I Operaen, altså den fysiske bygning på Dokøen på Holmen i København, gemmer sig en hemmeligt scene, som bruges sjældent: Takkelloftet. Den er tænkt som den lille scene for ballet og opera og har egen indgang fra “bagsiden”, altså mod Holmen. Den bruges ikke så ofte, men det sker. Dog har jeg hørt, at foyeren skulle være temmeligt god til kammermusik – ikke at den bliver brugt til det særligt ofte, men altså rummet skulle være god til det.
Det kongelige Kapel har et lille hav af kammerkoncerter, hvoraf nogle finder sted på Gamle Scenes balkonfoyer, andre i et hjørne af Operaens store foyer. Men i ny og næ er det Takkelloftscenens foyer, der danner ramme. Jeg havde ikke været deroppe før, og helt let er det ikke at finde indgangen, som gemmer sig på “bagsiden” af Operaen. Men når først, man når derop ad den stejle men lyse trappe, så bliver man belønnet med en fantastisk udsigt mod nord og øst. Man sidder badet i lys, der bliver spejlet fra vandet i kanalen. Det er et meget smukt rum.
Scenen var blevet lagt lige ved trappen, så musikkerne ville have glasvægge på to sider, trappeopgangen på den tredje (hvilket ville få rumlig effekt), og så det forholdsvis store tilskuerrum på den fjerde. For publikum betød det, at man mødte ventende musikere lige i indgangen, og at man under koncerten havde et panorama uden lige som baggrund.

Koncerten

Programmet afspejlede, at denne koncert var led i årets “Den kolde krigs musik” serie, og bød på intet mindre end 5 værker og hele 3 ensembler. Før pausen var det først slagtøj og derpå en til lejligheden sammenstillet strygekvartet, og efter pausen var det messingblæserenes tur.
Vi lagde ud med Steve Reichs “Mallet Quartet” – et værk for to marimbaer og to vibrafoner. Jeg er glad for Reich og glad for marimbaer, men knap så glad for vibrafoner. I dette værk lagde marimbaerne en stærk rytmisk baggrund for vibrafonernes dans. Det var faktisk ret lækkert og medrivende. Næsten tranceskabende i perioder, og temmeligt vanedannende. Også selvom den ene vibrafonspiller skulle spille så mange noder, at han var ved at snuble i ny og næ. Absolut lytteværdig music.
Derpå fik vi Samuel Barbers strygekvartet – den med adagioen. Adagiosatsen har jo fået et eget liv i en udgave for strygeorkester; man hører den tit, og hver gang bliver jeg en smule træt. Men har man én gang hørt den i sin oprindelige sammenhæng, så bliver man kun mere træt af den “store” udgave: I strygekvartetten er der mere elastik og bevægelse. Eller rettere: det kan der være, for det var der ikke rigtigt ved denne koncert. I det hele taget virkede det mest som en pligtopgave, der skulle afleveres. Måske fordi de fire kvinder ikke er en etableret strygekvartet, måske på grund af noget andet. Jeg havde i hvert fald ikke på fornemmelsen, at der stod nogetsomhelst på spil. Synd for værket. Men så var der da udsigten at beundre i stedet for.
I pausen kunne man nyde udsigten noget mere, eller man kunne nyde dametoilettets indretning, som er en udpræget fornøjelse – lyst og venligt.
Efter pausen kom Kapellets messingkvintet på banen. Jeg har hørt dem før, og de spiller virkeligt godt sammen: to trompeter, et horn, en trombone, og en tuba. Instrumenterne smelter sammen på den dér måde, der kommer af sammenspil og gensidig respekt. Personligt synes jeg nu nok, at hornet tit forsvinder i suppen, men det er jo nok bare mig. Det første værk var André Previns “Four Outings for Brass Quintet”, som jeg ikke kendte. Previn er en fin dirigent, god akkompagnatør, men efter min mening en middelmådig komponist. Det står jeg vist ikke helt ene om, men populær er han. Dette værk var nu slet ikke tosset – ikke forceret “moderne” men energisk og levende. Fint!
Dernæst blev kvintetten udvidet med endnu et horn, så de kunne spille et ungdomsværk af Philip Glass fra før han blev den Philip Glass, vi nu kender. Sært charmerende og Americana-agtig. For en Glass-oholic som mig var det måske lidt Glass-fattigt, men det pegede trods alt hen imod den komponist, som vi kender.
Til sidst en “russer”, som altså ikke var så russisk, at det gør noget: Victor Ewald og hans messingkvartet nr. 2 i Es-dur. Før stykket opfordrede trombonisten publikum til at komme med et godt navn til ensemble, for de var begyndt at synes, de spillede så meget sammen, at de skulle have et navn. Tja, her er et gratis bud: Holmens Messingkvintet.

Dommen

Et meget blandet program, for at sige det mildt. Det hjalp helt sikkert, at det var en bedårende martssøndag med strålende solskin, så alle var glade. Men det var en pudsig sammensætning af ensembler og komponister, så vi kom stort set hele det tyvende århundrede igennem + det meste af et symfoniorkester. På trods af min manglende begejstring for strygekvartetten, så var det en rigtigt dejlig eftermiddag, der bragte musikere og publikum helt tæt sammen. I publikum sås for øvrigt Jakob Levinsen og Blondinen (eller Anne Marie Vedsø Olesen og Ham den Sortklædte), der begge så ud til at nyde oplevelsen.
Selve rummet, altså Takkelloftets foyer er dels smukt, dels forbløffende velegnet til kammermusik, i betragtning af de knaldhårde overflader (marmor og glas). Alle instrumenter (undtagen hornet) stod krystalklart, og især blæserne benyttede sig af den efterklang, som trappeopgangen hjalp med at skabe. Og hvilken anden koncertsal i Danmark byder på anduvende sejlskib som bagtæppe? Sært og uklædeligt er det dog, at vinduesrammerne skaller noget så forfærdeligt; pudsigt i betragtning af den gode stand resten af bygningen er i. Det ligner en byggefejl.

Jeg har sagt det før, siger det nu igen, og kommer helt sikkert til at sige det senere: Det kongelige Kapel er værd at følge, især i deres symfonikoncerter men så sandeligt også i deres forskellige kammerkoncerter, både de bittesmå gratis koncerter og de mere formelle som denne, hvor man for det beskedne beløb af 150 kroner får en musikalsk oplevelse helt, helt tæt på. Gør det før din nabo: hør Kapellet spille!