I 2013 gik den vesteuropæiske kulturverden amok over et citat, der antydede, at den unge russiske dirigent Vasiliy Petrenko var modstander af kvindelige dirigenter og dermed et feministisk bud på Antikrist. Han har lige siden forsøgt at tale sig ud af problemet med vekslende held.
Concertanten foretrækker at lade musikken tale, men i lige netop denne sag var jeg splittet mellem den negative omtale og det udpræget positive indtryk, jeg fik af den unge mand, da han leverede en stort set perfekt udgave af Mahlers femte symfoni med Tivoli Symfoniorkester for et par somre siden. Uhyre eller musikalsk stortalent? Antikrist eller blot en ung mand, der har svært ved at finde vej gennem storbyen jungle? Hvem ved med de russere – de har trods alt perfekteret kombinationen af “kvinden har altid ret og skal beundres 100% af tiden” og et dybt forankret misogyni.
Hvorom alting er, så stod unge Pentrenko på sæsonprogrammet med DRSO, og Concertanten glædede sig til et gensyn.

Koncerten

I en uge, hvor arbejdspladsen lå underdrejet på grund af fyringsrunde, var det lidt tyndt med optakt til koncerten. Jeg nøjedes med en 8-timers arbejdsdag, tog cyklen ind til byen, shoppede lidt, og tog så ud til Ørestaden via Christianshavn, hvilket er en køn tur, omend via Christianshavns Torv, der altid synes stoppet med fulde mennesker. Sært fænomen!
Programmet stod på:
1. Vaughan Williams: Hvepsene, ouverture
2. Ravel: Klaverkoncert i G-dur
3. Prokofiev: Romeo og Julie, suite nr. 2 plus 3 danse fra suite nr. 1

Med andre ord den type program, som Concertanten normalt holder sig væk fra. Jeg har skyet Prokofiev længe, omend musikken fra Romeo og Julie er noget af den bedste balletmusik nogensinde (ikke at konkurrencen er ret hård). Men hvad kunne Petrenko mon få ud af den musik? En eksplosion i farve og følelse? Eller en fuser?
I første halvdel altså Vaughan Williams og Ravel…. Førstnævnte er i dén grad englænder. Sidstnævnte i den grad pan-europæer. Sær kombination. Ourverturen er fra en suite, som komponisten selv skrev over noget musik til det klassiske græske skuespil, Hvepsene. Så meget håndgribeligt starter ouverturen med summende violiner. Haha.
Derpå Ravel med den unge kroatiske pianist Dejan Lazic. Ham kendte jeg ikke rigtigt, bortset fra lidt CD-spilleri i P2. Ind kommer han iført skjorte og jeans … Tydeligvis klar til en gang jazz, Ravel-style? Det så i hvert fald sært ud foran et orkester i kjole og hvidt!
Musikken sætter i gang … Det gør orkesteret, i hvert fald, og pianistens hænder danser over tangenterne. Men hvor er tonerne? De drukner i orkesterets fede lyd. Dog dukker det store Steinway-flygel op i ny og næ, og heldigvis også i den smukke andensats, der jo starter med en meget lang klaverdel. Det hele er meget jazzet og sådan, og det virker på blodet. Vi gynger og vugger og klapper så højlydt til sidst.
Pause, som man kan bruge i køen til baren, i køen til dametoiletterne, eller man kan stå og se ud over den mørklagte Kalvebod Fælled. Da jeg havde været nødt til at aflyse ugens træning hos Joe, valgte jeg at bruge tiden på trapperne…
Så Prokofiev: scenen var fyldt helt ud! Det lovede godt, omend jeg har hørt KglKapel spille hele balletten med noget færre antal musikere. Musikken er på den ene side ret “lille” og præcis, og på den anden side perfekt til det store rum med rungende trompeter og den slags effekter. Petrenko gav fuldstændigt præcise tegn med hele kroppen, så vi i publikum kunne følge med i den effekt, han bad musikkerne levere. Jeg havde hørt P2s introduktion til torsdagskoncerten aftenen i forvejen, hvor en af musikerne omtalte Petrenko som “Termikanov med armbevægelser”. Jeg er jo ikke nær så begejstret for Juriy Termikanov, som de lokale siger, jeg burde være, men jeg tror, jeg ved, hvad man mente: det er en ret stor lyd, Pentrenko beder om, men det er også ultrapræcist og skarpt.
Hvorom alting er, så lod jeg mig igen rive med af musikken, fordi den blev spillet så medrivende. Afsted til dommen!

Dommen

Det var en god aften i DRs koncertsal! Salen selv var kun trekvartfuld, men der manglede ikke energi. Igen spillede DRSO for fulde gardiner med hjertet siddende i instrumenterne. Især under Prokofiev fik den hele armen, og salen var med!
Vaughan Williams bliver nok aldrig en favorit, omend jeg efterhånden begynder at forstå lidt af, hvorfor han betragtes som en god komponist. Musikken fra Hvepsene er nok mest af alt et kuriosum, men det var velspillet og sjovt. Klaverkoncerten af Ravel fremstod mest af alt som en orkestersuite med klaverindslag, det kan have været med vilje eller ej. Ifølge anmeldelserne i aviserne denne weekend er jeg ikke den eneste, der ikke kunne høre klaveret undervejs. For anmelderne var dette, fordi Petrenko skruede op for orkesteret. For mig var det fordi Lazic fokuserede på det jazzede og hyggelige.
Petrenko … Jo, jeg er stadig meget begejstret for ham og glæder mig til at følge hans udvikling de næste mange år, hvis han bliver inviteret til København igen. Og mon ikke han bliver det?

PS: det er simpelthen sært at se forhenværende koncertmester for kontrabasserne, Michal Stadnicki, stå på anden række hos basserne! Er det efterløn?

PPS: DR oppet sig og sendt link ud til forventet holdopstilling. Som symptom på de sære arbejdsvilkår for de professionelle orkestre holdt forventningen ikke helt stik med den virkelige virkelighed, men langt om længe fik jeg dog et navn på den unge oboist, der har puslet i baggrunden et par gange og som vistnok fungerer som barselsvikar for 2. soloobo denne sæson. Hun hedder åbenbart Friederike Hulman, så nu behøver jeg ikke tænke på hende som “hende med håret” længere. Tak for det, DR!