladministrationen? Er DJØF’ere virkeligt morsomme? Eller handler det om noget helt andet?

Jeg kunne ikke klemme forestillingen DJØF med Løg(n) ind i efteråret, men i lørdags lokkede venner mig afsted til Nørrebro, da min egentlige forårssæson først starter i den kommende uge med , og abstinenserne var ved at være uudholdelige. Jeg havde ikke været på Nørrebro Teater før – det er noget med at prioritere ens tid og kulturelle oplevelser, og diverse københavnske teatre har af forskellige grunde kun sjældent fornøjelsen af at se mig. Men nu skulle det jo altså være. Det er i virkeligheden et spændende, halvgammelt hus, med et væld af store successer på samvittigheden. Og så ligger det lige i det nørrebroske smørhul tæt på Søerne og Nørrebrogade og med den forhenværende Sorte Firkant indenfor råbeafstand (og stenkastafstand, har det jo vist sig). Så foyeren er indrettet som caféområde i nørrebrostil, altså hyperdesignet ikke-design med overlagt forskellighed i møblement og service. OK, fint nok. Men det gør det ganske svært at være teatergæst, der gerne vil aflevere sit vinterovertøj i garderoben, nette sig på toilettet, og måske lige nyde et glas inden forestillingen. Indretningen gør, at al trafik foregår gennem et ganske lille område på 2×4 meter, der er fyldt med borde og stole og kø til baren og kø til garderoben og folk, der bare venter. Alt sammen meget yndigt og nørrebrosk kaotisk og dybt frustrerende for sådan en som mig. Alle de, der har været på teateret før, kender tydeligvis rutinen og tager overtøjet og deres flasker og glas med ind i salen. Uhørt for mig, men igen meget nørrebrosk, og jeg forstod da straks bedre, hvorfor der er snak om at gøre de store teatre (Det Kongelige + Det ny Teater) mere ”tilgængelig for almindelige mennesker”. Men ved I hvad? Alternativet kunne være at disse ”almindelige mennesker” fik mulighed for at aflevere vinterovertøjet i en garderobe på en bare nogenlunde behagelig måde. Det er helt grundlæggende noget andet at gå i teateret end at gå i biffen, kammerater.

Forestillingen

Som antydet havde jeg læst meget godt om denne forestilling. I bund og grund er det en DJØF’er, som er brudt ud af rammerne og har fundet sig et nyt liv, hvor han (også) optræder med det, der på nudansk hedder comedy. Det er hans show, og hans erfaringer, det handler om her. Og det er en god forestilling: godt skruet sammen, godt leveret, og over lange stræk pinagtigt morsom i sin fremstilling af livet som statsansat.

Eller måske rettere handler det om akademikerne, deres verden, og deres omgivelser. For selvom der er mange besynderligheder, som man kun finder indenfor det offentlige, så er der da en del mønstre, som går igen i en hvilkensomhelst stor organisation, inklusive mit eget firma.

Rammen for forestillingen er tre historier som personaen oplevede i sine 3 år i en styrelse under et ikke nærmere defineret ministerium, som kunne være Indenrigsministeriet. Den ene historie er fra de første måneders ansættelse. Den anden er fra et år inde i ansættelsen. Og den tredje historie er fra år 3. De tre historier overlapper hinanden og fortælles på skift, så publikum kan opleve, hvordan virkeligheden ofte gentager sig selv ad absurdam. De samme personer deltager i alle tre historier, enten som hovedpersoner eller som fjerne skikkelser, der influerer på fortællerens situation.

Fortællingen berettes med et sprogbrug, som publikum formodes at genkende og netop derfor finde morsom. Flittig brug af velkendte buzzwords fra ledelsesoverdrevet så som ”tage med hjem i rygsækken”, ”summe omkring det i grupperne”, ”inkluderende”, ”innovation”, og så videre og så videre, med centraladministrations endegyldige showstopper for selv den mest flyvske idé: ”Er det clearet med ministeriet?” ikke at forglemme. Vi får også luftet to af de mest giftige personaer i den offentlige sektor: direktøren uden jordforbindelse, som får nye lyse idéer hver gang, han har grillet sammen med de andre direktører oppe i det nordsjællandske; og tillidsrepræsentanten, der er imod ligegyldigt hvad, der fremlægges af ændringer. Vi får en rundtur i centraladministationens vildnis af organisationer med officielle, uofficielle, reelle, og ikke-eksisterende hierarkier.

Og hele vejen jubler publikum. Især fik en pige et par sæder fra mig så mange krampeanfald af latter, at resten af publikum var ved at blive bekymret over hendes helbred. Det bringer mig til et afsluttende emne:

Publikum

Forestillingen er rettet mod de offentligt ansatte. Klarere fokus på et kernepublikum har jeg sjældent været med til (med Ringen 2013 i august sidste år som en mulig undtagelse). Og de møder op i store stimer: Alle de tusinder af offentligt ansatte, som til daglig lider under eller har lidt under DJØF’ernes tyranni og selvtilfredsstillelse. Plus nogle DJØF’ere, som er kommet lidt videre i deres udvikling til egentlige mennesker, end DJØF’er generelt er ifølge den nutidige opfattelse. De horder af jurister og økonomer, som de højere læreanstalter spytter ud på stribe, og som overtager større og større dele af den offentlige sektor for at omdanne den i deres eget billede, og som derfor er lagt for had mere eller mindre fortjent. Om denne trussel er reel eller ej er ikke et emne for denne blog, men det var tydeligt i aftenens publikum, at den bliver opfattet som reel. Og derfor nyder publikum at se denne DJØF’er ”udlevere” sig selv og sin stand.

Dommen

Skal man se denne forestilling? Ja! Den er superprofessionelt fremstillet, og historierne er velfortalte. Man kan selv vælge, hvad man ønsker at lægge i historierne. Men morsomt, det er det!

PS: Der er helt uffatteligt mange HK’ere og andre offentligt ansatte i København og omegn. Nørrebros Teater kan fortsætte med  denne forestilling i evigheder, og der vil stadig være udsolgt hver aften. Det er i hvert fald mit bud ud fra denne lørdag aften.