Dramatisk titel for en udramatisk eftermiddagskoncert ude på Operaen, mere specifikt påTakkelloftet i selskab med musikere fra Det kongelige Kapel i forskellige kammersammensætninger.
En af de absolutte fornøjelser ved KglKapels officielle kammerkoncerter er, at de efterhånden ofte finder sted i foyeren for den såkaldte Takkelloft-scene, der ligger på første sal i Operaen med indgang fra bagsiden. Rummet har højt til loftet og vægge af glas og marmor. Med andre ord en knaldhård akkustik og en smuk udsigt over Holmen og Københavns havn. Det kunne godt lyde som en dårlig kombination med kammermusik, da publikum har rigeligt andet at give sig til end liiiiige musikken; og knaldhård akkustik er hård kost for instrumenter og musik. Men heldigvis rammer Takkelloftets foyer på magisk vis et snævert vindue, hvor musik og publikum møder hinanden i forholdet 1:1.
Nå, men overskriften for de officielle kammerkoncerter i denne sæson er “Den kolde krig: musik fra USA og Sovjetunionen”. Puha, tænkte Concertanten, men jeg er blevet overbevist. Kapelmusici’erne leger med musik af russiske/sovjetiske og amerikanske komponister af høj kvalitet, og koncerterne byder på meget forskellig musik.

Koncerten

Denne søndag eftermiddag i maj bød på sol og kold nordenvind. Brrr. Og fortsat pollen i luften. Grrr. Og rigeligt vasktøj, der også lige ville ordnes. Dobbeltgrrr. Men afsted på cyklen kom vi, afstedafsted. Og så er Knippelsbro oppe! Man kunne godt blive sur, når man nu er kommet for sent ud af døren, men på den anden side er det simpelthed et smukt syn, når Knippelsbro er oppe, og en tomaster stille tøffer igennem. Det var ikke Børge, men jeg kan ikke udelukke, at en Olsen et eller andet sted har haft en plan alligevel.
Velankommen kunne jeg nærlæse programmet:

1. Stravinskij: Oktet for blæsere.
2. Borodin: Strygekvartet nr. 2.
3. Udow: Coyote Dreams.
4. Copeland: Sekstet for klaver, strygere og klarinet.

Alle værker var mig ukendte bortset fra den herostratisk berømte af Borodin, der på alle måder faldt uden for opskriften: Skrevet 50 år før den kolde krig af en person, der ikke var påfaldende politisk eller nyskabende. Men dejlig musik skrev han, Borodin, og nok derfor var han med.
Nå, først skulle vi høre Stravinskijs pudsige oktet for fire træblæsere og fire messingblæsere. I dagens anledning deltog også den unge dirigent Jakob Hultberg men muligvis mest for hyggens skyld, da musikerne var erfarne nok. Men selvfølgeligt er det et stort ensemble, som jo ikke spiller sammen som sådan. Det er en ganske sær sammensætning af to ensembler, i virkeligheden. Dagens sammensætning bød til min udelte fornøjelse på Lee Morgan som klarinettist, og dertil diverse kendte ansigter såsom 2 purunge musikere, som jeg kender fra deres konservatorie-ensemble, Danish Chamber Brass. Musikken var tydeligvis kompleks, og der blev knoklet på alle pulte. Fagotterne brummede, trompeterne knaldede, klarinet og fløjte sang, og de to tromboner havde ikke meget at give sig til. Et sært stykke veludført.
Derpå en mindre ombygning, hvor publikum kunne sidde og tælle fly, da vindretningen sendte fly afsted nordpå fra Kastrup, så de kunne ses fra vinduet bag scenen. Fascinerende! Men der blev gjort klar til klassisk strygekvartet. Meget klassisk, faktisk, da Borodin døde længe før den kolde krig. Musikken er velkendt materiale for enhver strygekvartet, men den er god!
Pause og ny ombygning, så vi kunne få noget slagtøj på scenen. Michael Udow er mig totalt ukendt, men Kapellets slagtøj er mig ganske velkendt efterhånden, og de leverer altid noget godt. Ikke for intet er Safri Duo rundet af Kapellet og leverer stadig gerne ekstra muskelkraft, når der er brug for det. Denne koncert bød på en “solist” på marimba og 3 andre på diverse slagtøj. Som kuriosum inkluderer Udow brug af stemmer, så musikerne på et par steder måtte illudere “indianere” udover at tæske løs på træværk, metal og skind. Det var meget medrivende!
Sidste værk var af Copeland, groft sagt strygekvartet med klarinet og klaver. Som ekstra gode for mig blev klarinetten spillet af John Kruse – verdens bedste fynske klarinettist! Og mere alvorligt den foreløbigt eneste klarinettist, der har fremkaldt tårer i øjnene på mig trods ihærdige forsøg fra andre stjerner. Lige i dette værk bliver klarinetten klemt af strygerne, og Kruse var da også ene hane omgivet af kvinder. Værket kendte jeg ikke, men det viste sig at minde en del om Appalatian Spring.

Dommen

En dejlig dag på Dokøen. Igen. Programmet meget uegalt endnu en gang, men hold da helt op, hvor de spiller! Sammenligningen med fredagens halvtamme forsøg med kammermusik til en “torsdagskoncert” med DRSO ligger lige for: Kapellet vinder! Igen: det er ikke så meget musikernes kvalitet, for den er lige høj i begge ensembler. Det handler om motivation og ramme.
Stravinskij-stykket var tydeligvis kompleks. Velspillet på alle poster, men ikke synderligt interessant, skuffende nok. Men vældigt flot spil af især Morgan og af Nikolaj von Scholten på fløjte.
Kvartetten af Borodin er et skønt værk! I dag velspillet med årets gæstekoncertmester på den lyriske første violin, Emma Steele, og den nyansatte, charmerende cellist, Emmanuel Graf, i rollerne som Borodin og hans elskede kone. Sammen med andenviolin og bratsch fik de sat ild til musikken. Det var bevægende og meget, meget vedkommende. Dejligt!
Eftermiddagens slagtøjsværk var som altid medrivende, virtuost, og ikke mindst sjovt. Som ekstra kuriosum bød ensemblet på Københavns fysisk største og mindste slagtøjsspiller – navnene kender jeg ikke, men de er begge meget markante.
Sidste værk var skuffende nok mere forglemmeligt. Men Kruse, for hulen da! Det er bare lækkert spil!