Når den almindelige koncertsæson går på hæld efter trekvart år, og sommerens kammermusikalske småfestivaler begynder at sende lokkende nyhedsbreve afsted, så starter Tivoli sin helt egen festival. Tivolifestival løber fra maj til slutningen af august med et program af absolut blandede bolsjer: store verdensstjerner, amatørorkestre, velkendte travere, og helt nyskrevet kompositionsmusik.
Grundet bortrejse og derpå følgende lange arbejdsdage er Concertanten kommet sent i gang med året Tivolifestival og er gået glip af et par koncerter, som ellers var skrevet ind i programmet.
Men fredag i denne uge lykkedes det så: koncert med den lokale klaverløve Jens Elvekjær, der primært slår sine folder i det kammermusikalske, især i selskab med kone og svigerinde i den fabelagtige klavertrio Trio con Brio (med efternavnet Copenhagen, når de er udenbys). I den sammenhæng har jeg oplevet Elvekjær som en fysisk stor person med en kolossal lydhørhed og et meget intensivt spil. Få mennesker kan få et Steinway koncertflygel til at ligne et stykke legetøj, men Elvekjær minder på en måde om Schröder fra Radiserne, når han spiller: foroverbøjet med knæerne helt oppe under tastaturet. og ligesom med Schröder kommer der guldkorn ud af indsatsen. Jeg er temmeligt vild med Elvekjær i kammermusik, men denne koncert ville være min første oplevelse af ham som solist foran et orkester. Som vanligt skulle cyklen manøvrere mig udenom vejarbejder og fredagsramte unge mennesker, og heldigvis hjalp den kraftige medvind mig ind til Tivoli i god tid til at nyde Tivoli før selve koncerten. Haven er fuld af blomster, fugle, og unægteligt en del mennesker.

Koncerten

Orkestret var selvfølgeligt Tivoli Symfoniorkester, der resten af året hedder Copenhagen Phil (Sjælland Symfoniorkester) og deler hus med konservatoriet ude på Frederiksberg. Jeg kalder dem ofte for “byens tredjebedste symfoniorkester”, hvilket får dem til at lyde småsløje – det er de overhovedet ikke! Tværtimod er det et rigtigt godt orkester, men DRSO og Kapellet er bare lige nummeret bedre (det meste af tiden). Det er et orkester lige i underkanten af et fuldt symfoniorkester, men det afholder dem ikke fra at spille de store senromantiske værker så som Mahlers symfonier for fuld udblæsning.
Denne aften skulle de spille under deres 1. gæstedirigent, den mig ukendte unge finske dirigent, Santtu-Matias Rouvali. Programmet står her. Altså tre gamle travere af Liszt, Grieg, og Dvorak. Eller set på en anden måde: en rugbrødsklampsammenmad med en skive røget hellefisk.
Liszts ungarske rhapsodier er gode nok, men de er unægteligt blevet spillet oppustet og overdådigt så mange gange, at de næsten er parodier på sig selv. Det samme synes jeg gælder Dvoraks symfonier. På en måde kan man sige det samme om Griegs klaverkoncert, men den er trods alt norsk nok til at kunne holde til det meste.
Scenen var propfuld, så dirigenten måtte kante sig frem til podiet; til gengæld slog han an stort set samtidigt med ankomsten, og så gik det ellers over stok og sten med Liszt. Musikken er skrevet for klaver oprindeligt, og i orkesterudgaven er den endnu mere eksplosiv, mens den oprindelige klaverløve-virtuositet nok sætter orkesteret på prøve men alligevel let bliver til ren bulder og brag. Ikke for ingenting er netop denne anden rhapsodi uendeligt ofte brugt parodisk. Hér var der dog ingen antydning af parodi – musikerne gik til opgaven med fuld alvor.
Scenen blev bygget om, flyglet trukket ind, Elvekjær luskede frem til det langs scenekanten, satte sig, Rouvali satte utålmodigt orkesteret igang, og Elvekjær satte i med de fedeste akkorder i klaverlitteraturen (tror jeg). Frem og tilbage gik det: orkester – flygel, volumen – skarphed, sovs – chili. Det er en klaverkoncert af format, og Elvekjær gav den lige den intensitet, som er så vigtig for netop Griegs musik. Han var tydeligvis helt færdig, da sidste tone blev sat, svedig og udmattet.
Klapkalpklap, en tilsyneladende uventet buket til Elvekjær, og så pause.
Efter pausen, der jo altid er dejlig i Tivolis Koncertsal, fordi man kan stå og beundre akvariet i kælderen, var det så den store 8. symfoni af Dvorak. Igen var scenen fyldt helt ud, og med Jon Gjesme som aftenens koncertmester var der lagt op til dans. Celli og bratscher lagde fra land, violinerne kvidrede, obo og fløjte sang, hornene gjaldede, og klarinet og fagot kommenterede flittigt på tingenes tilstand. Det er stor og fed musik, der blev spillet stort og fedt, og folk knoklede for sagen. Resultatet var glimrende, hvis man er til den slags, men selv jeg syntes, det var godt. Videre med dommen, tak.

Dommen

Rouvali er en lidt pudsig dirigent at se på – lille og spinkel med stort hår og et dybt mærkeligt kjolesæt, blafrende hænder, dybe åndedrag, synkrone arme, og en hoppen og dansen så det halve kunne være nok. Kort sagt en hel masse af det, vi ellers griner af, når vi ser kendisser kvaje sig til Maestro. Men her virkede det til gengæld. Musikerne forstod uendeligt meget bedre end mig, hvad dirigenten ville og spillede præcist og dog voluminøst. Jeg havde anbragt mig væsentligt længere fremme og ude til siden end normalt (for at spare lidt på budgettet – det er noget med en restskat, der også liiiige skal være plads til) og havde derfor bedre udsigt til dirigentens arbejde. Jeg fattede ikke en brik af alle de gymnastiske øvelser, men det gjorde musikerne så absolut, og de leverede tydeligvis varen. Lidt bøvl med en enkelt klarinet et sted, men ellers meget præcist, energisk, og altså stort spillet.
Elvekjær var en fornøjelse. Han spillede klaverkoncerten, som han spiller sin kammermusik: med hjertet som indsats og hjernen på overarbejde. Det er et meget klart spil, omend slet ikke som Leif Ove Andsnes. Han kan lægge kræfter i tangenterne, men han er en tæmmet kæmpe, der lægger vægt på intensitet frem for svulstig buldren. Det faktisk et sært ufysisk spil, og han og Grieg klædte hinanden godt.
Liszt og Dvorak bliver aldrig mine venner – det er for virtuost hos Liszt og for … jeg ved det ikke rigtigt, måske lidt for bondenostalgisk hos Dvorak. Men begge stykker var absolut velspillede, og orkesteret fik demonstreret, at de måske nok er byens tredjebedste, men de er temmeligt gode til disse to ender af det romantiske repertoire.
En god koncert, og så cykelturen hjem gennem en by, der dufter sødt i juninatten. Fredag den trettende og tilmed fuldmåne, men dette var ikke en uhyggelig aften.