I betragtning af, at jeg ikke er voldsomt betaget af den første af Wagners “rigtige” operaer, er det måske lidt sært, at jeg helt frivilligt nu har købt billet til Den flyvende Hollænder hele 3 gange. Første gang som operabio med live sending fra Bayreuth, og nu 2 omgange med Det kongelige Teaters spritnye opsætning ude på Operaen. I første ombæring var jeg sådan lidt øhmøhbøh over opsætningen. Så jeg besluttede mig for at forsøge igen 3 uger senere med småændringer i rollebesætning, og til en afveksling valgte jeg plads i parkettet i et forsøg på at komme tæt nok på scenen til at kunne høre solisterne gennem korets trampen rundt.

Forestillingen

Da jeg bestilte billetten for 2 uger siden, valgte jeg netop 21/2, fordi John Lundgren skulle synge Hollænderen. Ved mit første besøg sang Johan Reuter rollen og var lækker og betagende som altid, men han virkede sært stiv i det og blev ofte klemt af koret. Lundgren er en meget anden type og er bl.a. ved at udvikle sig til en rigtigt fin Amfortas, for eksempel, udover alle sine skurkeroller i diverse italienske operaer. Så jeg glædede mig meget til at se, om hans normalt mere “truende” fremtoning ville redde rollen.
Men noget var sket i mellemtiden. Lundgren har åbenbart meldt helt fra, så man har hidkaldt den unge tysker, Thomas Gazheli, som tilmed fik sin debut på Operaen lige netop denne aften. Det opdagede jeg så først, da jeg nåede frem i regnvejret og fik nærlæst papirlappen med aftenens rollebesætning. Jeg følte mig godt nok lidt snydt, men OK, sygdom er sygdom, og det er trods alt influenzasæson.

Nå, jeg fik mig sat på plads på række 6 i parkettet, helt ude i kongesiden, da jeg jo havde lært, at denne opsætning ikke mindst foregår i den side. Fint udsyn til scene og overtekster og som bonus også fin udsigt til et par bassister, engelskhornisten, og et par andre musikere. Helt fint med mig, selvom jeg måske hellere ville have haft udsigt til John Kruse (klarinet) og Henrik Goldschmidt (obo), hvis nogen havde spurgt…

Nå, vi stemte, og ind kom dirigenten, en høj lys kvinde, Joana Mallwitz, som jeg aldrig havde oplevet før. Alle de gråhårede omkring mig hviskede og tiskede, men musikken blev slået an, og ouverturen gik i gang med sin susen i et gevaldigt tempo. Hold da helt op, tænkte jeg, vi kommer da hjem inden kl 22, hvis de holder det tempo. Det gik over, men generelt holdt Mallwitz et kvikkere tempo end Michael Boder. Der blev dog heldigvis også plads til de brede strøg og pianissimo. Hun virker som et interessant bekendtskab, denne Mallwitz, hvilket jeg slet ikke kan sige om alle besøgende dirigenter på Operaen.
Det var så også en anden Daland (Gregory Frank i stedet for Clive Bayley) og en anden styrmand (Michael Kristensen i stedet for Gert Henning Jensen), og så tilmed en anden Erik (Johnny van Hal i stedet for Niels Jørgen Riis, som jeg slet ikke var imponeret af ved den tidligere omgang). Så nyt-nyt-nyt, men Ann Petersen sang da heldigvis stadig Senta.

Så det var på mange måder to meget forskellige oplevelser og dermed ikke lige den mest videnskabeligt korrekte måde at teste selve opsætningen på. For det var jo den, jeg var skeptisk omkring.
Og jeg kan nu klart sige, at jeg stadig er meget skeptisk.
Der synges stadig fint af solister og kor. Den nye mand på scenen, Gazheli, havde da en legitim undskyldning for at være stiv og lidt usikker i skuespillet, men det understregede det valne ved opsætningen.
Gazheli har en baritonstemme med knald på, og den fejler ikke noget. Men han var lidt sær at se på, hvilket måske-måske ikke var premierenerver. Lad os håbe det!
Johnny van Hal var en klar forbedring i rollen som Erik. Han har tabt sig en del, såvidt jeg kunne se, men stemmen har ikke taget skade. Han fik fint formidlet Eriks forelskelse i og fortvivlelse over Senta. Men hvorfor rollen skal ligne en parkbetjent forstår jeg stadig ikke.

Og så var der jo heldigvis noget Ann Petersen til mig. Jeg bliver mere og mere begejstret for hende. Heller ikke hun fik meget ud af opsætningen, dog, men stemmen, altså!

Dommen

Jeg er meget glad for videoprojektionerne, den lille Senta og hendes seng, og skibet med de blodrøde sejl. Men resten!
Svaret er nej. Jeg kan ikke lide den opsætning. Den vil måske virke bedre, når den overføres til English National Opera, for der er virkeligt mange britiske kulturelle referencer. Men i København virker den ikke.
Sangerne udnyttes stort set ikke som andet end stemmer – meget lidt bevægelse, hvilket kan være fint nok, hvis man har et budskab med, at de står og går så stift. Men det er der tilsyneladende ikke. Det er bare småkedeligt og uinspirerende. Og tredje akts drukgilde giver stadig ingen mening. Musikken dikterer flirt og duel på ord mellem kvinder og mænd, og kamp på sang mellem nordmænd og hollændere. Og det falder fuldstændigt på gulvet.
Forestillingen reddes af sangerne og musikerne. Tak for endnu en god aften i jeres selskab!

PS: Jeg holder forhåbentligt aldrig op med at blive imponeret over at se de samme musikere spille vidt forskellig musik med få dages eller endda få timers mellemrum. Onsdag spillede Kapellet musikken til Napoli, som er … skal vi sige knap så kompliceret som Wagners, og fredag spillede altså mange af de samme musikere så Wagner. Herunder Henrik Goldschmidt på altid bevægede obo. Og de giver gas hver gang. Flot og meget professionelt.

PPS: Hvis man går ind og læser publikumkommentarerne på opsætningens side på kglteater.dk, så kan man se, at et par dage tidligere var det åbenbart gået helt galt. Gys! Og et godt eksempel på, at Det kongelige Teater ikke altid rigtigt kender sin besøgstid…