For et par år siden snublede jeg i overført forstand over en tenor på vej mod stjernerne: Joseph Calleja. Han er fra Malta, hvilket hans Twitter-handle afslører, og så kan han synge så tapetet rødmer. Der er dog et par problemer:
1. Concertanten er ikke begejstret for italiensk opera.
2. Concertanten er ikke begejstret for smørtenorer.
3. Calleja synger meget gerne smørtenor-repertoiret, ikke mindst italiensk opera og italienske smørtenorsange.
Suk, ja, man kan ikke få det hele. Men fra mit synspunkt hjælper det utroligt meget, at Calleja rent faktisk synger helt utroligt godt, og at han er vældigt god på en scene – han kan agere med overbevisning, og han har en fin komisk sans, der flittigt bruges.
I år havde Tivolis Henrik Engelbrecht lokket Calleja til Tivoli for at give hans første koncert efter sin sommerferie i forbindelse med selveste Tivolis 171. fødselsdagskoncert. Den første koncert efter ferien? Ahøm, hvordan ville det så lige gå?

Koncerten

Tivoli er i år virkeligt ikke glad for at dele ud af programmet (man havde tidligere en “sætliste” tapet fast på dørene ind til koncertsalen, hvilket var rigtigt rart for dem af os, der går til så mange koncerter, at vi ikke rigtigt har brug for ekstra papirbundter), men programmet bød på et rigt udvalg af diverse arie fra det italienske, spanske og franske (og en tjekkisk, tror jeg nok) operarepertoire, opblandet med et par ouverturerer og mellemspil for orkesteret alene. Aftenens dirigent var den mig totalt ukendte Yves Abel – bl.a. 1. gæstedirigent for Deutsche Oper, åbenbart, og tydeligvis på hjemmebane i de franske operaer, der leverede en pæn del af orkesterstykkerne.
Vi lagde ud med en ouverture (noget Rossini, tror jeg, men jeg er unægteligt på udebane i dette repertoire), der lagde en fin stemning i den stuvende fyldte koncertsal. Og så kom han så langt om længe, Calleja, sagde godaften, hyggede lidt, og så gik vi ellers igang med operaarierne. Igen kan jeg ikke nævne hverken komponister eller værker, for jeg aner det simpelthen ikke. Men vi var omkring noget Rossini og noget enten Dvorak eller lignende. Og så var første afdeling pludseligt forbi. Vi så forvirrede på hinanden i publikum: 5 stykker, og så var det det? Eller hvad? Det virkede lidt sært, og på en måde havde det største øjeblik været, da en af de snore, der holdt radioens mikrofoner på plads over orkesteret, brast, så mikrofonen pludseligt svævede et par centimeter over to af førsteviolinerne. Calleja rakte ud efter mikrofonen for at få den til at ikke svinge så meget – alt sammen den del af servicen, lod han vittigt forstå.
Nå, en pause senere, og så var vi igen i gang. Første afdeling havde jo altså kun været en halv time lang, men indholdet havde været skyhøjt. Så hvad nu?
Tja, såvel Tivolis Symfoniorkester som solisten havde tydeligvis brugt pausen til at komme i ekstra hopla. Calleja sang bl.a. en arie fra noget Verdi-noget, som var grufuldt på den gode måde – knugende, tæt, anspændt, og fremragende. På egen hånd leverede TSO et par helt utroligt tætte mellemspil, bl.a. det fra den der af ham der … jeg mener enten Bajadser eller den anden, som Bajadser altid opføres sammen med … I ved, det der fabelagtige mellemspil…
Nå, vi skulle også have overrakt Folmer Jensens Musiklegat, der i år gik til den unge sopran Sofie Elkjær Jensen. Yndig er hun, men hun synger også vældigt godt – hun har lidt af den samme varme i sin lyse stemme, som Gitta Maria Sjöberg. Det unge håb fik så lov at synge en arie fra Donizettis Elskovsdrikken med Calleja, og han fik så lov til at klovne lidt på scenen, hvilket var helt fint.
Klapklapklap
Men derefter gik det helt amok: nu var Calleja tydeligvis blevet “varm”, så der blev givet gas. Arie efter arie, den ene dramatisk, den anden mere letbenet. Og pludseligt annoncerede Calleja, at han ville synge den skønne “Kleinsack”-arie fra Offenbachs “Hoffmanns Eventyr”, som desværre var blevet skåret fra første del i sidste øjeblik, fordi han ikke følte sig sikker på stemmen. Men det var han så blevet, og det blev en skøn Kleinsack-vise, blev det!
Vi var nu nået ind i en perlerække af ekstranumre. Vi fik 5 i alt, herunder et helt særligt øjeblik, hvor Calleja brød sine egne regler og sang a capella i en koncertsal. Hans kæreste sad i salen, så han sprang ned fra scenen, startede på Edith Piafs vidunderlige La Vie en Rose og gik hen ad gangene indtil han endeligt fandt hende. Publikum nynnede med, og det blev til en af de der magiske oplevelser, som en gruppe mennesker skaber sammen uden at have planlagt det, og som ikke kan forklares for nogen, der ikke var der i øjeblikket. Smukt, smukt, smukt!
Calleja brød også en anden regel ved at dedikere aftenens koncert til mindet om en person, der havde bragt megen glæde til så mange mennesker: Robin Williams, der døde tidligere på ugen. Det gav et andet smukt øjeblik, der forstærkede den fællesskabsfølelse, der var blevet skabt i salen denne aften.
Til sidst løb vi tør for ekstranumre, og vi måtte holde op med at klappe og stille og roligt tage hjem.

