Concertanten spreder sig videre end som sådan. Det er nemlig ikke kun koncerter, hun nyder; balletten og operaen får også besøg. Den kongelige Ballet her i København er slet ikke ringe, omend jævnligt noglet flagrende i korpset. Men det er altså ikke al ballet, jeg dyrker. Særligt Svanesøen har jeg tilmed ligefrem undgået med vilje, da jeg hverken er begejstret for Tjaikovskij eller for Petipas koreografi.
Men når selveste Mariinskij Balletten fra Sankt Petersborg lægger vejen forbi Kgs. Nytorv, så møder Concertanten da op. For hvis noget kompagni kan bringe præcision i geledderne og passion i soli, så må det da være dem. Ikke at jeg kender danserne eller kompagniet som sådan, men ryet fejler ikke noget, og traditionen ej heller.
Af grunde, jeg ikke kan gennemskue, havde Det kongelige Teater valgt at henlægge forestillingerne til Gamle Scene på Kgs. Nytorv. Sært, da man jo i årevis råbte op om, at scenen er for lille til Svanesøen. Men det gælder måske kun, når det er de lokale, der danser?

Balletten

Jeg havde faktisk aldrig set hele Svanesøen, men handlingen er jo velkendt, ligesom musikken er det. Mariinskij havde taget egne kulisser med fra den produktion, som de har brugt siden engang i 1970’erne. Hvad behager? Genbruge en produktion i 40 år? Kan man det? Jeps! Hverken kulisser eller kostumer virkede bedagede.
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Jeg synes stadig, de russiske balletter hovedsageligt går ud på at stå. Særligt for solisterne, eller rettere hovedpersonerne, er der faktisk ikke meget dans. De står, flagrer lidt med armene, flytter vægten over på det andet ben, flagrer lidt med armene igen, og det var så den solo. Men OK, de står absolut nydeligt.
I lige netop Svanesøen er det helt klart alle andre end hovedpersonerne, der leverer den gode dans. Troldmanden vrider sig rundt, svanerne laver anvanceret formationsdans, og et hav af solister danser i forskellige kombinationer, så man bliver helt rundtosset af at følge med i mønstrene. Og præcisionen er i top – man står på linie, halsen har dén vinkel, fødderne peger dén vej, armene vender sådan. Meget overbevisende! Især når man har oplevet den lokale ballet ikke magte det samme i (af alt i verden) Études.
Prinsen og Svanedronningen (Odette) var mere på det jævne hvad angår selve rollerne. Der var et par stykker i publikum omkring mig, som fandt især hende meget rørende, men jeg manglede altså stadig dansen. Men det er jo så åbenbart bare mig.

Dommen

Se Svanesøen på grund af formationsdansen, i mangel af et bedre ord. Svanerne og de øvrige er fuldt afhængige af korpsets kvalitet, og i dette tilfælde var den helt i top.
Men nej, jeg er stadig ikke helt solgt og vil hellere se så meget andet ballet end lige denne.

PS: Det tog så lige 2 uger inden jeg fik opdateret bloggen. Beklager forsinkelsen!