Den danske komponist Carl Nielsen har en teoretisk 150 års fødselsdag i 2015. Det kommer man helt klart til at kunne høre rundt omkring i landet, og bl.a. slår DR Symfoniorkesteret sig løs med at spille alle 6 symfonier under ledelse af en international stjernedirigent. Da man jo ikke kan komme for tidligt igang med den slags festivitas, så tog DRSO hul på festserien allerede i oktober 2014…. Til gengæld var det under ledelse af den store svensk-amerikanske dirigent, Herbert Blomstedt, der var chefdirigent, da Concertanten var barn, og som siden er vendt tilbage en gang eller to om året for hyggens skyld. De koncerter er altid værd at komme til, for orkesteret elsker Blomstedt, Blomstedt elsker orkesteret, og publikum elsker hele molevitten – og den slags kommer der (næsten) altid store musikalske oplevelser ud af. Bl.a. har jeg hørt dem spille Mahler, så tårene trillede. Altså ikke kun hos mig….
Jeg har gået og øvet mig lidt i det Nielsenske musikalske univers i et par år, siden jeg fik en åbenbaring i Stockholm, af alle steder. På Twitter har jeg hyggeskændtes lidt med diverse om symfonierne – er det virkeligt den femte, der er bedst? Eller er det den fjerde? Jeg er helt klart på fjerdeholdet, men femmeren er da også god, bevares. Derfor var den en glad Concertante, der bestilte billetter til Nielsen serien.

Koncerten

På programmet stod:
1. Sibelius: Symfoni nr. 4, a-mol, op. 63 (1911)
2. Nielsen: Symfoni nr. 5, op. 50 (1922)
Jeg nåede frem i tide til Mød Musikken (iført cykel, da det heldigvis var holdt op med at regne), og godt for det. Det var som så ofte en fin introduktion, men nok så vigtigt sluttede vi af med fællessang – det vil vi åbenbart gøre ved hver Nielsen-koncert, da han jo ikke mindst var meget leveringsdygtig i dejlige sange. Denne aften stod det så på ”Nu lyser løv i lunde”, og et par hundrede mennesker sang med. Virkeligt god optakt! Ikke mindst fordi det demonstrerede, hvorfor Nielsen er vores nationalkomponist i den forstand at vi har en: Hans melodier rammer os i folkesjælen, og alle kan synge med, for melodien er os selv.
Nå, vi skulle lige igennem første del først: Sibelius’ fjerde symfoni.
Hm, som ung præ-tante købte jeg et par CD’er med Sibelius musik, fordi det skulle være så godt. Det var det så ikke, ikke for mig, og ikke da, i hvert fald. Der manglede ligesom noget kant – det var for meget de uendelige finske nåletræsskove og for lidt afveksling. Men det kan selvfølgeligt være blevet bedre med årene. Under Mød Musikken beskrev Mathias Hammer denne symfoni som mørk, dyster, skummel, deprimeret, og tvivlende på alt. Det lød jo lovende. I hvert fald er det noget af det, jeg sætter pris på hos Mahler. Så hvad ville den svenske dirigent og det (mere eller mindre) danske orkester få ud af denne finske musik, skrevet til dels i Tyskland?
Vi lagde fra land med de dybe strygere. Såvidt, så godt. Brum-brum-brum. Træblæserne forsøger at minde om, at solen da skinner i ny og næ, men ak: brum-brum-brum. Hvis jeg nu skal være lidt flabet, så bliver det ved på den måde i en god halv time. Men faktisk lyder det godt. Som udtryk for en tvivl og en nagende længsel, så virker det effektivt. Sibelius skal have sagt, da han som påtvungen afholdsmand rejste til Berlin for at blive behandlet, at i Berlin serverer man cocktails i alle mulige farver, mens han kommer med klart, rent finsk kildevand.
Tak for kaffe, siger jeg! Karsk er musikken i hvert fald, men også meget indadvendt – det er mine længsler (efter tobak og sprut, siges det), det er mine sjælekvaler, og det er mit kildevand!
Efter pausen var det så Nielsens femte. Den er god, men DRSO har unægteligt spillet den til hudløshed. Første sats med de ”små tertser”, som det åbenbart hedder, i bratscherne, der overdøves af en feststemt klarinet og en takfast marcherende lilletromme. Kaos bryder ud, alle råber i munden på hinanden, og så slår lilletrommen sig løs og går helt amok. Det får resten til at besinde sig – lilletrommen går sin vej, og så kan resten spille en mere fremadskuende andensats. Ved denne lejlighed forsøgte man sig med at rent faktisk lade lilletrommen gå – Tom Nybye gik ud på bagscenen og videre ud i huset. Det virkede helt vildt godt – så afsted til dommen.

Dommen

Meget, meget velspillet koncert! Ganske vist kan jeg stadigvæk ikke finde ud af Sibelius, og jeg går nok ikke i gang med at udforske ham nærmere sådan lige med det samme. Men Blomstedt fik DRSO til at levere en meget, meget vedkommende udgave af fjerde symfoni. Jovist var det noget videre deprimerende, men det blev lagt en spænstighed ind, så jeg sad og holdt vejret. Henrik Dam Thomsen leverede nogle helt vidunderlige cellosoli, så selv Soo-kyung Hong, der heldigvis er tilbage fra forældreorlov, måtte se glad til. Virkeligt godt spillet hele vejen rundt!
Nielsen femte blev til gengæld leveret med fuld kant på – strygerene filede løs så selv publikum fik ondt i skuldrene; blæserne pustede med det nederste af lungerne for at få det helt lange udtræk på. Åndeløst! Og så jo altså lilletrommen, der forsvandt. Jeg er ikke meget for den slags gimmicks, men nøj, hvor det virkede! Vi kom helt ned i lydstyrke, så instrumenterne knap kunne høres, for så at gjalde.
For én gangs skyld var der fuldt fortjent stående applaus fra hele salen, inklusive Concertanten. Hver gang Blomstedt kom ind på scenen, steg klapsalverne lige et par grader, og musikkerne trampede løs. En fantastisk aften fuld af lys og mørke, liv og frygt for døden.
Hvis I skynder jer, kan I nå gentagelsen af koncerten fredag aften her: http://www.dr.dk/koncerthuset/#ef29d0ec-16af-47c8-b4ef-41cf45e333a8. Gør det!
PS: Koncerten blev (næsten) streamet på nettet og kan muligvis findes et sted på dr.dk. Held og lykke, for den koncert var topklasse!