Det kongelige Teaters Skuespilhus har en lille scene, som de bruger til sære ting under paraplyen Det røde Rum. Det er fortrinsvis noget, man kunne vælge at kalde eksperimentalteater og ikke mindst noget, husets yngste får lov at lege med.
Det meste har ikke rigtigt sagt mig noget, men i maj har de opført et nyskrevet værk, der er baseret på E.T.A. Hoffmans berømte novelle om Sandmanden. Fikst nok valgte de at livestreame fra bagscenen ved en af de første opførelser, hvilket vakte min nysgerrighed, da de fik luftet en del tanker om opsætningen. Men maj har været præget af rejseaktivitet, så jeg kunne ikke lige få tingene til at falde på plads.
Men så dukkede en Facebook-opdatering op sent lørdag eftermiddag: I dag er sidste dag med Sandmanden, og der er ledige billetter.
Jeg så på uret: 55 minutter til start. Så afsted på cyklen til Skuespilhuset.

Forestillingen

Det røde Rum er som sagt en forholdsvis lille scene med publikum bænket på umagelige stadionstole. Blandt publikum sås instruktør og lysdesigner, pudsigt nok.
Handlingen er groft sagt, at Nathanael har et tilbagevendende mareridt om Sandmanden, der puster sand i uartig børns øjne for så at stjæle øjnene og fodre sine egne børn med dem. Nathanael mener at have set Sandmanden i virkeligheden, og at denne slog hans far ihjel.
Nathanael læser fysik hos professor Spalanzani sammen med vennen Lothar, og han er næsten forlovet med Lothars lillesøster, der ellers lever et beskyttet liv ude på landstedet. Men Nathanael er ved at gå op i limningen på grund af sine mareridt og deraf følgende tvangstanker. Lothar siger “Visse vasse” og “Tag dig nu sammen!”, mens Clara bare gerne vil giftes hurtigst muligt, tak.
I mellemtiden har Spalanzani i al hemmelighed bygget en “dukke”, altså en slags androide, vil vi sige i dag, som han påstår er hans datter Olimpia. Hun er faktisk designet til at forføre Nathanael, da Spalanzani er vældig begejstret for den unge mand og gerne vil have ham knyttet tæt til sig. Missionen lykkes, Olimpia forfører Nathanael, som straks opsiger den som medicin indgåede ringforlovelse med Clara.
Men så dukker mareridtet, Sandmanden, såmænd op og splitter Olimpia ad for at tage de øjne tilbage, som han udlånte til Spalanzani for at forføre Nathanael – det er nemlig Nathanaels fars øjne!
Nathanael knækker, da det går op for ham, at Spalanzani har narret ham, og han forsøger at kvæle professoren.
Det mislykkes, og Nathanael bortføres atter til landstedet for at blive kureret af Lothar og den små Clara.
Det går heller ikke godt, og det hele ender i lutter elendighed.

Dommen

Voldsomt god forestilling!
Vi følger Nathanaels kamp for at skelne fantasi fra virkelighed, og vi forstår så glimrende hvorfor det hele tiden går galt for ham. Vi forstår, hvorfor hans eneste svar på sin situation er, at han må dø. Og vi selv kommer i tvivl i allersidste scene, hvor virkeligheden måske viser sig at være en helt anden, end Lothar og vi troede. Dælme godt!
De 6 skuespillere går hele vejen, godt støttet af scenens opbygning med mobile vægge, der bygger nye rum, nye fængsler, nye illusioner. Som Nathanael misser Mikkel Arndt konstant med øjnene og gnider sig hele tiden i dem for at forsøge at forstå hvad, der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Med årets mest elegante oveskæg fremstiller Nicolai Dahl Hamilton Lothar som en spidsborger in spe og en tørvetriller af fornem byrd, med et meget fint og præcist sprog.
Morten Suurballe og Anders Hove er uhyggelige på hver deres måde som henholdsvis Spalanzani og Sandmanden. Suurballe gør professoren til en temmelig klam fætter, som ingen ville lade sine drengebørn i nærheden af, må man håbe. Men også en ægte professortype, som vi jo alle kender fra universitetet… gys!
De to “piger” vinder dog prisen for lørdagens mest præcise portrætter. Maria Rossings lille Clara kæmper mod det fængsel som en ung middelklassepige var sat i den gang (og på en måde stadigvæk), og hun vil bare giftes, vil hun! Og Marie Dalsgaard portrætterer denne perfekte “dukke”, Olimpia, komplet med små ryk med lemmerne, når mekanikken sætter sig fast. Og så har hun lært at synge!
Jeg vil virkeligt håbe, at denne forestilling dukker op på en dansk scene igen, for den er vældigt vellykket. Tiden er Hoffmanns egen – det tidlige 19. århundrede, og sprog og kostume og skuespil er fuldstændigt loyal overfor tiden.
Jo, de unge mennesker kan tale, så man kan forstå det!