DR Koncerthuset fyldte forleden 5 år, og DR fejrede det hele ugen med højtstemte lovprisninger af sig selv og politisk påduttede udgifter. Det er ingen hemmelighed, at Concertanten ikke er imponeret over Koncerthuset. For nu at være lidt mere præcis, synes hun, at det er publikumsfjendtligt i en grad, som kun en fængselscelle ellers tilstræber. Midt i selvfejringen kom DR dog til at interviewe en enkelt kritisk stemme, nemlig Berlingerens Thomas Michelsen, som udtalte disse gyldne ord i direkte radio: Fint radiostudie, ringe koncertsal. Indrømmet, det er min parafrase, men det var det, han sagde. Og jeg er helt enig – hvis man vil høre en god koncert i DR Koncerthuset, så tænd for P2.
Nå, men hvorfor kommer jeg der så ofte? Ja, ikke på grund af huset! Selve huset er direkte menneskefjendsk, og den store koncertsal er smuk men irriterende for dem af os, som går til koncert for oplevelsens skyld. At høre DRs selvros for “Jean Nouvel siger selv, at det er det eneste sted, hans arkitektur virkeligt fik lov at folde sig ud” er simpelthen en hån mod skatteydere og koncertpublikum. Men det vil jeg overveje en separat post om – jeg kan virkeligt ikke lide det hus, men jeg er unægteligt begejstret for det, DR hælder i det: rigelige mængder af gode koncerter med fine kunstnere.

Koncerten

I selve fødselsdagsugen var jeg således til koncert med DR SymfoniOrkesteret under ledelse af chefdirigent Rafael Frübeck de Burgos. Programmet stod på to værker af Carl Nielsen og den massive Alpesymfoni af Richard Strauss. Før pausen, Nielsen; efter pause, Straus og udsolgt på scenen.
Der var nu også udsolgt i salen – enkelte ledige pladser, så det ud til, men officielt udsolgt. Flot at se sal og scene fyldt til randen samtidigt. DR havde nu også haft vældigt travlt med at gøre reklame for koncerten, da husets egen solofløjtenist skulle være solist Nielsens fløjtekoncert. Normalt er jeg ret skeptisk overfor DRSO’s brug af egne folk som solister, men lige netop Ulla Miilmann er absolut rollen værdig – en meget fin fløjtenist, både i orkestersammenhæng og i de mange kammerkoncerter, som vi heldigvis kan opleve hende i herhjemme og i udlandet. Lunger af stål og hjertet fuld af musik; altid værd at opleve.
Denne aften var ingen undtagelse. Jeg er glad for Nielsen men ikke så betaget af fløjtekoncerten. Opvarmningen var ouverturen til Maskarade, i programmet sært nok omtalt som baseret på “Holbergs mindst kendte komedie”. Det må være en sjælden fejl af Jens Cornelius, da Maskarade har været flittigt spillet. Frübeck havde fyldt scenen op og slog et meget kvikt tempo an. Meget kvikt, faktisk. Og egentligt så kvikt, at meningen gik fløjten, så at sige. Ouverturen var overstået, før den var kommet i gang, men hvad, så var det da gjort, eller hvad?
Til fløjtekoncerten blev orkestret reduceret til wienerklassisk størrelse i strygerne og kun få blæsere. Miilmann kom ind og fik et brag af et bifald – hun så lidt stiv og overvældet ud, men musikken flød smukt. Hun spillede sine soli inderligt og med den store præcision og følsomhed, som vi elsker hende for. Jovist er der mange små vittigheder indlagt i den koncert, især samtalen mellem fløjten og trombonen, men Miilmann spandt gyldne tråde over det hele, så musikken stod krystalklart. Så kunne folk side og fnise af trombonen, men det var altså smukt.
Efter pausen blev scenen fyldt med DRSO plus forstærkninger fra Kgl. Kapel og, såvidt jeg kunne se, diverse “løse” musikere, inklusive et par stykker fra Konservatoriet. Jeg talte ikke, men efter sigende var der 120 musikere – det er altså mange! Som sagt er jeg ikke fan af Strauss (endnu, men hvem ved?) og havde indtil da undgået denne Alpesymfoni. Den skal være et udtryk for Strauss’ nihilistiske og antikristne livsanskuelser med en vandretur i Alperne som udtryk for overmennesket. Eller noget i den retning. Altså i virkeligheden programmusik komplet med koklokker og tordenvejr. Uha!
Frübeck dirigerede uden partitur som sædvanligt og havde totalt styr på mylderet af noder. Som sædvanligt svulstigt og smukt med violinerne filende hårene af buerne. Den nytiltrådte 1. solooboist Eva Steinaa gjorde et nydeligt men lidt anonymt indtryk – hun er meget ung endnu, så vi får se, hvad hun bliver til.
Men fattede jeg, hvad hver enkelt scene gik ud på? Nej. Jeg kunne ikke høre, at nu er vi på vej op ad bjerget, og nu er vi på vej ned ad bjerget. Jeg har kunnet læse på anmeldelserne, at det står jeg ret alene omkring, så det må jeg leve med. Det var da flot, og vi blev i hvert fald blæst godt igennem, men jeg har det bare svært med Strauss.
Selvfølgeligt var der det efterhånden obligatoriske stående bifald til sidst. Jeg blev siddende….

Dommen

Trods al min brok, så var det en god aften i Koncerthuset. Orkestret var i fin form og spillede lakken af neglene. Musikerne kan åbenbart lide at spille med Frübeck og da også ved at ændre “sound” til(bage til) en noget federe klang end under Dausgaard. Fair nok, det er et spørgsmål om smag og behag. Lige denne stil passer fint til Strauss, som kræver brede penselstrøg – dog med en hulens bunke krusseduller med den fineste pensel, som i den grad kræver virtuose orkestermusikere. Der er vi ikke helt endnu med DRSO; ikke over en bred kam, i hvert fald. Det var stort, det var nydeligt, det var lidt spændende og en smule humoristisk. Men ikke til en stående ovation.