Ydrk, tænkte Concertanten. Og dirigenten havde jeg aldrig hørt om: Pinchas Steinberg. Hvad var nu det?

Nå, på plads med tanten, der for en gangs skyld nåede frem til Mød Musikken, hvor den fine bratschist Dmitri Golovanov forklarede om sit kærlighedsforhold til Tjaikovskijs femte og andre gode historier. Han er en god musiker og en god fortæller, selvom Celine Hostrup som så tit kom i vejen.

Hm, tænkte Concertanten, den er god med dig, men det er stadig noget højstemt romantik. Men OK, vi giver det en chance, og efter en møgdag på jobbet var det måske den rette medicin?

Ind kom aftenens koncertmester, Håkan Rudner, som åbenbart vikarierer for Soo-Jin Hong, der er på barsel. Charmerende nok rejste han orkestret op i stedet for at modtage bifaldet alene – det var da sødt, og da salen var stuvende fuld, var vi således kommet godt fra start. Derpå travede dirigenten ind – en ældre herre med fut i, tilsyneladende.

Nå, afsted med Prokofiev. Den Klassiske er jo velkendt, men allerede fra første tone stod det klart, at DRSO havde en god aften. Alle sad helt fremme i stolen med antennerne slået helt ud, og det ellers så velkendte ratslør var slet ikke tilstede. Hver node stod krystalklart, og sjældent har jeg nydt Prokofiev så meget. Klapklapklap!

Hm? Hvad var nu det? Men så var det tid til Rakhmaninov, som jo er totalt overvurderet, og så ville jeg da få noget at brokke mig over?

Ind med det store Steinway-flygel, der kun lige kan klemmes ind på scenen – som min sidemand sagde, så gør det jo ikke så meget, hvis det går galt: det billige skidt koster jo ikke det store. Se, det er god værkstedshumor!

Aftenens solist var Aleksej Volodin, berømt for sine rappe fingre, som der jo absolut er brug for i denne rapsodi. Og som Dmitri Golovanov havde lovet før koncerten, så gik det over stok og sten. Hold da helt op! I sin anmeldelse i JP synes Christine Christiansen, at orkestret indimellem fik lov af overdøve klaveret (http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/anmeldelser/klassisk/ECE6526035/russisk-musik-med-sikkerhedssele/). Nu sad jeg i parkettet, så det var ikke så markant for mig, men jo, jeg er enig i, at balancen virkede en smule skæv – mere som en konkurrence om at løbe hurtigst, som om orkestret var bange for at solisten ville spille for hurtigt. Det var lidt spøjst, men det virkede faktisk godt. Det er svulstig musik, der skal spilles muskuløst, var alle tilsyneladende enige om.

Klapklapklap. Og mere klap. Og et ekstranummer (mig ubekendt). Og så mere klap. Det var fortjent, for det var en meget velspillet og medrivende udgave af Rakhmaninov. Som så tit var jeg nok ikke helt oppe at ringe, men det var resten af salen.

I pausen undrede jeg mig lidt over at se et væld af unge mennesker. Det er først i dag, lørdag, gået op for mig, at der jo er Orkesterfestival denne weekend med et hav af ungdomsensembler på besøg i København. Og det var altså dem, der havde fået billet til Torsdagskoncerten, hvilket de tydeligvis syntes var sjovt og inspirerende. Skægt at se dem!

Efter pausen var det så Tjaikovskij, som jeg heller ikke er voldsomt begejstret for. Men før selve værket var der overrækkelse af Kammersanger Emil Holms Pris 2014, der blev tildelt DRSOs Aleksander Zapolski for sit fine arbejde med børn og unge. Fuldt fortjent, og salen gik amok. Jeg havde faktisk et lille håb om, at prisen ville gå til orkestrets vidunderlige bassist Mikail Stadnicki, som desværre går på pension snart og som jeg virkeligt vil savne.

Afsted med Tjaikovskij. Huhej hvor det gik! Ikke mindst de russiske musikere spillede sig helt ud, så tårerne (næsten) flød. Lag på lag på lag med følelserne helt ude.

Klapklapklap og det efterhånden obligatoriske stående bifald.

Dommen

Jeg var positivt overrasket. Koncerten var medrivende og sprudlende. Musikerne var tydeligvist tændte med ørerne slået ud og meget velspillende. Måske var det musikken, måske var det dirigenten. Men resultatet var vældigt fint.

Dirigenten kendte jeg som sagt ikke, men jeg vil vældigt gerne opleve ham igen. Pinchas Steinberg, en livlig og meget musicerende dirigent. Jeg oplevede, at musikerne “tændte på ham”, men anmelderne er åbenbart ikke enige. I hvert fald sad musikerne undervejs og nikkede og smilede til hinanden og til dirigenten. Det er nu ikke hver gang, at musikerne og jeg er enige om godt og småskidt, men denne aften var vi helt enige: De havde en god aften, og det havde vi så også. Endnu et godt eksempel på, hvordan udøvende og publikum påvirker hinanden.

Men det der stående bifald er jeg godt nok ved at være træt af. Jo, det var en god koncert, men hvis man giver stående bifald til gode koncerter, så er der altså ikke meget plads til det fantastiske.