Alle danskere kender og elsker Carl Nielsens musik. Alle danskere? Ja, tæt på, men de ved det ikke, for det er jo bare “den der sang”. Nielsens sange synges forhåbentligt stadig i skolerne, men hans symfoniske musik er straks en anden sag.
Jeg har nok hørt Nielsens symfonier uden at høre dem i mange år, men jeg fik et radikalt gennembrud, så at sige, da jeg oplevede Stockholms Kungliga Filharmoniker spille Nielsens 4. symfoni for fulde gardiner under Sakari Oramo i det skønne koncerthus på Hötorget i Stockholm for et par år siden. Måske et pudsigt sted for en dansker at få øjnene op for en dansk komponist, men det virkede, og det er stadig en af mine favoritudgaver af symfonien. Og så er det min yndlingssymfoni af Nielsen med en klar margen ned til nr. 5 og 3, i den rækkefølge. Det er dels temaerne, instrumenteringen, voldsomheden, og det utroligt stærke lys, der gennemstråler hele værket.
Så da sæsonen 2013-14 bød på Nielsens 4. med DR SymfoniOrkesteret og Thomas Dausgaard, så sagde Concertanten da jatak!

Koncerten

Torsdagskoncerten denne uge bød på:

• Alban Bergs 3 orkesterstykker (opus 6)
• Prokofievs violinkoncert nr 1 med Henning Kraggerud som solist
• Nielsens 4. symfoni

For mig et hårdt program, da jeg ikke kan se det store lys i Berg, og Prokofiev er ikke just min yndlingsrusser. Kraggerud kender jeg mest fra temmeligt moderne musik og fra grænselandet til folkemusik, men OK, vi nupper da ham med.
Jeg nåede frem i tide til Mød Musikken, og godt for det, for andet indslag i det program var paukisten Christian Utke Schiøler, som har en fin humoristisk tilgang til musikken. Denne gang kunne han fortælle, at grunden til, at der stod et paukesæt helt fremme på scenekanten, var en tradition som Leif Segerstam havde introduceret i sin tid. Nemlig at til Nielsens 4. skulle andenpaukisten gemme sig i publikum og så styrte op på scenen for at spille “ødelæggeren”. Ha ha. Men det nummer havde de så også brugt ved en særlig lejlighed, hvor Nielsens 4. skulle spilles allersidst i et meget langt festprogram ved præsentationen af den store kulturkanon. Schiøler sad som planlagt nede blandt publikum, og umiddelbart inden, han skulle løbe afsted op på scenen, hørte han en dame bag ham hviske “Holder det dog aldrig op?!”. Han havde vendt sig om mod hende og hvisket “Skal jeg stoppe dem? Jeg kan godt få dem til at holde op…”, hvorpå hun havde gabt med åben mund og polypper, da han sprang op og løb afsted. God værkstedshumor!
Nå, før pausen var det Berg og Prokofiev. Berg fyldte scenen godt ud med musikkere – over 100, åbenbart. Inklusive en træhammer og to sæt pauker (bagest på scenen). De to første stykker sagde mig ikke rigtigt noget – året er ca. 1914, verden er ved at gå af lave, og alle regler skal brydes i musikken, og vi skal være “vittige” og “gøre nar” ad konventionerne. For mig er det kunst for kunstens skyld og dermed uinteressant. Men det tredje stykke var interessant, for den store træhammer kom i spil som udråbstegn ligesom hos Mahler i dennes 9. symfoni (her angiver jeg symfoniens nummer efter hukommelsen … det er muligvis nr. 8… Men du ved, hvad jeg mener, håber jeg). Effekten var god, tempoet højt, og det hele blev pludseligt intensivt og vedkommende. Flot!
Efter lidt ommøblering var det så tid til aftenens violinkoncert. Til min forundring stod et nodestativ klar til Kraggerud – solister sætter normalt en ære i at spille uden noder, så hvad var nu dette? Det viste sig, at der skulle knaldes så mange noder af, at Kraggerud straks blev tilgivet for at have brug for en hjælpende hånd. Hold da helt op, hvor var det kompliceret. Dausgaard hoppede og dansede som sædvanligt på podiet, kommunikerede flitttigt med Kraggerud, og piskede så orkestret afsted over stepperne. Eller rettere hendad gaderne, for Prokofiev er temmeligt urban og ikke spor landlig. Især andensatsen var højintens, så buehårene blev slidt i bund.
Endeligt langt om længe blev det tid til pause og derpå aftenens stur stur nummer. Dausgaard sprang ind på scenen og satte straks den første tonehvirvel igang. Daaiidam, og så var vi afsted. I vanlig stil satte Dausgaard et kvikt tempo, og musikkerne var med på den værste. Vi fik rodet op i verden, stillet et hav af spørgsmål, tog et øjeblik til at tænke over tingene, kæmpede videre med livets store spørgsmål, og så pludseligt sprang René Mathiesen op på scenen og knaldede sin udfordring af: DADADAM! Hansken er kastet, og orkesteret snurrer rundt om sig selv i tumult. De to sæt pauker skændes, violinerne forsøger at undgå at komme i klemme, men træblæserne erklærer pludseligt fred, og vi ender med at alle synger sammen og stormen driver bort. Jeg elsker den symfoni!

