Det blev september, og koncertsæsonen 2014-15 skulle skydes i gang. Først på tapetet for Concertanten var DR Symfoniorkesteret, der skulle have været dirigeret af sin chefdirigent Raphael Frühbeck de Burgos, men da han sygemeldte sig i juni, lykkedes det DR at få lokket Fabio Luisi herover som erstatningsdirigent. Pænt af The Met sådan at give have en uge fri midt i prøverne til den nye operasæson, men det var jo ikke første gang, Luisi åbnede ballet med DRSO, og sidst gik det helt forrygende.

Det er min tredje sæson som abonnine ude i den blå firkant, og traditionen tro har jeg skiftet plads -nu til række 5 på anden balkon. Når man bestiller den slags billetter, er det lidt svært at vurdere, hvilken plads der giver hvilken oplevelse, da salsoversigten ikke er målfast, for nu at sige det mildt. Det, jeg ønskede at opnå, var en nogenlunde egal lydoplevelse og et vue ud over hele scenen. Så altså anden balkon “til venstre”, som de kalder det, men det betyder altså, at man sidder præcist lige bag dirigenten, om end et godt stykke borte. At dømme efter denne først koncert har jeg nu fundet et “hjem”, for det er en rigtigt god plads – hermed er tippet givet videre.

Noget andet nyt i denne sæson består min faste symfoniserie af fredagskoncerter, ikke torsdagskoncerter. Det håber jeg giver mig mere fokus på selve koncerten og mindre bekymring over, at jeg dårligt nok vil nå at komme hjem i seng inden jeg skulle afsted på arbejde igen – lige gyldigt, hvor bøvlet metro/S-tog/bus måtte blive i løbet af vinteren.

Koncerten

Som ekstra krydderi op til ugens koncert(er) blev det mandag offentligtgjort, at Fabio Luisi vil tiltræde som ny chefdirigent. Det skrev jeg om her på bloggen, og en video med musikernes udelte begejstring har spredt sig på internettet. Alle var tydeligvis opsat på at give den hele armen til disse to koncerter.
Torsdagskoncerten hørte jeg en smule af i radioen, og anmeldelserne af den har været ovestrømmende. Altså intet forventningspres til fredagens gentagelse, vel?
Programmet lød på:
1. Beethovens tredje klaverkoncert med Rudolf Buchbinder som solist.
2. Mahlers første symfoni.
Så bliver det ikke mere klassisk.
Beethovens tredje var den første, jeg blev forelsket i på grund af førstesatsen, og det er stadig en af mine absolutte yndlings-Ludwiger. Mahler har jeg unægtelig haft det svært med, men lige netop den første symfoni hørte jeg i en pragtudgave lige der i DR Koncerthuset under Herbert Blomstedt med den vidunderlige Henrik Goldschmidt på førsteobo. Dengang fortalte Goldschmidt om det jødiske i Mahlers musik i optakten til koncerten, og det fik pludseligt det hele til at falde på plads for mig.
Nå, som sagt var det Beethoven før pausen. Buchbinder kendte jeg kun af navn … østriger, wienerklassisk, et ry for at satse stort. Hvordan ville det gå sammen med Luisis pertentlighed?
Det gik godt nok, for nu at være vestjyde. Det gik sindssygt for vildt, for nu at være københavner. Mere under Dommen… He vil jeg blot sige, at for én gangs skyld var jeg virkeligt fristet af at klappe efter første sats, og der blev ikke rynket på panden af ham, der råbte Bravo!
Vi fik overtalt Buchbinder til at give et ekstranummer, og efter lidt konferering med Christina Åstrand meddelte han, at det ville være Johann Strauss. Det var det også men mest et fuldstændigt syret virtuost potpourri med variationer over melodier fra Flagermusen et al.
I pausen kunne jeg opfordre venner på sociale medier til at følge koncerten via live streaming, som DR er begyndt at eksperimentere med. Jeg kan se efterfølgende, at det var en blandet oplevelse for mange, men konklusionen er, at det godt kunne blive et godt tilbud for de mange, der ikke lige kan være på Amager en torsdag eller fredag aften.
Tilbage på pinden til Mahler. Scenen var selvfølgeligt propfuld med dobbelt op på alt (undtagen strygere), og jo ikke mindst det mahlerske kendetegn med 8 horn. 8! Der var kun lige plads til de to TV-kameraer….
Vi lagde fra land med fjerne trompeter, videre til gjaldende oboer, rå strygere, og i sidste sats buldrende slagtøj. Jeg er gået hen og blevet ret glad for denne symfoni med sin naive begyndelse, den morsomme tredjesats med “Mester Jakob” temaet, og de næsten vanvittige momenter i anden og fjerde sats. Luisis udgave var forventeligt jok meget, meget anderledes end Blomstedts, men hele salen (nå ja, næsten hele) rejste sig i begejstring, og vi fik meget, meget ømme hænder af klapperiet. Hverken musikere eller publikum kunne helt tørre det smørrede grin af ansigtet. Godt, afsted til dommen.

