Overskriften kunne lidt flabet have været “Unge løver kæmper med klassikerne”, for denne uges store koncert i Tivolis Koncertsal bød på et meget klassisk program serveret af den purunge amerikanske dirigent, Joshua Weilerstein, og den ganske lidt ældre norske pianist, Christian Ihle Hadland.
Weilerstein vandt den internationale Malko-konkurrence for 2 omgange siden og har været i Danmark adskillige gange siden da. Jeg har oplevet ham et par gange med DRSO, og for hver gang kan man se og høre, at han har et stort talent, der udvikler sig år for år. Men jeg er ikke helt så begejstret for ham, som en af mine venner er. Han skal nok komme efter det, den unge mand, men dirigentfaget er et af de fag, hvor erfaring batter noget.
Hadland træder overhovedet ikke i sin landsmands fodspor – der er langt fra Hadland til Leif Ove Andsnes i stil, men kvaliteten fejler ikke noget. Jeg kender ham kun fra radioen, så dette besøg i Tivoli ville blive mit første møde med det unge håb fra det nordlige udland. Spændende!

Koncerten

Programmet var som sagt meget klassisk:
1. Nielsen: Pan & Syrinx
2. Mozart: Klaverkoncert nr. 21 (Elvira Madigan)
3. Beethoven: Symfoni nr. 6 (Pastorale)

Selvfølgeligt kom jeg for sent afsted fra arbejdet, og selvfølgeligt begyndte det først at regne, da jeg kravlede op på cyklen, og selvfølgeligt holdt det først op med at regne, da jeg nåede frem til Tivoli. Med andre ord ankom jeg forpustet og gennemblødt. Og uden mulighed for at nå at få en minimal aftensmad, da jeg jo måtte hænges til tørre under håndtørreren på dametoilettet under koncertsalen et kvarters tid, inden jeg kunne fumle mig op ad trappen til aftenens plads. Brrr!
Nå, jeg kravlede ind på min plads, musikerne fra Tivoli Symfoniorkester fyldte hele scenen, og publikum fyldte næsten hele salen. Om de var der på grund af Weilerstein eller Hadland, skal jeg ikke kunne sige, men der var godt fyldt op i salen.
Weilerstein kom ind i et frisk trav, hilste pænt, og satte så i gang med den dybe celloindsats i Nielsens smukke Pan og Syrinx. Det skulle vise sig, at det med det friske trav gik hen og blev et tema for aftenen, men Toke Møldrups cello trak vejret dybt og præcist. Strygerne strøg, klarinetten blafrede, og Weilerstein trak store buer med armene. Det er jo et lidt sært stykke, selv efter Nielsens målestok, men det gik da, og der blev klappet pænt.
Ombygning af scenen, så det store Steinway kunne blive klemt ind forrest på scenen. Aftenens koncertmester var Erik Heide, der jo med Adam Fischer og DRUO har lært at spille Mozart på en noget anderledes facon, så hvordan ville det gå her?
Hadland kom ind med spændstige trin (han er gået fra at være en buttet ung mand til en decideret fed voksen mand, men spænstigheden er i behold), klemte sig ind på plads og lod så Weilerstein sætte orkesteret i gang. Endeligt kom de første triller fra klaveret – og hold da helt op for nogle triller! Hadland fik flyglet til at opføre sig som en pianoforte – præcise anslag, korte toner, rappe fingre. Og så i den miderste sats, den der blev brugt i filmen, som så gav koncerten sit tilnavn, da sang flyglet. Det var meget bedårende spillet af Hadland.
Salen eksploderede i bifald med gentagne fremkaldelser af Hadland. Til sidst gav han sig og spillede et ekstranummer: et præludie (tror jeg) af François Couperin. Det var noget helt andet: indadvendt, tankevækkende, dybt. Flot!
Efter pausen: Beethovens Pastorale, min afdøde fars yndlingssymfoni, men ikke min favorit. Nå, Weilerstein sætter igang, og vi vandrer afsted over engene i det østrigske bondeland. Køerne gumler græs, bønderne holder fest (umpapa), der afbrydes af et tordenvejr (gys), men græsset tørrer til sidst, og alt er godt. Tada!
Klapsalver til orkesteret og Weilerstein. Videre ud i juniaftenen og en cykeltur hjem i tørvejr men iskold modvind. Brrr!

Dommen

Hm. Min koncertoplevelse er helt sikkert farvet af, at jeg sad der i klamt tøj. Og af en eller anden grund sad jeg på forreste række, så jeg måtte gemme de våde sko og kolde fødder under stolen, og kunne så tilmed knap nok følge med i musikken, fordi jeg sad der under førsteviolinerne. Til gengæld havde jeg prima udsigt til Toke Møldrup, der var koncertmester for celli denne aften, og som havde adskillige vældigt fine soli.
I det hele taget spillede orkesteret igennem igen denne aften. Men sammenligningen med koncerten ugen før ligger lige for: de samme musikere med en ung dirigent foran sig. Sidste uge var dirigenten tæt på latterlig at se på, men der kom vældigt stor musik ud af rodet. Denne aften gjorde dirigenten tilsyneladende alt rigtigt, men til gengæld kunne man ikke rigtigt høre det i musikken.
Weilerstein lægger tydeligvis vægt på det kække tempo. Ikke at der er noget i vejen med det som sådan, slet ikke. Men det kommer let til at lyde for bredt og uldent i kanterne, fordi Weilerstein ikke er præcis nok i sine slag. Eller noget i den retning. I hvert fald var der i Mozart ikke just tale om små lette hop på stedet, sådan som man ofte spiller Mozart for tiden; ej heller var det en sej og cool Mozart, sådan som Fischer og DRUO spiller ham. Næ, det var mere en Mozart/Beethoven/Nielsen, sådan som man spillede musikken for 15-20 år siden, nu bare hurtigere. Eller måske var det helt enkelt det, at musikere og dirigent ikke kender hinanden. Under alle omstændigheder var det musik for masserne, og masserne satte pris på underholdningen.
Dog, altså, var der også lige en solist. Hadland spillede en fuldstændigt bedårende Mozart: præcis, enkelt, fuld af undertoner af noget langt mere kompliceret. Meget, meget poetisk og følt. Og hvis jeg ikke var betaget i forvejen, så var det ekstranummer da nok til at få en sten til at genoverveje tilværelsen. Nej, Hadland er ikke Andsnes, han er Hadland.