I 2013 havde jeg den store fornøjelse at være til to koncerter med to dages mellemrum med Fabio Luisi på podiet og den tysk-russiske klavergepard Igor Levit med to gange klaverkoncert af Beethoven. Det skrev jeg ikke ret meget om dengang, da Concertanten-bloggen ikke var kommet igang endnu. Men det var temmeligt godt! Siden har jeg med stor entusiasme lyttet til musikken fra begge hans CD-indspilninger: først Beethovens sene sonater (jojo, de sene) og i år såmænd partitaer af Bach. Ambitionerne fejler tydeligvis ikke noget hos den unge mand, men heldigvis kan bukserne holde, så at sige.

Forleden opdagede jeg ved et tilfælde (OK, det var via Optakt.dk), at den små Levit såmænd ville komme på besøg i København igen og spille i Dronningesalen i Det kongelige Bibliotek. Repertoire selvfølgeligt Bach og Beethoven. Så hvad gør man? Man skynder sig at bestille billet, gør man!

Styrte afsted fra kontoret, aflyse mødet kl. 18, på med vinterfrakken, op på cyklen, og så afsted til havnefronten gennem et råkoldt København. Noget af en optakt. Og så på en småklam tirsdag!

Koncerten

Dronningesalen ligner på mange måder en rigtig kammermusiksal. Det er det ikke – rummet er oprindeligt tænkt som foredragssal, men den dygtige oboist Max Artved fik tromlet nogle entusiaster og penge sammen til at få lavet et ensemble med hjemsted der på biblioteket, da København sjovt nok ikke rigtigt ellers har en sal i den størrelse, eller i hvert fald ikke havde indtil DR Koncerthuset kom på banen med sin sal 2. Det er en akustisk god sal med en tilpas god blanding af hårde og bløde flader. Publikum sidder på meget stejle rækker, så alle kan se og høre godt. Concertanten har jo i princippet udelukket kammermusikken fra sit univers, men jeg har dog været til et par rigtigt fine koncerter i denne sal. Man kommer ind ved at gå ned af et par rigtigt stejle trapper – lidt trist, da stampublikum jo ikke just er vårharer. Men som sagt sidder, ser, og hører man godt.

Ind på plads med tanten med fin udsigt til aftenens Steinway-flygel. Hm, Steinway? Ville det ikke virke lidt voldsomt i denne sal, hvor et cembalo kan gungre? Nå, vi ville få se – programmet lød på:

• J. S. Bach: Partita nr. 1, BWV 825 (6 satser)
• J. S. Bach: Partita nr. 6, BWV 830 (7 satser)
• Ludwig van Beethoven: Sonate nr. 22 f-dur, opus 54
• Ludwig van Beethoven: Sonate nr. 32 c-mol, opus 111

Som sagt, ambitionerne fejler ikke noget hos hr. Levit! Totalt blær med Bach før pausen, totalt blær med Beethoven efter pausen. Bachs partitaer for klaver (eller hvad vi nu skal kalde det, skrevet som de er for cembalo eller claviacord) har jeg ikke rigtigt nørdet rundt i endnu. Goldberg-variationerne, jovel, men ikke partitaerne. Hans partitaer for soloviolin kender jeg til gengæld rigtigt godt gennem den skønne Viktoria Mullova, men altså ikke dem for klaver. Lidt det samme efter pausen – nr. 22 kender jeg ikke, men 21, 23 og den overvældende nr. 32 er indgroet på rygraden. Sidstnævnte ankom med et brag for mig, da Andras Schiff spillede den som ekstranummer efter en koncert i Tivolis Koncertsal for et par år siden. Som ekstranummer, altså! Tag dén, ungdom!

Nu velan, pueri et puerillae, som min latinlærer sagde i sin tid. Publikum var i dén grad klar, da Levit kom ind. Pænt goddag, og så i gang. Han ser mod bagvæggen for at samle tankerne (man spiller jo uden noder, forstås), bøjer sig ned over tangenterne, og lader noderne trille.

Partita nr. 1 er relativt klassisk – præludium til at sætte tonearten efterfulgt af 5 ”dansesatser”. Men Levit spiller den noget mere elastisk end man ofte hører værket. Der var tydeligvis tænkt over tingene, for der blev knoklet dernede på scenen. Han svajer sig over tangenterne, dybe åndedrag som om han næsten havde glemt at trække vejret, og lukkede øjne. Dansen går, men det er også en slags abstraherede variationer. Så abstraherede, at man let mister overblikket. Det gør Levit ikke, dog; tværtimod er han helt inde i værket. Da han lader den sidste akkord klinge ud, smiler han bredt, og det gør vi også!