Dommen

Jamen, altså! Mit yndlingshaderepertoire, og dog var jeg helt oppe i skyerne af begejstring. Hænderne var ømme af at klappe, og jeg var helt frivilligt oppe at stå under applausen.
TSO havde en virkeligt god aften – Jon Gjesme som koncertmester, men det i sig selv er ikke altid nok. Det var bare en af de aftener, hvor det hele spiller, så at sige. Meget, meget fint orkesterspil!
Dirigenten kendte jeg jo altså ikke, men han er nok værd at lægge mærke til fremover.
Men der var jo altså en supertenor på scenen også. Det var nok første koncert efter sommerferien, men han var “på”, salen elskede ham, og han sendte kærlighed tilbage til os. Han er lidt af en showmand på en scene, men han er ikke letbenet overhovedet. Tværtimod er han dybt inde i de personer, hans roller portrætterer, og han synger absolut “indefra” dem. Det er stjerneklart, en stemme som spænstigt stål, men også en meget menneskelig stemme på sin vis. Det er let at afvise Calleja som lidt for tæt på det pjattede, men det handler om noget helt andet. I Kleinsack-arien slog han sig løs med klovnerier, men det var for at forklare den historie, som arien fortæller.
Concertanten er fortsat meget begejstret. Måske endda endnu mere begejstret.

Bravo for en stjerneaften!

Opdatering: Ifølge Jyllands-Postens seksstjernede anmeldelse, lagde Calleja ud med Verdi (Rigoletto), og anden afdeling bød især på Verdi + Puccinis Tårnarie fra Tosca. Igen bevis på, at jeg er på klar udebane i dette repertoire. Christine Christiansens begejstrede anmeldelse ligger bag betalingsmuren her: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/anmeldelser/klassisk/ECE6945087/malta-tenor-var-pa-toppen-i-tivoli/

Den kvikke læser vil i den artikel bemærke et kæmpestort billede. Det er ikke fra den aftens koncert. Jovist er det Joseph Calleja, jovist er det Tivoli Symfoniorkester, men det er den forkerte dirigent, de forkerte strygere på første pult hos førstevioliner og tildels andenvioliner, og Calleja havde andet tøj på til ovenfor beskrevne koncert. Såvidt jeg kan huske, er det billede fra en kort gæsteoptræden i Tivoli for et eller to år siden, hvor Calleja kun lige sang Nessun Dorma.

Meget senere har jeg fået strikket en cirka-sætliste sammen, takket være DR, der sendte koncerten live, og som så lagde den på nettet hér:
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/p2-koncerten-664:
1. Verdi: ouverture til Siciliansk VEsper
2. Verdi: Rigoletto
3. Tchaikovskij: Kun det ensomme hjerte
4. Donauda:
5. Offenbach: Baccarole fra Hoffmanns Eventyr
6. Gounod: Romeo & Julie, Romeos arie “l’amour”
pause
7. Donizetti: ouverture til Regimentets Datter
8. Donizetti: duet fra første akt af Elskovsdrikken
9. Tosti: arie
10. : La Traviata … orkestermellemspil…. ca. 1:27
11. Verdi: Macbeth – MacDuffs arie
12. Cilea: Pigen fra Arles
13. Mascagni: Intermezzo fra Cavalleria Rusticana
14. Puccini: Tosca tårnarien
encores
15. Offenbach: Kleinsack
16. ….noget spansk….
17. La Vie en Rose
18. Mattina