For nogen tid siden hørte jeg den argentinske pianist Ingrid Fliter spille noget. Jeg har glemt hvad, hvor, og hvornår, men hende husker jeg i et positivt lys. Jeg havde godt set i DR’s sæsonprogram, at hun skulle komme på besøg her i november, men jeg valgte andre koncerter i stedet for, da jeg lavede min abonine-booking i foråret. Men så kom Det kongelige Teaters sæsonkatalog nogle uger senere, og en af mine DR-symfonikoncerter kolliderede med en af Det kongelige Kapels sjældne symfonikoncerter, og så måtte jeg jo lave om på programmet. Ud røg den ene koncert, og ind kom altså denne uges koncert med Ingrid Fliter og, skulle det vise sig, den britiske dirigent Edward Gardner.

Godt så!

I mellemtiden var regntiden ankommet til København. Skulle man cykle derud eller krybe til korset og tage toget? Det blev cyklen – i tørvejr.

Koncerten

Programmet lød på:

• Matthias Pintscher: Osiris
• Beethoven: Klaverkoncert nr. 2, b-dur opus 19
• Bartók: Koncert for orkester

Pintscher er åbenbart huskomponist, og dette værk, der altså skulle have sin danske uropførelse, er tilegnet ingen ringere end Pierre Boulez. Beethovens klaverkoncerter holder tanten meget af, også denne anden, der som bekendt blev skrevet af en meget ung Ludwig som blærenummer men altså omskrevet og opført efter den såkaldt første. Vi er klart i den ungdommelige stil, der på en måde nærmest blot lægger noget blær oven på Mozart. Bartóks koncert for ekvilibristisk orkester har jeg hørt før – det kræver solistiske orkestermedlemmer, og dem har DRSO jo efterhånden.

Velankommen trissede jeg op på første balkon, lidt til højre for midten og på en af de bagerste rækker. Man både ser og hører godt derfra, har jeg lært, og beviset er, at det er i dette område, at diverse musikanmeldere har deres pladser. Det forklarer, hvorfor de ofte har en helt anderledes positiv oplevelse af lydbilledet end vi almindelige mennesker, der har mere økonomisk tiltalende billetter. Men altså, denne aften gjorde jeg dem selskab.

Vi lagde altså ud med denne uropførelse. Scenen var fyldt helt ud – væg-til-væg slagtøj, et hav af strygere og tre af hver af træblæserne. Ind løber Gardner og sætter maskinen i gang. Alle musikere ser intense ud – der er fuldt fokus, for der er mange noder, skiftende tempi, og mange pudsige indfald i musikken. Men jeg skriver disse linier, spiller radioen en genudsendelse af samme Torsdagskoncert. Det er lidt snyd, for jeg kan faktisk ikke huske ret meget af musikken. Det, jeg husker klarest, er forvirring: Jeg kunne ikke hitte hoved eller hale i den fortælling, som musikken skulle levere. Det virkede mest som en række musikalske indfald, og jeg hørte i hvert fald ikke noget om Osiris eller Isis. Til gengæld var alle indfaldene interessante og enkelte af dem faktisk direkte smukke.

Således godt i gang blev scenen tømt, det store Steinway skubbet ind, og så var vi klar til Fliter og Beethoven. Hun kommer fejende ind med lange skridt, sætter sig ned og lytter til orkesterets indledning. Musikken løber ind i blodet på hende, så hendes første indsats blev lagt som en naturlig forlængelse. Fjerlette noder, legende fingre, pludselige eksplosioner. Sært nok har hun noder med, som hun selv bladrer i – uventet i dette kernerepertoire. Men der var ikke noget nodelæseri over hendes spil! Det var fuldstændigt flydende og næsten improvisatorisk at høre på. Kendte man ikke kadencen, så kunne man forledes til at tro, at Fliter lige sad og fandt på den.

Ungdommeligt overmod i en klassisk form, men hvor den unge Ludwig er ved at blive til Beethoven, så han presser formen til den er ved at sprække. Jo, en klaverkoncert som Mozart næsten kunne have skrevet, men så også kun næsten. Det er Beethoven, det her!

Overdådige klapsalver til Fliter, der helst deler dem med orkesteret. Hun har tydeligvis svært ved at komme ud af Beethovens univers igen, så da vi har overtalt hende til ekstranummer, bliver det også Beethoven – en sats fra en relativt tidlig sonate, så vidt, jeg kunne høre. Bravoråb til dette også.