Dommen

Det er lige den strygerbesætning til Beethoven, som Concertanten ikke kan fordrage, og Mahler var næsen blottet for det jødiske element. Og dog var jeg fuldstændigt bjergtaget.
Jeg elsker den klaverkoncert, og dynamikken mellem Buchbinder og Luisi gjorde musikken levende på en helt anden måde, end jeg plejer at høre den. Buchbinder fik gamle Ludwigs kadencer til at lyde, som om han selv sad og improviserede sig frem til dem. Luisi fik strygerhavet (alt, alt for mange strygere) til at virke spændstig og elastisk, præcist sådan, som jeg kan lide orkesterstykkerne. Det var meget, meget musikalsk, meget dynamisk, meget alt muligt positivt. Jeg tog mig selv i at sidde og rokke med i musikken, hvilket jeg sjældent gør, men det var virkeligt meget medrivende. Især førstesatsen med dialogen mellem klaver og orkester var til adskillige stjerner. Det var noget mere tamt i anden sats, men så gav de den igen hele armen i sidste sats. Det kan vel siges at have været en meget østrigsk Beethoven, denne, men forstået som hurtig, energisk, spændstig, og altså ikke mindst meget opmærksom i dynamikken i musikken. Flot flot flot!
På en måde kan noget lignede siges om Mahler. Luisi er fra Norditalien, og på en uventet måde kunne man ligefrem høre det. For mig er Mahler absolut østrigsk fra det østrigske kerneland, komplet med alper og geder, plus jo altså det jødiske tempel med sin ældgamle musik. I denne udgave var musikken stadig østrigsk, men på en måde mere fra den sydlige del af det forsvundne kejserdømme. Der var noget italiensk over fremførelsen – ikke blot blev musikken spillet lidt hurtigere, men de drilske klarinetter og trommer lød mere som en italiensk markedsplads end som et centraleuropæisk torv.
Men det virkede!
Jeg foretrækker nok stadig Blomstedts Mahler, eller Schönwandts, men det var en fantastisk udgave, DRSO og Luisi gav os denne aften.
Som eksempel den svære tredjesats med “Mester Jakob”-temaet, i denne udgave spillet af alle 8 kontrabasser i en sej og solid stil, klarinetternes spørgsmål og drillerier, oboernes klagesang, og strygernes kommentarer. Alle gav deres ypperste, og effekten var overvældende. Ingen antydning af det berygtede ratslør hér!
Som trivia kan nævnes, at jeg endeligt fik hørt den nye unge solooboist Eva Steinaa spille op til sit rygte som et meget lovende talent – jeg havde ugen før hørt hende som medlem af konservatoriets lille orkester, men denne aften var den førte, hvor hun strålede i det store symfoniorkester. Hun havde selskab af en anden ung oboist, som jeg tror var hende, jeg var så betaget af, da DRSO havde forskellige inde til diverse prøvespil. Hun var i hvert fald også god denne aften.
I øvrigt var kontrabasserne forstærket af den i princippet afgåede koncertmester Michal Stadnicki – godt at se ham igen!

En glad concertante cyklede hjem med hovedet fuld af god musik og generel velbefindende, som end ikke de københavnske cykelstier kunne ødelægge. En fantastisk aften!
Som bonusinformation er her min udsigt i anden halvdel af koncerten: