Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af Det kongelige Kapel (#KglKapel), især når man slår sig løs med sine blot 4-5 årlige symfonikoncerter og de endnu mere anonyme øvrige kammerkoncerter med mere, som de også lister ind i kalenderen nu og da. Man skal virkeligt holde øje med hjemmesiden kglteater.dk for at finde de forskellige symfonikoncerter, kammerkoncerter, foyerkoncerter, plus alt det løse. Nemt er det ikke at være fan!
Jeg har en totalt uunderbygget teori om, at operaorkestre spiller særligt intimt, fordi de spiller så meget sammen. Dette gælder f.eks. Wiener Philharmonikerne, der jo består af musikere fra det lokale operaorkester hos Wiener Staatsoper, eller Staatskapelle Dresden, der har en lignende dobbeltrolle på opera og i koncertsalen i Sachsen. Det kongelige Kapel er ikke på samme niveau, men når de nogle få gange om året får lov at spille symfonisk, så er de klart Københavns bedste symfoniorkester og efter min mening blandt Europas fineste.
Hvorfor? Tja, det er selvfølgeligt kun min mening, så tag det derefter; i øvrigt siges kvaliteten at have varieret kraftigt gennem årene. Men altså: når Kapellet spiller symfonisk under en god dirigent, så samler de de kreative kræfter og krænger sjælen ud. Og som publikum kan vi se og mærke det; vi svarer med at læne os frem i sæderne og slå lytteklapperne helt ud; og de svarer med at spille endnu mere igennem. Effekten er kort sagt berusende! Begejstringen bølger frem og tilbage mellem os og musikerne – samme effekt, som når samme orkester spiller Wagners operaer. Eller Strauss.

I disse år er Kapellet befolket med generelt gode musikere og adskillige virkeligt fine. Ingen nævnt, ingen glemt. Hér, altså. En oversigt er at finde via Det kongelige Teaters kaotiske hjemmeside her.
Én generation af musikere er ved at gå på pension, så nye kræfter er ved at træde til i de forskellige instrumentgrupper. Det, sammenholdt med skiftet til Michael Boder som musikchef, ændrer orkesterets lyd og effekt på måder, som vi ikke nødvendigvis går og lægger mærke til. Der trænes intensivt i instrumentgrupperne i kraft af de mere eller mindre officielle kammerkoncerter. Derudover er de fleste musikere på markedet i forskellige andre ensembler og som løsarbejdere, der for eksempel træder til ved Torsdagskoncerterne hos Danmarks Radios to symfoniske ensembler. Man søger orlov fra Kapellet og arbejder en sæson i et andet ensemble, for eksempel, for at indarbejde et helt andet repertoire, der så giver nye impulser til Kapellet, når man vender tilbage. Til gengæld giver kapelmusikerne også noget til de ensembler, som de gæsteoptræder i. For eksempel fungerede Kapellets oboist Henrik Goldschmidt som førsteoboist i DR Symfoniorkesteret i et år, hvilket modnede træblæsergruppen dér kolossalt. Og så vendte han tilbage til orkestergraven med ny energi og nye idéer, hvilket vi har kunnet høre i selv den mest trivielle balletmusik.
Man går i Operaen og til ballet for operaens og ballettens skyld. Ikke jeg! Jeg går i Det kongelige Teater for musikkens skyld, hvilket gør, at jeg sjældent er til ballet, hvor musikken er kedelig og kapellets enthusiasme tilsvarende. Men selv dér kan man opleve nogle af rigets fineste musikere give deres sjæl for en times tid eller så: I sæsonen 2013-14, for eksempel, opførte man den klassiske ballet Napoli, hvor musikken er, skal vi sige, mindre inspirerende, og da især i denne opsætning under balletchefen. Gys! Men altså: Musikken er måske ikke lige verdensklasse, men noget tager ved musikerne, så de spiller Gade, som var det Brahms, med fuld indsats og hjerteblod. Tre dage senere er det måske hverdag i orkestergraven igen, og musikken leveres uden inspiration. Men netop dén aften er fantastisk, for Henrik Goldschmidt og John Kruse har træblæservagten, og Lars Bjørnkjær er koncertmester. Resultatet er magisk.
Det kongelige Teater består af 3 kunstarter, og så er der jo Kapellet, siger nogle. Internt lever konkurrencen omtrent som skildret i Olsenbandens film med Kapellet som den oversete slægtning. Det er synd, for det er et pragtfuld orkester på de fleste dage og et helt fantastisk orkester på de gode dage, som symfonikoncerterne giver dem.
Tag ud til Operaen til Kapellets kammerkoncerter, foyerkoncerter, eller Musik2Go-koncerter, og oplev musik med nerve, spillet af et helt særligt ensemble i København.