Den eneste af landets utallige sommerfestivaller med klassisk musik, som Concertanten dyrker, er Tivolifestival, der fylder den gamle have med musik fra højtbetalte stjerner til amatøresembler sommeren over. Min sidste koncert i denne sæson var med Melbourne Symphony Orchestra, dirigeret af sir Andrew Davies. De var på europæisk turne, der blandt andet førte dem til Royal Albert Hall, hvor de gav en vellykket koncert i Proms-serien, som jeg hørte om gennem Twitter. Med på turneen havde orkesteret den norske cellist Truls Mørk, som jeg ikke havde oplevet før. Koncerten i København ville være den sidste på turneen, så scenen var sat til et brag af en koncert.

Koncerten

Programmet stod på følgende:
1. Strauss: Don Juan
2. Elgar: Cellokoncert (med Mørk som solist)
3. Berlioz: Symphonie Fantastique
Altså et populært program af meget klassisk tilsnit. Strauss’ symfoniske digt havde jeg hørt før ude i den blå kasse og finder det mere interessant end så meget andet Strauss. Symphonie Fantastique har jeg efterhånden hørt et par gange og kan efterhånden ret godt lide den. Jeg hører nok ikke helt den historie, som værket siges at fortælle, men det er god musik.
For én gangs skyld var jeg kommet afsted fra arbejdet i god tid, så jeg trissede lidt rundt i Tivoli og nød sensommeraftenen, påfuglenes unger (påkyllinger?), og kom så småt i stemning. Godt det samme, for det skulle vise sig, at mine medpublikummere på næstbagerste række hverken kunne høre eller se, så jeg måtte fungere som tolk undervejs. Hm.
Orkesteret var jo altså australsk, så det havde fået Tivoli til at invitere Kronprinsessen til koncerten. Og hun havde tilmed takket ja til invitationen. Interessant.
Hun og jeg havde så begge udsigt til en stuvende fuld scene – som eksempel på orkesterets størrelse kan jeg nævne, at de stillede med intet mindre end 10 cellister til Strauss og Berlioz og med “blot” 8 ved det “lille” orkester, der bruges af Elgar. Stort orkester!
Scenen var altså godt fyldt ud, men det samme kunne ikke helt siges om resten af salen. Der var et stort publikum, bevares, men i betragtning af, at det var et fint besøg udefra, så var der noget i retning af 100 tomme pladser på gulvet og kun fotografer på balkonen. Noget af en kontrast til salen under Joseph Callejas besøg ugen før.
Nå, med alle på plads på og foran scenen, var det tid til at komme igang. Ind løb sir Andrew, som vi jo har set et hav af gange ved Last Night of the Proms, men som altså nu bl. a. er chefdirigent for Melbourne SO. Og så afsted med Strauss.
Tonedigtet fortæller om kvindebedåreren, repræsenteret af triumferende horn. Det er hornene og træblæserne, der for alvor gør dette værk interessant – de giver kant til strygersuppen og får næsten Strauss til at lyde i retning af Mahler. Et godt værk, spillet flot.
Klap og klap, ombygning på scenen, og så klar til en celloklassiker.
Truls Mørk er en høj mand, meget høj mand. Faktisk kunne han se sir Andrew lige i øjnene – og dirigenten stod jo altså på et 30 cm højt podie! Hvad kunne han få ud af denne fortærskede klassiker? En hel del! Ikke mindst fordi han er en meget kommunikerende musiker, der søger øjenkontakt med sine medspillere. Effekten var slående. Elgars koncert er nok ikke verdens mest komplicerede, men det kræver sin musiker at gøre den relevant. Mørk gravede dybt i strengene og fandt noget af betydning. Sammen leverede solist og orkester en meget medrivende udgave af dette værk. Men det var solisten, der vandt vore hjerter. Han var ikke meget for at modtage bifaldet, men vi tvang ham til at give et ekstranummer, der blev af Bach.
Efter en hårdt tiltrængt pause for ømme fingre og læber hos musikerne og ømme håndflader for flittigt klappende publikummere, skulle vi så havde Berlioz’ selvbiografiske symfoni. Hér kommer strygerne i forgrunden, mens trommerne buldrer i bagrunden. Harperne spiller fine damer, mens træblæserne kommenter alt. Virkeligt god musik!
Jeg fik ikke skrevet denne blogpost ummidelbart efter koncerten, så mange af detaljerne er blevet skubbet i baggrunden af andre begivenheder denne uge, så vi ryger direkte til dommen uden videre beskrivelse af musikken.

Dommen

Som sagt et stort orkester, men også et præcist orkester – meget velspillende og ikke mindst sammenspillende. Fordelen ved at dette var sidste koncert på turneen er, at nu vidste alle præcist, hvordan de tre værker skulle spilles. Så det blev de.
Hold da helt op, hvor blev de spillet!
To ting står stadig helt klart, nu næsten en uge senere:
1. Truls Mørk. Sådan helt generelt.
2. Det intense spil i Berlioz.
Som sagt vandt Mørk vore hjerter – publikums og orkesterets. Jeg har sjældent set et orkester klappe så flittigt af en solist. De var tydeligvis lige så imponerede over denne nordmand, som vi i publikum var. Dels er han en virkeligt god cellist, ment som håndværket i sig selv; dels graver han dybt i … sig selv eller musikken eller hvad ved jeg. I hvert fald er effekten, at vi bli er suget ind i en anden verden. Jeg var helt bims bagefter.
Berlioz’ symfoni spilles på mange forskellige måder, men denne aften blev den spillet meget intenst og nærmest knitrende. Den fjerne obo fortalte om hyrder, tror jeg, og trommer og pauker knaldede i næstsidste sats. Da Davies endeligt slog af, åndede vi alle igen, og klapsalverne buldrede.
Fremkaldelse på fremkaldelse resulterede hurtigt i et ekstranummer af den australske komponist Percy Grainger. Men så fik vi heller ikke mere, for sir Andrew meddelte, at han havde lovet musikerne en fest, så ville vi ikke nok gå hjem, så de kunne komme igang med festen?
Tja, det er jo en ærlig sag at gå, når man ligefrem bliver smidt ud….
Dommen lyder på en fantastisk koncert i selskab med musikere, der gav den hele armen. Jeg tror simpelthen, at de kollektivt har tænkt “Det er nu eller aldrig på denne europæiske turné, og hvem ved, hvornår vi kommer tilbage?”, så de spillede sig helt ud. Det kunne især høres i Berlioz og ses i Elgar, hvor Mørk lokkede strygerne helt ud til kanten. Fabelagtigt!

Som sideeffekt af min begejstring på selve aftenen, fik jeg en ret besynderlig Twitter-udveksling med en mig totalt ukendt person, der åbenbart kun var interesseret i min beskrivelse af koncerten på grund af Kronprinsessen. I hvert fald denne persons profilbillede et foto af Kronprinsessen, taget ved hendes ankomst til koncerten et par timer tidligere. Og et par timer senere var profilbilledet af den britiske prinsesse Kate. Akkeja, sådan er sociale medier også…