Det er ingen hemmelighed, at Concertanten er vild med Beethoven. Det er heller ingen hemmelighed, at denne skribent holder meget af Beethovens symfonier i den “moderne” opførelsespraksis, hvormed menes mindre ensembler, slank lyd, og dynamisk energi. Derfor er jeg meget begejstret for Adam Fischers samarbejde med DR Underholdningsorkesteret (i deres rolle som kammerorkester), hvor de det seneste års tid har taget hul på netop Beethoven. Efter min første oplevelse af deres udgave af Beethoven døbte jeg fænomenet “Livlig Ludwig”, for det er sådan, jeg oplever det: Fischer arbejder meget med energien og spændstigheden i musikken, og musikerne giver alt. Det kan være en meget rørende oplevelse at deltage i deres Beethoven-koncerter. Oprørende, jovist, men også rørende, for vi får klart illustreret, at Beethoven netop spænder over hele overgangen fra rokoko til svulstig romantik.

Koncerten

Programmet stod på 1. og 7. symfoni. Noget af en kontrast. 1. symfoni er absolut “en første”, eller “Beethoven inden han blev Beethoven”, kan man sige. Den springes ofte over (også af mig) til fordel for nr 3, som er Beethoven for fuld udblæsning. Nr 1 har et lidt uretfærdigt ry for at minde lidt for meget om Mozart eller Haydn. Det sammen kan man ikke just sige om nr 7, der er en af kæmperne i den symfoniske verden. Her er Beethoven blevet den heldøve, helsure, halvgamle særling, vi alle kender. Men den første er en slags ungdomsværk, og det kan høres.
Jeg havde anbragt mig i parkettet ude til højre for bedre at kunne nyde samarbejdet mellem dirigent og musikere. Den del af planen virkede meget godt. Ind sprang Fischer, og afsted det gik. 1. symfoni er Beethovensk på den unge måde og minder en del om 1. klaverkoncert. Det mærkes, at han havde øvet sig i instrumentering og temabehandling, for symfonien er fint opbygget. Især samspillet mellem første- og andenvioliner, der kom fint til udtryk hér på grund af wieneropstillingen.
Fischer nærmest modelerer lyden med hænderne. Kroppen spændes, armene lukker og åbner sig, pinden prikkerne noderne ud af luften og forsvinder så pludseligt igen. Musikerne hænger ved hver en bevægelse og svajer i en samlet bølge, instrumentgruppe for instrumentgruppe. Violinerne sitrer og danser, bratscherne synger så godt de kan, og celli og basser demonstrerer, at vi med Beethoven er kommet langt væk fra continuogruppen. Fischer trækker musikken ud af instrumenterne som var den silketråde – silketråde af elastik, altså. For han lægger tydeligvis stor vægt på de forskelle i tempo og lydstyrke, som symfonien giver mulighed for. Tempoangivelser hos Beethoven skal jo altid tages med et gran salt, og Fischer vælger som de fleste det tempo, han foretrækker. Og det er så et voldsomt kvikt tempo. Men der bliver ikke tabt detaljer undervejs. Det minder i virkeligheden mest om at se noget blive strikket meget hurtigt – hver bevægelse er sart og præcis, men trøjen er færdig på en aften. Det kunne let blive manisk, men det er det ikke under Fischer.
Første symfoni var næsten overstået, før den kom i gang, og så var det da heldigvis tid til den syvende. Den er unægteligt noget større, noget mere kompleks, og noget mere Beethovensk end den første. Igen lagde vi fra land med et gevaldigt spring (blandede metaforer bedes undskyldt her). Paukerne buldrede lidt mere, hornene gjaldede meget mere, fløjterne (venligst udlånt af Det kongelige Kapel ved denne lejlighed) sang højt, klart og tydeligt. Allegrettoen i anden sats fik en pudsig virkning af sørgemarsch a la Eroica – lidt uventet, men en passende hilsen til den tredje symfoni, da de to er nært forbundne i kraft af den krigstid, de blev skabt i. Overgangen fra tredje til fjerde sats skete i et hop, sådan som det skal, og det forhindrede heldigvis publikum i at klappe…. Tonerne hoppede og sprang fra instrument til instrument med usvigelig præcision.
Og så var det hele pludseligt overstået, og vi kunne alle klappe sammen.

Dommen

Selv jeg måtte overgive mig til stå-op-itisen, for det var temmeligt fantastisk. Jeg var faldet i snak med min sidemand, en ældre dame, der også var småforelsket i Fischers Beethoven. Hun havde været med til en af prøverne gennem Venneforeningen og havde oplevet, hvordan der blev arbejdet med detaljerne. Så nej, intet er overladt til tilfældighederne, men livligt er det! Jeg har sjældent set så mange buehår briste hos så mange strygere – der blev i hvert fald spillet igennem!
Samspillet mellem Fischer og DRUO er udviklet gennem mange år, og det kan ses, høres, og mærkes. Denne aften var DRUO forstærket af 3 kolleger fra Kapellet, og de nød tydeligvis også samarbejdet med Fischer. Han er krævende i den forstand, at han er meget præcis omkring det resultat, han ønsker. Og da samarbejdet med musikerne er båret af gensidig respekt og tillid, får han det.
Det er en Livlig Ludwig, jovist, men også en Mitteleuropäisch Beethoven. I klar modsætning til den udgave, som Dausgaard skaber med sit Svenske Kammerorkester, som er mere … nordisk, på en måde. Jeg er fortsat stor tilhænger af begge udgaver, men Fischer skaber noget særligt med DRUO. I fællesskab har de skabt et kammerorkester, der er meget, meget seriøst omkring sine symfoniske koncerter. Deres faste publikum er en sjov blanding af Venneforeningen, der i virkeligheden holder mest af “underholdnings”-delen af DRUOs navn, og så en flok symfonielskere som mig, der er der på grund af Fischer. En af mine venner var også til stedet og følte sig omklamret af det, han kalder “ostegrosserere fra Rødovre”, hvilket ikke er pænt ment, men som beskriver et bestemt segment af DRUOs publikum, der ikke går til Torsdagskoncerter, for nu at sige det på den måde.
Lige netop denne koncert viste klart og tydeligt hvad, det er, som Fischer skaber med DRUO: Livlig Ludwig men også en meget, meget seriøs Beethoven.