Det kongelige Kapel afholder 4-5 symfonikoncerter hver sæson, og Concertanten møder glad op til hver eneste. Også selvom Københavns evindelige gravelyst nu betyder, at det er blevet ekstrasvært at komme over havnen til Operaen – i stedet for at færdiggøre Inderhavnsbroen har man åbenbart besluttet sig for at grave fine huller i Nyhavn i stedet, så Havnebussen ikke kan lægge til. Nå, pyt med det, man kaster sig fro og munter ud i bustransport i stedet. Via Prinsessegade, gys!
Nå, sæsonens symfonikoncert nr 4 bød på et velkomment besøg af selveste Marek Janowski som dirigent, og programmet lød på anden symfoni af såvel Beethoven som Brahms. Man er vel Beethovenfan, så afsted det gik!

Koncerten

Det er altid noget særligt at ankomme til Operaen, men jeg satte grænsen ved at ankomme i bus. En frisk travetur det sidste stykke hjælper på stemningen – man kigger på de gamle bygninger og tsk’er over de nye boligejendomme og forsøger at lade være med at træde ned i et hul i vejen.
Men som sagt: Der er noget særligt over at ankomme til Operaen. Man lægger overtøjet og går af den veloplyste(!) trappe ned i kælderen for at nette sig i det rummelige lokale med rigeligt med båse og håndvaske og spejle. Tak, hr. Møller!
På plads inde i salen kan man tiske med sidemændene om den besynderlige opsætning af Den flyvende Hollænder, som vi havde set tidligere. I mellemtiden siver musikerne ind, får salen på plads i fingrene, snakker sig på plads, og stemmer. Concertanten bemærker glad adskillige af sine favoritkapelmusici på scenen – og sin egen besynderligt sædvanlige medpublikummer på plads i parkettet.
Aftenens koncertmester er helt ukendt. Med 4 koncertmestre plus hele to kontraktansatte koncertmestre er det alligevel imponerende, at man har specialimporteret en. Måske efter anmodning fra Janowski? I hvert fald var det Sreten Krstič, der ellers spiller i München.
Nå, ind med Janowski, der vælger at smyge sig ind mellem første- og andenvioliner. Godt så, Beethoven, tak!
Den anden symfoni er ikke en favorit, men OK, Beethoven er Beethoven, og med den anden begynder han så småt at lyde som Beethoven. Vi lægger fra land i et kvikt tempo, og der smøres tykt på hos strygerne, mens træblæserne kvidrer. Men hvad er nu det? Lidt “ratslør”? Lidt usikkerhed, mangel på præcision? Fra Kapellet? Ved en symfonikoncert? Hvad foregår der? Er musikerne ikke helt med på, hvilke temposkift Maestro vil sætte?
Ikke at det var en ringe Beethoven, slet ikke! Men den virkede sært ulden i detaljerne. Musikerne gav den hele armen som sædvanligt, Lee Morgan og Henrik Goldschmidt på plads i træblæsergruppen garanterer swingende og sensuelt spil.
Men strygersuppe i Beethoven? Kan det virkeligt passe?
Finale og velfortjente klapsalver. Min sidemand og jeg er enige om at være uenige om, hvordan Beethoven skal spilles, så han spurgte bekymret til mit blodtryk. Det havde det nu fint nok, men jeg var ikke ovenud begejstret.
Efter pausen var det så Brahms, og yderligere et par strygere og en god flok messingblæsere rullede ind på plads. Maestro lister ind, og afsted det går! Hold da helt op, hvor det går! Strygersuppen giver fuld mening i Brahms, men kanterne står meget klarere. Hornene gjalder (meget fin solo fra ham-dér-der-ofte-er-med-og-har-det-der-grånende-hår, når nu Claudio Flückiger havde valgt at gå hjem i pausen), basunerne buldrer, obo og fløjte væver sig ind og ud.
Bravoråb og taktfaste klapsalver. Janowski vise sig som en lidt genert dirigent, der nægter at tage i mod bifaldet selv, men derimod insisterer på at dele det med orkestret. Musikerne prøvede ellers at blive siddende, da de var åbenlyst meget begejstrede.

Dommen

Beethovens anden er på sin vis Beethoven mens han stadig øver sig i at være Beethoven; mens Brahms’ anden er hans første som Brahms (hans første kaldes ikke uden grund for Beethovens tiende). På den måde gav programsammensætningen en egen pudsig mening. Brahms følte efter sigende et urimeligt højt pres for at løsrive sig fra Beethoven, men for mig er de væsensforskellige. Det er ikke kun forskel i tid men forskel i tilgang.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har meget stærke holdninger til, hvordan Beethoven skal spilles, og det er nok derfor, jeg ikke var spor begejstret for Kapellets udgave den aften. Ikke at det var ringe spillet, men det var sært ufokuseret. Som om musikerne lige skulle finde ud af, hvordan temposkiftene nu skulle ligge.
Brahms var en helt anden affære: fokuseret, velanbragte hjørner, og tydeligvis et orkester og en dirigent, der var helt enige om, hvor de skulle hen. Der blev selvfølgeligt dirigeret uden noder, men der var ingen tvivl hos nogen undervejs på trods af det temmeligt hurtige tempo. Og som resultat sad vi i en næsten udsolgt Opera og holdt næsten vejret i 45 minutter. Bortset fra de obligatoriske host, altså. Meget medrivende!
Vi fik den lumske mistanke, at Kapellet spillede Beethoven som opvarmning. Den slags kan jeg selvfølgeligt ikke tåle! Men det var absolut Beethoven spillet som Brahms og Brahms spillet som Brahms og ikke som Mahler.
Som bonus er her min udsigt:

Det var Brahms, der gjorde det til en god koncert. Så helt glad var Concertanten ikke.