Nå, men Concertanten har et blødt punkt for musicals, herunder Andrew Lloyd Webbers (tidlige) musicals. Sjældent indrømmet men dog et faktum. Jeg husker ikke længere, hvordan det begyndte, men det er en gammel kærlighed. En god ven er flittig med at slæbe mig afsted til diverse musicals, men da han bor i et andet land er det ikke helt enkelt. Ikke at musicals er noget at skamme sig over – slet ikke, men der er bare så uendeligt meget ligegyldigt støj på markedet, at de ægte perler drukner.

Tell Me on a Sunday er måske ikke et intellektuelt storværk, men god er den. En enkelt kvinde (og nogle musikere) fortæller i en god times tid om livet og, i originalen, døden. Som antydet skrevet af Andrew Lloyd Webber med tekst af Don Black efter en idé af Tim Rice. Altså 3 mænd, der skriver om en kvindeliv. Hm, Concertanten burde ikke være begejstret, men det er hun!

Forestillingen

En gammel ven kontaktede mig for et par måneder siden, fordi han huskede, at vi snakkede længe, meget længe om Tell Me on a Sunday for 26 år siden, og nu skulle den altså sættes op på Det ny Teater i november. Det var dælme godt husket af ham, for vi har faktisk ikke talt sammen siden (uden at det to ting har noget med hinanden at gøre). Vi fik samlet tropperne og mødtes til virkeligt hyggeligt gensyn på Vesterbro et par minutters gang fra teateret. Vi pressede os ind i salen sammen med det øvrige begejstrede tilskuere – scenen var Sceneriet, der er et tidligere rekvisitrum, tror jeg, i forbindelse med Det ny Teaters café, Teaterkælderen. Stolerækker, og en nøgen scene omhyldet af teaterrøg. jo jo, alt var som det burde være! Originalopsætningen har jeg af gode grunde ikke set. Men man har vel albummet med Marti Webb som kvinden. En fremragende indspilning på mange punkter. På dansk har den været opført af Susanne Breuning -før min ankomst til storbyen. Denne opførsel er med Louise Fribo, en fremragende sangerinde, der nu har nået en alder, hvor denne rolle virker passende: godt med livserfaring med stadig med fuld kraft på stemmen.

Som sig hør og bør kommer tre musikere ind på scenen og går i gang, og så kommer sangerinden for at berette om skænderi med kæreste #1, og så flytter vi videre til kæreste #2, og da han forsvinder hører vi om kæreste #3, og så #4, den gifte mand, og da det eksploderer, ender vi så med spørgsmålet om hvorvidt man kan eksistere som blot sig selv. Av!

Dommen

Louise Fribo har stadig en vældig fin, lys sopran, og hér er der saft og kraft i fortællingen. Hun fortæller faktisk med stemme og krop. Det er en smule sært at høre værket opført på engelsk midt i København, men jeg er fuldstændigt enig i beslutningen, netop på grund af Louise Fribo. Hendes engelsk er lige i øjet, både når hun “skriver” hjem til mor, og når hun byder sig til for diverse kærester. Hvis man er mindre stærk udi det udenbysk, så kunne det nok være svære at følge med i historien, men jeg nød virkeligt det hele, og ikke mindst de små opdateringer til nutiden. Til gengæld savnede jeg et par scener, der må være skåret af hensyn til tiden.

En smule kritik til opsætningen for liberal brug af røg – det var liiiige i overkanten. Og så Fribos udklædning, der ikke just var klædelig, men som skabte en pudsig association til 1960’erne i stedet for 1970’erne.

Jeg advarede vennerne om, at jeg tuder til selve sangen Tell Me on a Sunday – hver gang. Også denne gang. Men jeg var vægelsindet omkring slutscenen – jeg hørte ikke, at hun var usikker på “it’s not the end of the world to be me”,  men det gjorde min veninde. For mig var det mere triumferende, hvilket det ikke bør være, synes jeg.

Alti i alt en fuldstændigt bedårende udgave af den efterhånden aldrende musical. Men emnet er evigtgyldigt: Lever du op til dig selv eller til et billede af dig selv?

Spørgsmålet er åbent.