Danmarks Radio offentligtgjorde i denne uge, at chefdirigenten for DRSO, Rafael Frühbeck de Burgos, som man netop har skrevet ny kontrakt med, har måttet lade sig pensionere som dirigent på grund af dårligt helbred.
Concertanten har i den grad ikke været begejstret for Frühbeck de Burgos som chefdirigent. Men naturligvis har han været en stor dirigent og vil i den sammenhæng blive savnet også af mig.
DRSO spiller ofte med det, jeg kalder for “ratslør” – en pudsig mangel på fokus i musikken, som om hver musiker spiller for sig selv i stedet for sammen med resten af orkesteret. De er alle virkeligt gode musikere, og orkesteret er Danmarks bedste symfoniorkester (i hvert fald det meste af tiden, og i hvert fald indtil videre, da Aarhus Symfoniorkester kommer til at puste DRSO kraftigt i nakken inden længe). Men der er det der pudsige ratslør i ny og næ.
Det har Frühbeck de Burgos forsøgt at afskaffe. Og i de fleste koncerter under ham har DRSO spillet langt mere fokuseret og sammen. Jeg tror, det er dét, musikere så som Christina Aastrand har oplevet som chefdirigentens insisteren på musikalitet. Dét vil vi huske ham for og, måske, savne, hvis den næste chefdirigent ikke insisterer på det samme.
Mit problem med Frühbeck de Burgos som chefdirigent er, at han var et tilbageskuende valg. Det har været “musik lige som i gamle dage” – stor fed strygerklang, store brede slag, store brede alt muligt. Og Concertanten kan nu en gang bedst lige stort set alt andet end lige netop stor, bred, og fed musik. Også i Wagner. Og helt galt blev det i mit første møde med chefdirigenten på podiet, da han og DRSO spilled Beethovens første symfoni med stor strygergruppe og stor blæserbesætning – lige nøjagtigt den udgave af Beethoven, som jeg ikke kan holde ud.
Man kan ikke lovgive om smag, og at jeg ikke bryder mig som Frühbecks stil i Beethoven, gør ikke hans indsats for DRSO mindre.

Tak for kampen, Frühbeck de Burgos!