Concertanten er vild med Beethoven, men George Gershwins musik har nu også fænget mig siden teenageårene. Nogle er glad for Gershwin pga. det jazzede udtryk, andre for den tilsyneladende lethed, og andre igen holder af den understrøm af ren og skær kærlighed til musikken, som altid danner bund.
Gershwin skrev jo noget, der skulle være en ærkeamerikansk opera, nemlig Porgy & Bess, baseret på en roman om krøblingen Porgy og livet på bunden. Om det så lige er en opera eller nærmere en avanceret musical er noget, vi kan skændes om i årevis uden at blive klogere. For mig at høre er der elementer af begge genrer, men i bund og grund er det simpelthen fremragende musik, og så længe den leveres i høj kvalitet, så er selve formatet mindre vigtigt.
Porgy & Bess havde en meget eksotisk europapremiere på Det kongelige Teater i 1943. Forudsigeligt nok gik den ikke ret mange gange, før den måtte tages af plakaten, det politiske miljø taget i betragtning. Men det må have været noget af en oplevelse dengang. Min salig morfar var meget begejstret for Gershwin efter sigende, men han sad jo på Langeland og kunne ikke lige smutte i teateret den uge. Suk. Under alle omstændigheder, så ville og måtte jeg se den, da den blev sat på programmet af Det kongelige Teater i denne sæson med, selvfølgeligt, en 99% importeret besætning på scenen og et Kongeligt Kapel for fuld skrue nede i graven.

Operaen

De importerede sangere var mig totalt ukendt. Men på Twitter stødte jeg på hende, der skulle synge Bess: Elizabeth Llewellyn. Så var der da ét mere eller mindre kendt ansigt, og hun virkede på forhånd interessant. Men det er godt nok lidt sært at møde op til en opsætning med så mange ubekendte – det var trods alt første gang, jeg skulle se hele forestillingen, og ville da gerne have haft lidt mere “kendt stof” at bygge min oplevelse på. Men OK, de fleste sange (eller arier og duetter, om man vil) er jo kendte nok: Summertime, It Ain’t Necessarily So, Bess You Is My Woman Now, I Got Plenty of Nuttin, og så videre.
Tæppet gik ikke op under ouverturen, for der var intet tæppe. I stedet for så vi skelletterne til et par huse, der skulle illudere Catfish Row, og koret fyldte langsomt scenen mens de nynnede med på melodien. Det var sært rørende og intimt.
Undervejs er der folkeliv for alle pengene, og der spilles, drikkes og hores efter alle kunstens regler. Men det er et lille lukket samfund med sine egne meget rigide regler, og både Porgy og Bess bliver hver især fanget i et spil mellem de forskellige kræfter og må gå under til sidst. Hver for sig og hver på sin måde.
Gennem hele værket er der den ene vidunderlige melodi efter den anden. Efter sigende var Gershwin sært inspireret af Wagners idé med ledemotiver og skal have plantet noget lignende i sin opera. Det kunne jeg ikke lige høre, men jeg havde unægteligt så travlt med overhovedet at følge med, at der nok er rigtigt meget, der smuttede for mig.

Dommen

Kapellet. Jamen altså! De spillede som om de aldrig havde spillet andet. Det swingede for vildt, børnlille!
Oppe på scenen udspillede dramaet sig. De onde (Crown og Sporting Life) er rigtigt onde (eller i hvert fald lidt lede), og de gode er mest til grin (Porgy). Der blev sunget smukt og spillet godt, så dramaet levede.
Dramaet er godt og sandt – det lukkede samfund, de religiøst-begrundede stramme normer, trøsten i religionen, flugten fra de snærende sociale bånd, og kampen for at overleve på kanten af samfundet. På den måde er det en universel historie, der (næsten) lige så godt kunne udspille sig i en fiskerlandsby i Danmark på samme tid.
Men det er også en meget amerikansk historie om de afroamerikanske minisamfund, der var adskilt fra resten af samfundet og havde så få snitflader som ovehovedet muligt. Den del af historien går hovedsageligt henover hovedet på mig. Der er rigtigt meget, jeg ikke forstår i den sammenhæng.
En af mine kolleger er afroamerikansk (OK, hun er ikke den eneste, altså) sagde tidligere på dagen, at der er mange “dårlige” opsætninger. Jeg tror, jeg nu forstår, hvad hun mente. For en stor del af det problem, som værket Porgy & Bess også er, går på, at der sidder 2000 hvide mennesker og ser 20 sorte mennesker udspille et drama om sorte mennesker, der er skrevet af en hvid mand. Kvajepotentialet er enormt!
I denne opsætning balancerer vi lige på kanten, synes jeg. Det er meget tæt på at blive “variety show”, men det reddes af kvaliteten af hovedrolleindehaverne, og ikke mindst af Kapellet.
Aftenens største bifald gik til aftenens Porgy, Derrick Lawrence. Han sang virkeligt godt, men jeg syntes ikke han helt fik gjort Porgy til et menneske.
Min vinder var derimod Elizabeth Llewellyn. Hendes Bess var absolut et menneske og tilmed et meget søgende eksemplar af arten. Et fantastisk præcist portræt af kvinden uden sans for selv. Det var meget, meget rørende skuespil. Stemmen var skøn, og jeg vil med glæde høre hende i stort set hvad som helst andet. Absolut værd at følge fremover!