I 1836 skrev en tysk dramatiker, Büchner, et skuespil, der beskrev det mutikulturelle og dybt rådne samfund, han levede i. Det blev prompte glemt, men dukkede op igen senere i fragmenter, der kan sammensættes til skuespil, men som også har dannet baggrund for en opera og (vistnok) diverse musikværker.
I kataloget for Det kongelige Teaters sæson 2013-14 kunne jeg læse, at Søren Sætter-Lassen skulle spille Woyzeck i en ny opsætning af Staffan Valdemar Holm, så den billet måtte jeg jo have. Da stykket fik premiere, var anmeldelserne nu lidt blandede, men fredag aften var det så min tur.
Typisk for vinteren 2013-14 havde en storm meldt sin ankomst netop denne dag, og jeg var lige ved at melde afbud, da stormen ville være tæt på sit højeste, netop mens vi ville være på vej hjem igen. Men kompromiset blev at tage bussen i stedet for cyklen.

Forestillingen

At ankomme standsmæssigt til Skuespilhuset er ikke helt let for tiden. Ikke alene fortsætter kampen med at gøre den gamle Kvæsthusmole til et hipt udendørsanlæg medsamt parkeringskælder; på Nyhavnsiden af Skuespilhuset graver man nu også fine huller, så såvel havnebusstop som Skuespilhusets hoveddør er afspærret. Ja ja, man må lide for kunsten, så vi trippede hen ad Nyhavn, undgik at blive ramt af flyvende duge og servietter, som blæsten flåede af bordene udenfor Nyhavns restauranter, snublede over et par af kommunens berømte huller i belægningen, og endte med at kravle over diverse omkuldfaldne afspærringerog cykler ved Kvæsthusindgangen til Skuespilhuset. Spændende!
Man fik sig nettet og forfrisket og stod så og trippede, for hvornår ville de dog åbne dørene? Klokken blev kvart i, og den blev 10 i, men så endeligt åbnedes dørene. En sær støj mødte os, og hvad var nu det?
Intet scenetæppe. I stedet var scenen nøgen bortset fra nogle klatrestativer eller tørrestativer i udkanten, hvor store og små skuespillere allerede tullede omkring. Hm, var vi i gang, inden vi gik igang? Mens publikum fandt på plads, legede børnene i stativerne, og de voksne gik lidt omkring. Hm?
Vi fandt på plads, roen sænkede sig i tilskuerrummet, og lyset dæmpedes. Årsagen til den uventede støj var tilsyneladende drejescenen. Anmelderne havde ganske vist brokket sig over larmen, men dette var dog alligevel mere støjende, end jeg havde forventet. Men selvfølgeligt viste det sig, at den værste støj var kunstig og faktisk tjente som usynligt scenetæppe. Støjen lagde sig, drejescenen drejede videre noget mere lavmælt, og Søren Sætter-Lassen og Peter Gilsfort trådte ind på den drejende skive og begyndte således forestillingen.
Vi møder Woyzeck, der er soldat og danner par med Marie, som han har en dreng med. Lige det familiemønster er ikke voldsomt populært i den lille garnisonsby, og Marie skændes med nabokonen om, hvem der er mest/mindst ærbar af de to – tydeligvis et årelangt skænderi, der går Marie meget på. Og det må jo gå ud over dem, der står hende nærmest, nemlig sønnen og Woyzeck, som begge får nogle sure bemærkninger serveret.
Woyzeck gør, hvad han kan, for at skrabe penge sammen til familien. Han barberer sin kaptajn (et kosteligt blodbad i denne opsætning), og han lader den dybt perverse læge gennemføre besynderlige og ydmygende eksperimenter på sig. Ikke at Marie værdsætter hans ofre: hun indlader sig med den nytiltrådte tambourmajor i stedet for (og lækker er han da, og han kan tydeligvis noget både foroven og forneden). Rygterne går i lillebyen, og pludseligt indser Woyzeck, at han står tilbage uden familie men til gengæld totalt til grin i det lille samfund.
Hak-hak-hak, og tilsidst ramler det for Woyzeck, der slår sin Marie ihjel i galskab, hvorpå han dør af skam.

Dommen

Mønsteret undervejs var, at alle opholdt sig på scenen, men kun de, der havde egentlige funktioner i den enkelte scene, opholdt sig på drejescenen. Resten af tiden fungerede de som “kor” – og som voyeurer og (tavse) kommentatorer. Det fungerede voldsomt godt, fordi det understregede det lille, lukkede samfund i garnisonsbyen.
Drejescenen drejede og drejede, og stod så pludseligt stille. Det tjente som illustration af Woyzecks liv (der gik rundt og rundt i en trummerum) og hans korte glimt af refleksion. Jeg er nok ikke helt solgt på princippet, men det det gav fin mening det meste af tiden. Det egentlige hit i opsætningen var børnene – dels som tilskuere, dels som slagtekvæg, og dels som uskyldig kontrast til det brutale liv.
Men de voksne skuespillere gav af sit hjerteblod. Naturligvis Søren Sætter-Lassen i vanlig livsfortvivelse og hjerteskærende sorg over sit liv og sine valg. Men også Kirsten Olesen i en lille men vigtig rolle som den centraleuropæiske Baba, måske jøde, måske ikke, der ser alt og bruges til at skræmme børnene; Helle Fagralid som kællingen, der rammes af kræft og får det at vide nærmest tilfældigt; Lene Maria Christensen som den livskraftige Marie, der kæmper for sig selv og sit liv, koste hvad det koste vil; og altid dejlige Peter Gilsfort som vennen og andre varme roller. Esben Smed som den depraverede læge kendte jeg ikke, men selvom han var tæt på at overspille, gjorde han et godt indtryk.
Generelt fremragende spillet hele vejen rundt. Til gengæld synes jeg ikke helt budskabet kom frem. Jo, det hele kører rundt i hovedet for den stakkels Woyzeck, i en grad så vi ligefrem kan se det. Og at hans søn bliver den sidste sten, der rammer ham, er vel også lidt stavepladeagtigt. Men selvom kun fragmenter er tilbage af det oprindelige skuespil, så synes jeg ikke det var et skuespil vi fik serveret. Det var en meget moderne collage over et menneskes liv, som kunne have været skrevet af hvemsomhelst. Det historiske aspekt – at dette er en urhistorie, der har 175 år på bagen – var ikke til stede.
Og det hele var overstået på 5 kvarter. Så kunne vi da komme hjem før sengetid trods storm og DSB….