I pausen funderede jeg lidt over forskellen på denne Beethoven og den, jeg hørte to dage tidligere med Igor Levit. Begge pianister er meget tænksomme i deres tilgang til Beethoven og har ham inde under huden, når de spiller. Begge pianister spiller lige til kanten – der ryger en finke fra tid til anden, for der er et budskab, der skal leveres. Men de er meget, meget forskellige.

Så var det tid til Bartók, hvis Hertug Blåskægs Borg jeg jo fornyligt hørte med KglKapel. Orkesterkoncerten skal være meget ungarsk og fuld af hjemlængsel, da den er skrevet i eksil i USA. Det med det ungarske kan jeg simpelthen ikke høre, lige som jeg ikke kunne høre det i Blåskæg. Det er højst sandsynligt fordi jeg ikke er ungarer…. Til gengæld hører jeg en del USA i dette værk. Sådan er verden globaliseret, så at sige. Til dette værk kræves fuldt orkester med solostemmer på højt niveau. I anden sats spiller solospillere parvis, så man har altså brug for mere end én god musiker per stemme. I tredje sats går det helt ”galt”, for en melodistump fra Léhars Den Glade Enke kommer hele tiden på tværs – man kender det jo godt fra en selv, ikke? Hér sidder man lige og skriver yderst avanceret orkestermusik, og så spiller radioen ”Dann gehen wir an Maxim’s”. Der er meget morsomt lavet, og det synes musikerne tydeligvis også. Yderligere en ekvilibristisk sats, hele salen klapper, og så en kold cykeltur hjem igen.

Dommen

Hurra for Fliter, hurra for Beethoven, og hurra for Gardner!

Fliters Beethoven var udpræget legesyg – det var næsten som at se en jazzpianist ligesom trylle musikken frem fra det rene ingenting. Det er rent snyd og bedrag, for der er absolut tænkt over tingene. Ville den unge Ludwig have spillet værket på samme måde? Nej, dette er en udgave fra det 21. århundrede, ikke det 18. Jeg oplevede det som en måske mere feminin Beethoven, men også en, der har lært noget om meditation og filosofi. På den måde minder Fliter lidt om franske Hélène Grimaud, som jeg har oplevet spille den fjerde klaverkoncert i samme sal. Men hvor Grimaud (og den fjerde) er indadvendt, er Fliter og den anden udadvendt. Det var meget lækkert spillet! Nu her i radioen kan jeg høre Fliter forklare sit ekstranummer – fjerde sats fra opus 31 nr. 3 og valgt for at understrege, at Beethoven netop også er legesyg og ikke kun en sur gammel mand.

Det indledende værk af Pintscher kunne jeg altså ikke hitte rundt i. Det hjalp ikke at høre det igen nu i radioen. Det er ikke et ringe værk, og det blev spillet virkeligt flot af DRSO. Især trompeterne gjorde indtryk. Men på mig virkede det lidt som endnu en nutidig komponist, der ville ønske, han var Ligeti.

Bartók fatter jeg heller ikke, men jeg kan godt lide denne koncert for orkester, der netop er en koncert og ikke en symfoni, selvom formen minder om det med 4 satser. Denne aften var der fuld skrue på alle instrumentgrupper, og der blev virkeligt spillet godt. Blandt mange andre gjorde den unge klarinettist Johnny Teyssier igen et flot indtryk på Concertanten. Og så er der jo altså fagottisten Audun Halvorsen, der ligesom udstråler begejstring for selve musikken, ligegyldigt om han selv spiller eller ej.

Noget lignende kan jeg sige om dirigenten, Edward Gardner. Det var første gang, jeg så ham, udover på TV ved Last Night of the Proms for to år siden. Jeg har haft en opfattelse af, at han var endnu en af de ulidelige britiske dirigenter, der stort set kun kan spille britisk musik og ikke fatter en bjælde af resten af den musikalske verden. Men det var en fuldstændigt forkert opfattelse. Han fik en rigtigt god lyd ud af orkesteret og arbejde meget med temposkift og energiskift. Han minder faktisk en del om Thomas Dausgaard i sin måde at dirigere på – helt ned til den strittende dirigentstok, når han vil fastholde et lydbillede. Meget interessant og værd at følge!