Selv sure halvgamle concertanter kan overraske sig selv. Jeg går til mange koncerter med musik, jeg ikke kender, eller i det mindste ikke har noget specielt kærligt forhold til. Det har ført til et par behagelige overraskelser, så som da jeg ”så lyset” med Mahler’s 8. symfoni, eller da jeg druknede i Brucker i oktober 2013 og ikke kedede mig overhovedet.
Men blandt de komponister, jeg overhovedet ikke gider, er Samuel Barber og Vaughan Williams: det er kedelig, overfladisk, ligegyldig suppe-steg-is musik. Basta! Derfor var jeg overhovedet ikke interesseret i DR SymfoniOrkesterets torsdagskoncert 13. marts. Altså lige indtil jeg fik forærende 2 gratis billetter til koncerten.
Jeg forsøgte at afsætte billetterne til et par venner, da jeg var så uinteresseret, men det endte med, at jeg selv tog den ene billet.Det skulle nu nok blive hyggeligt, da en god ven tog den anden billet, så vi kunne få hyggesnakket, men jeg regnede helt klart ikke med en musikalsk oplevelse af nogen form for interesse.

Koncerten

På programmet stod:

1. A Shropshire Lad – rhapsody for orchestra” af den mig totalt ukendte Butterworth.
2. Violinkoncert af Samuel Barber med den af mig totalt ukendte Karen Gomyo som solist.
3. London Symphony af Ralph Vaughan Williams

Gab!
Naturligvis kender jeg A Shropshire Lad-digtene af A.E. Housman – en meget læseværdig beskrivelse af ”de gode gamle dage”, hvor hårdt livet faktisk var i det 19. århundrede, men også en skildring af, hvordan det moderne liv anno 1900 ikke kun er forbedringer men også betød tab af gode værdier. Digtene er usentimentale men selv i samtiden blev de betragtet som ”gammeldags”. Komponisten Butterworth havde jeg aldrig hørt om, men han hører åbenbart til den generation af talentfulde unge kunstnere, som omkom i 1. verdenskrigs skyttegrave. Min ven og jeg fik os møffet på plads i parkettet, hørte musikkerne samles, så de forskellige terrasser og balkoner blive fyldt med publikum, og diskuterede livet, døden, og musik i almindelighed. Fin optakt, må jeg indrømme.
Dirigenten styrtede ind – Andrew Manze, som jeg kender primært fra barokmusikken, så hvad forstand har han på senromantik? Ikke så lidt, skulle det vise sig, og da aftenens koncertmester var Emily Fowler, så var da basis for et engelsk islæt.
Manze slår an, og Butterworths musik ruller sig ud. Hm, lidt Strauss-agtig strygersuppe, men fine blæserkrøller og trut i trompeten. Musikken udvikler sig, temaer masseres, vendes rundt af forskellige instrumenter og kommer så tilbage, og Manze har tilsyneladende musikernes fulde opmærksomhed. Han suger afsavnet ud af musikken og serverer det for vore ører. Vi slutter med langsomt at skrue helt ned for blusset, men hold da helt op, hvor er det intenst! Manzes fingre spinder nærmest spinkle tråde ud af strygernes strenge og forvandler dem til knugende sorg. Sådan hørte jeg det, i hvert fald. Måske ikke verdens største værk, men meget intenst at opleve ved denne koncert.
Efter den sædvanlige ombygning af scenen blev vi i princippet klar til Barbers violinkoncert. Som sagt er jeg ikke fan af Barber; måske er det bare fordi man hører den fortærskede adagio så tit. Ind kommer violin-baben i lang rød kjole, og så går det eller afsted over prærien. Programnoterne taler om Barbers tilbageskuen og senromantisme og om fantastiske melodier. Det hørte jeg så ikke så meget til, i hvert fald ikke melodier. Derimod forekom det mig forceret og villet akrobatisk – lige som Barbers samtidige men noget ældre Rakhmaninov eller Korngold. Der blev i hvert fald spillet rigtigt mange noder af især solisten. De var fine indslag af obo og klarinet, men som så tit, når man sidder i parkettet, så druknede træblæserne det mest af tiden i strygersuppe. Men selv jeg må indrømme, at de sidste takter i sidste sats var meddrivende i sin energi og virtuositet. ”Puha”, sagde jeg efter sidste node.
I pausen havde jeg så tid til at tænke over Vaughan Williams og hvor lidt af hans musik, jeg kan lide. Lark Ascending kan være ret god, men det meste forsvinder altid ud i den engelske tåge for mig. Måske Manze kunne gøre denne ukendte symfoni vedkommende? Vi vendte i hvert fald tilbage til en pænt fyldt sal med en temmeligt fuld scene. 4 trompeter, intet mindre, og de var flittigt i brug. Musikken startede typisk nok svømmende/drømmende, men så satte messingblæserne i for alvor med nogle store udråbstegn. Engelskhornet, som jeg jo har en forkærlighed for, slog et fint tema an, som blev gentaget med obo, overtaget af klarinet, og så videre. Det var faktisk helt fint! I første og fjerde sats slog harpen tonerne fra Big Ben an, og så var stemningen ligesom lagt. Meget engelsk, men også meget londonsk, så man vitterligt kunne høre tågen, se taxierne, og mærke mylderet.

Dommen

Jeg blev overrasket, gjorde jeg! Symfonien af Vaughan Williams var markant bedre, end jeg havde regnet med. Ikke at den gjorde et uudsletteligt udtryk, heller ikke at den faldt på plads i mit hoved a la Mahler. Men jeg fik ikke sukkersyge, jeg faldt ikke i søvn, og jeg kan godt klare at høre den igen. Der var gode temposkift, interessante temabehandlinger, og nogle fine triller, som koncertmester Emily Fowler fik afleveret med stor, stor indlevelse.
Aftenens egentlige overraskelse var dog den indledende rapsodi af Butterworth. Hold da helt op! Især de sidste par minutter rakte nærmest ud efter mine lunger, så vi endte med at trække vejret sammen, strygerne og jeg. Dejligt! Og så tilmed fra en totalt ukendt komponist – altså ukendt for mig. Vil jeg nu lede efter musik af ham? Nej, slet ikke, men jeg var godt underholdt og ligefrem rørt tilsidst.
Barber var mig ligegyldig. Min ven lod sig irritere af, at Gomyo var så fokuseret, at hun så nærmest vred ud. Jeg lod mig irritere over mylderet af noder, der bare skulle knaldes af og blev det. Ligegyldigt. Men OK, et svært stykke, der blev leveret noget nær perfekt, vil jeg tro, af både solist og orkester. Fordelen ved at sidde i parkettet er, at man faktisk kan høre en violinsolist selv når orkesteret drøner derudaf.
Kort sagt: Ikke en uforglemmelig aften, rent musikalsk. Men heller ikke nær så kedelig, som jeg havde frygtet. Og jeg har klart på fornemmelsen, at det var Andrew Manze, der gjorde forskellen med sin entusiasme og musikalitet. Han var en absolut fornøjelse!