Direkte videre efter et voldsomt bifald. Nr. 6 er meget anderledes – her er Bach kommet videre i arbejdet og er, ja, vildere. En toccata først, Gud bedre det, og så hele 6 satser. I samtiden må det have noget nært uspilleligt, men hold da helt fest, hvor er det vidunderligt. Vi trækkes rundt i manegen, op ad bjerget, pludseligt ned i dalen. Og imens synger enten højre hånd sine triller eller venstre hånd sine jazzede basgange. Et fuldstændigt vildt værk, og publikum gik amok, da han endeligt gav slip på sidste tangent. Hold da helt op, hvor vi alle trængte til pause!

Endeligt var pausen overstået, og Levit trissede ind til anden halvleg. Beethoven, altså.

Først den mig ukendte nr. 22. Selvfølgeligt måtte der være noget mellem det to store nr 21 og 23 (Waldstein og Appassionata), men hvad var nr 22? Hm, samtidig med Eroica-symfonien, så altså Beethoven mens han er ved at blive Beethoven men inden, han bliver den velkendte sure gamle mand, der skriver de mest vidunderlige og trøsterige værker. Vi får se. Levit lægger igen an med at beundre bagvæggen, og så er der fokus. En menuet-lignende sats, og så en allegro. Det er, hvad der er i denne nr. 22. Til gengæld er de pudsige og næsten småfjollede. Som om Beethoven kigger på Haydn og siger: Sådan gør man grin med borgerskabet! Et forræderisk muntert-lydende værk, der ikke er rigtigt muntert. Et sjovt og interessant bekendtskab.

Vi klapper, Levit bukker og snubler så næsten over klaverskamlen. Vi småfniser sammen, han ømmer sig, sætter sig ned og forsøger at samle sig til storværket: Beethovens sonate nr. 32. Et monstrum i sig selv, om end kun to satser. Brrrrrmbumbuuuuum! Så er vi i gang. Og sådan bliver vi ved uendeligt længe – første sats er lang og voldsom, og virkeligt krævende af udøver og uskyldigt publikum. Da den klinger ud, trækker vi vejret, men så er vi i gang med anden sats, der lyder melodisk og enkel men ikke er nogen af delene. Fingrene løber atter, og så pludseligt spiller højrehånden jazz mens venstre hånd spiller boogiewoogie. Hvad kan jeg sige? Man skal have hørt det for at forstå bare en flig.

Endeligt, endeligt klinger sidste tone af, og publikum går amok. Vi får kun 4 entréer, for manden er tydeligvis træt, og det kan jeg godt forstå!

Dommen

Kort fortalt blev det lige så godt, som jeg havde håbet. Ved denne koncert havde jeg jo altså snydt, da begge Bach-partitaer og den sidste Beethoven-sonate har jeg hørt Levits indspilninger af. Men live er bare noget andet – følelserne spiller med, fingrene smutter lidt, næsen løber, og dén slags. Men ikke desto mindre var det en koncert, der ramte. I pausen hørte jeg et kuld teenagere (jovist) muntre sig over, at Levit bevæger sig meget over tangenterne. Og jo, det gør han. Men nej, det skæmmer ikke – det er bare hans måde at få følelserne ud i fingrene. Han trak vejret dybt, ændrede ansigtsudtryk, og svajede meget. Det havde jeg jo set, da han spillede min kære Beethovens 3. og 5. klaverkoncert i 2013. Hos mange unge og yngre kunstnere er den slags effektjageri (kan du stave til Lang Lang?), men hos Levit og få andre har det alt med det indre at gøre og intet med præsentationen at gøre.

Højeksplosivt var det! Hold da helt fest!

Jerg er fortsat fuldstændigt vild med denne unge pianist, der giver alt hver gang. Det er vildt, at en relativt ung person kan spille så komplekse værker med så stor modenhed. Det er fantastisk musik, der kommer ud af fingrene, og så må man tage de periodisk oppustede ballonkinder med. Pragtfuld musik spillet fuldstændigt overdådigt flot! Tak for det!

PS: Nogle har udtrykt bekymring over, at Concertanten har været koncertfri et par uger. Hm, ja, jeg ved det godt, men jeg lover, at der bliver tryk på de næste par uger. Om bloggen kan følge med, vil vise sig.

PPS: Også denne opdatering er skrevet på min nye og totalt seje Surface Pro 3, mens jeg ligger henslængt i sofaen. Fuldt tastatur med tilbage-knap, fuld Office, OneDrive til at gemme ting på. Jo, den er smådyr, men åh altså!