Dommen

Kraggerud var fabelagtig! I en virtuos violinkoncert var han virtuos men samtidigt helt nøgtern. Smukt, smukt spillet. Hans ekstranummer var selvkomponeret og også virtuost, men meget vedkommende alligevel. Selve violinkoncerten behøver jeg ikke høre igen sådan lige med det samme, og det kan jeg også sige om Bergs orkesterstykker. Det hele var meget velspillet og pumpet fuld af energi, men det er bare ikke mig.
Jeg holder meget af Dausgaard, der er med i den bølge af nordiske dirigenter, som jeg er betaget af – Sakari Oramo, som jeg nævnte i indledningen, er en anden. Dausgaard er en meget analytisk dirigent, men han sætter altid et godt tempo for at fremtvinge den elasticitet, som han mener, det pågældede værk behøver. Det kan jeg vældig godt lide, fordi han kombinerer det med utroligt præcise og meget lavmælte pianissimo-passager. Hans samliv med DRSO har været noget mere problematisk, efter sigende, men i den kamp holder jeg med Dausgaard.
Jeg var lidt spændt på deres Nielsens 4., fordi jeg ikke er specielt begejstret over den indspilning, de lavede sammen for et par år siden. Egentligt synes jeg, at Alan Gibsons udgave med newyorkerfilharmonikerne er mere interessant. Og så havde jeg jo den udsøgte fornøjelse at opleve Simon Rattle dirigere Det kongelige Kapel i symfonien ved Leonie Sonning Priskoncerten i 2013.
Men de overraskede mig positivt denne aften. Knald på drengen, lige fra de mest larmende passager til de mest stille. Energisk, elastisk, og meget dejligt.
Til gengæld fungerede opstillingen med det ene paukesæt bagest på scenen og “ballademageren” forrest slet ikke. Efter min mening bør de to paukister “tale sammen”, og det kan de ikke i den opstilling. Som Schiøler sagde før koncerten, så kunne han slet ikke høre sin kollega – og det var rasende tydeligt! Begge paukister havde travlt med at læse noder, tælle slag og følge dirigentstokken. Og det er synd! Det er to gode paukister, men det fremgik ikke rigtigt – det lignede mest af alt en musikskole. Øv! Det var første gang, jeg oplevede den opstilling, og som så mange fikse påfund har den klart overlevet sin tid.
Mens vi er ved det, der ikke virkede, så var jeg placeret på 2. balkon i højre side, bl.a. for at finde ud af, om den placering var blevet bedre i løbet af de 5 år. Det var den så ikke. Som ved mit første besøg hørte jeg primært tubaen og ikke så vældigt meget andet. Især træblæserne er usynlige for mine ører. Trist, for jeg har valgt 2. balkon som mit “hjem” i næste sæson, men dog venstre side, som forhåbentligt er bedre afbalanceret.
Dommen er, at Berg og Prokofiev var velspillet, men musikken er ikke i min smag. Nielsens 4. var en ægte pragtudgave, fantastisk velspillet med alle helt fremme på sæderne – publikum såvel som musikere. En meget flot aften!

Opdatering: Anmelderne er enige om at uddele maskimale stjerner/hjerter (eller næsten max) for koncerten. Især roses opførelsen af Berg og Prokofiev. Det beviser blot, at jeg ikke har forstand på de dele, ikke?

Opdatering 2: I Dommen var et “slet ikke” gledet ud i bedømmelsen af paukeopstillingen. Temmeligt meningsforstyrrende.