Det er sidst i maj, og koncertsæsonen lakker mod enden, mens en ny sommersæson starter i Tivoli. Det kongelige Kapel afslutter gerne sin symfonikoncertserie med et brag af et eller andet stort, svært, og helst uventet. Sidste år var det Wagners Valkyrien opført koncertant (meget, meget vellykket), og i år noget så sært som Olivier Messiaens Turangalîla-symfoni under overskriften “Emotionelle klangverdener”.
Hm, tænkte Concertanten. Messiaen, er det ikke ham med de sære orgelværker? Fransk musik fra den værste periode: 1930-1970. Det er ikke så meget, at jeg ikke kan lide musik fra det 20. århundrede; det kan jeg absolut, men det er bare en periode, hvor den gode musik kom fra helt andre lande end lige netop Frankrig. Shostakovitch, for eksempel. Eller danske Per Nørgaard.
Men Messiaen? Jeg kender ikke rigtigt noget til ham, så jeg tog afsted med det åbne sind, at der er jo grænser for, hvor skidt det kan være, når Michael Boder dirigerer KglKapel.
Cykelturen ud og hjem blev gjort interessant af et ret uventet politiopbud ved Christianshavns Kanal – det virkede ikke relateret til Christiania for en gangs skyld, men jeg fandt aldrig ud af, hvad de havde gang i. I det mindste var de ligeglade med cyklister….

Koncerten

Turangalîla-symfonien består af 10 satser og kræver godt og vel fuldt symfoniorkester, et hav af janitscharer, et celeste, et glasharmonika, et koncertflygel og et ondes martenot, det sære tidlige elektroniske instrument med wauw-wauw-effekt. Messiaen skal have været inspireret af legenden om Tristan & Isolde og så hældt en solid dosis indisk mysticisme ind over. Det lød ikke afskrækkende som sådan, tværtimod lød det interessant. Så jeg satte mig glad på plads på min hylde, klar til at lade sindet stå åbent og lade mig blive overvældet af indtryk.
Ind trippede musikerne og fandt sine pladser på den tætpakkede scene med omtrent lige mange blæsere som strygere, hvilket så pudsigt ud. Dirigent og de to solister måtte sno sig for at klemme sig ind. Jeg tog et billede af scenen, mens vi alle stadig var ved at finde ind på plads:

Da alle var på plads, satte Boder musikken i gang.
Og hold da op, hvor musikken satte i gang!
Bulder, brag, og effektjageri.
Pludseligt spiller to klarinetter et yndigt tema, der så ædes op af strygermonsteret. Celestet klimprede, klaveret buldrede, trompeterne brølede, og slagtøjet knaldede.
Jeg kan simpelthen ikke beskrive musikken. Vi går direkte til dommen.

Dommen

Oh skræk, oh rædsel. Det var en sand rædsel. Det var ikke musik, det var bare HØJT.
Bevares, der var fine passager, og der blev spillet virkeligt godt hele vejen rundt. Men værket er noget bras.
For eksempel valgte Messiaen jo at tilføje ondes martenot, der jo kan give den der lækre glissando-effekt, som vi kender fra gyserfilm, for eksempel. Men så sætter han gudhjælpemig strygerne til at spille en hel masse glissando, der fuldstændigt overdøver det lille ondes martenot.
Klaversolisten, Tamara Stefanovich, var vældig god og gjorde, hvad hun kunne, for at fremlægge lidt mening i galskaben. På ondes martenot kæmpede Thomas Bloch forgæves – instrumentet fik slet ikke plads. Måske lød det klarere for publikum på gulvet.
Lige bag mig sad et hold mandlige studerende fra Konservatoriet, og de var vældigt begejstrede. Så det er nok bare mig, der ikke fatter storheden i musikken… Men selv Lars Bjørnkjærs let genkendelige poetiske violin i de næsten kammermusikalske elementer i sjette (tror jeg) sats, eller Lee Morgans vidunderlige klarinet i de såkaldte “blomstertemaer” kunne ikke redde indtrykket af larm og bulder.
Musikkerne virkede lettede under bifaldet, som om de var glade for at have overlevet. Og det er jeg da også glad for at de gjorde.
Men jeg har vitterligt ikke behov for nogensinde igen at høre Turangalîla-symfonien igen.