August Bournonvilles ballet Napoli er kendt af alle danskere over 20 år fra utallige TV-transmitioner af kongelige festforestillinger i forbindelse med statsbesøg, hvor de besøgende blev udsat for tredje akt af Napoli, opført af mere eller mindre entusiastiske dansere fra Den kongelige Ballet. Men nogle af os kender balletten fra tilskuerrækker i teateret, fra udenlandske balletstjerners benovede omtale af det overmåde komplicerede værk, eller fra en TV-filmatisering af hele værket i sin tid.
I 2009 havde Den kongelige Ballet premiere på en ny udgave af Napoli med nye elementer koreograferet af den nye balletchef Nikolaj Hübbe og Sorella Englund. Herunder en helt ny anden akt, der lige siden urpremieren i 1842 har været omtalt som “den problematiske” på grund af sit emne. Jeg husker ikke meget af omtalen i 2009, men jeg husker de mange farverige TV- transmissioner af tredje akt og diverse positiv omtale gennem årene. Jeg havde altså aldrig set Napoli live, men jeg var absolut interesseret, da balleten stod på programmet i denne sæson. Jeg er ikke voldsomt begejstret for Hübbe og det, han gør ved Den kongelige Ballet i disse år, men der er da også positive aspekter af hans arbejde, og korpset består da af gode dansere, så hvorfor ikke? At Napoli er et af Bournonvilles mesterværker siges at være indiskutabelt: rigelige mængder af de meget komplicerede, meget hurtige danse og store mængder skuespil fra danserne – en af de to typer ballet, jeg holder meget af. Så afsted med Concertanten!

Forestillingen

Jeg havde set frem til at se Alban Lendorf eller Ulrik Birkkjær som Gennaro, men programmet stod altså på den mig ukendte korpsdanser Alexander Stæger. Hm. Nå, hvad så med Teresina? Aha, den franske Alexandra Lo Sardo? Tja, vi får se, om hun kan danse Bournonville. Resten af rollerne var besat med stjerne som favoritten Mette Bødtcher, Lis Jeppesen og Poul-Erik Hesselkilde som karakterer, og så et stort udvalg af solodansere til pas des six og den herostratisk berømte tarantel. Særligt morsomt for mig var, at den nye stjerne Ida Praetorius optrådte i sin officielle kapacitet af korpsdanser (men dejlig som altid) og tilmed ledsaget af den fra Twitter så kendte Carling Talcott. Og jeg ville trods alt få set Ulrik Birkkjær i en mindre rolle i tredje akt, så der ville da være noget at glæde sig til.
Opsætningen er kraftigt inspireret af Fellini-film, helt udi at inkludere et “lærred” med “titel” og “sluttekst”.
Lige det var da lidt spøjst og vittigt. Selve det, at danserne var klædt á la 1950 er til at leve med – pigerne i New Look-agtige strutskørter, og fiskerne har t-shirts og shorts på, der også minder lidt om de oprindelige romantiske kostumer. Kulisserne er også fine med Vesuv i baggrunden og havne,ov i gaderne. Meget Gamle Scene egnet!
Men altså! Hvornår er der nogen, der fortæller Hübbe, at han ikke er Bournonville? Jeg har endnu ikke set en opsætning, hvor hans “ekstras” bibringer nogetsomhelst positivt, eller hvor hans trin på nogen måde måler sig med originalen, ligegyldigt om de originale trin er koreograferet af Bournonville eller Ballanchine. Og korpset bliver ringere og ringere til at danse på linie. Dette er pinligt i Études og endnu pinligere, når der er 6 dansere i 2 geledder. Helt ærligt! Det er ikke Nørre Vopperup Gymnastikforening, dét her!
Brrr!
Historien blev leveret ganske sødt. Alexandra Lo Sardo er sød og veldansende, men hun og Alexander Stæger passer slet ikke sammen i kropstype. Måske han blot mangler (et par kilo og) noget modenhed? Han virkede bleg på mig, og hun virkede ufokuseret. Måske hun tænkte på lørdagens premiere på Manon? Som par bibragte de intet til Napoli.
Jeg var spændt på anden akt, der er med helt ny musik og koreografi. Jeg er jo ikke traumatiseret af tidligere opsætninger, men kan dog huske en TV-udgave, der for mit teenage-jeg rigeligt gav uhygge og usikkerhed. Emnet er jo i virkeligheden en variation over Agnete og Havmanden, hvor Havmanden repræsenterer det kødlige begær. I Napoli hedder han Golfo og blev her danset af Benjamin Bozo. Teresina bliver hejst ned fra snorreloftet for at illustrere, at hun synker til havets bund. Her mødes hun med Golfo og hans najader, der forsøger at gøre hende til najade. Her med spritny musik af Louise Alenius, som selv medvirkde med stemme og special effects. Som moderne ballet var det ret godt – najaderne med spændende bevægelsesmønstre, Teresina og Golfo lidenskabelige, og nok så vigtigt Det kongelige Kapel skarpe på rytmerne. Jeg gad nok høre den musik igen – næsten minimalistisk og ret interessant i øjeblikket.
Det havde bare intet med Bournonville at gøre. Og Bozo var aldrig farlig og Lo Sardo kun stedvist dramatisk interessant. Nærved og næsten. Og hendes kostume var en katastrofe.
Nåmenaltså. Gennaro kommer og redder hende, og så er der heldigvis fest.
Festen er god nok – alle kender den, og de danser for fulde gardiner. Lige netop på en onsdag mangler der måske lidt spunk, men meningen er god nok: fest og farver. Pas des six’en danses enthusisastisk, men igen med den sære mangel på præcision, som korpset trives med i disse år. Lidt Ulrik Birkkjær og Gregory Dean sætter Concertanten i godt humør! Tarantellen var livlig og glad, og tak for det, men igen sært u-Bournonvillesk.

Dommen

Tja bumbum. Jeg var godt underholdt, og sjovt var det at se Poul-Erik Hesselkilde som transvestit gadesanger med trompet som stemme – skægt, sådan som rollen helst skal være. Men selv Susanne Gringer i pas des six’en sjuskede med de Bournonvilleske arme, og hvad har man så tilbage?
Anden akt virkede virkeligt fint som en ballet-i-balletten, så hvis det var formålet, så helt fint med det! Men det samlede billede er rodet: jeg aner ikke, hvad budskabet er.
Jeg står tilbage med samme fornemmelse som efter Konservatoriet sidste sæson: jo, det er da en slags Bournonville, men en ret afslappet slags. Eller måske rettere sådan en Bournonville, som ethvert korps af en vis kvalitet burde kunne stable på benene. Men dette er ikke ethvert korps – dette er Bournonvilles eget korps, og derfor er målestokken en helt anden.
Husarerne på stolerækkerne var glade nok, men helt ærligt er de fleste af dem bare glade for at se unge mænd i trikot (hvem er ikke det?). Jeg havde forventet mere af Den kongelige Ballet. Men de har åbenbart ikke rigtigt tid til det der Bournonville-noget.