Den store ungarske dirigent Adam Fischer er chefdirigent for DR Underholdningsorkesteret (DRUO) en måneds tid endnu. Måske. For den danske mediemastodont DR har kastet sig ud i et spændende spil om penge, ledelse, folkedybet, og politik, som vi endnu ikke kender det endelige udfald af. Status i skrivende stund er, at DRUO lukker og slukker til nytår efter 75 år i musikkens tjeneste.
For ca. 17 år siden overraskede DR alt og alle ved at ansætte Adam Fischer som ny chefdirigent for det lille orkester, der mest var kendt for ledsagemusik til Melodigrandprix og populære “numre” af H.C. Lumbye og den slags. Fischer var på udkig efter et kammerorkester, han kunne nørde med, og DR var ude efter at højne kvaliteten i sine fire musikensembler. Det blev til to spændende projekter med Haydn og Mozart, herunder en absolut fortjent international ros og prisbelønning for indspilningen af samtlige af Mozarts symfonier. Jeg havde ikke rigtigt oplevet dem “live”, da wienerklassikken ikke interesserer mig synderligt. Men da Fischer og DRUO gik i gang med min gode ven Beethoven, hoppede jeg straks ombord og blev stærkt begejstret over den “livlige Ludwig”, de præsenterede mig for.
I foråret overlevede jeg en pragtfuldt intens udgave af Beethovens 9. Sæson 2014-15 ville byde på en gentagelse, men det regnede jeg med at springe over.
Indtil DR annoncerede lukningen af DRUO. Så blev det pludseligt altafgørende at opleve DRUO spille Beethoven en sidste gang.

Koncerten

Det blev fredag aften, DR Koncerthuset var stuvende fuldt, og jeg møvede mig ind på den plads, det var lykkedes mig at få – nede i parkettet i modsætning til balkonen, hvor jeg sad ved første opførsel. Dér sad også fanskaren, grådlabil og protesterende med farverige tshirts over stadstøjet. Jo, det skulle blive en fest, skulle det.
Ind myldrede et kæmpekor: DR VokalEnsemblet, DR Koncertkoret, og DR Pigekoret fyldte godt op på scenen bag det lille orkester, der først derefter kom ind. Det var så til gengæld til stående ovationer fra det tætpakkede publikum. Så var vi lissom i gang….
Fischer drønede ind, samlede flokken, og slog så an til den musestille indledning til en ellers dejligt larmende førstesats. Alle var tydeligt tændte, og måske en anelse overtændte – der røg i hvert fald en del buehår allerede under førstesatsen. Som ved første opførsel blev det atter en energisk, eksplosiv og ultratæt Beethoven. På mange måder en gentagelse af den oplevelse, jeg havde i foråret – læs om det her.

Dommen

Dommen denne gang er ikke af oplevelsen som ellers – hvordan kan man beskrive den trodsige atmosfære i salen sådan en aften?
Nej, denne gang er dommen en bedømmelse af DR.
Meget er sagt og skrevet (og spillet) i anledning af den planlagte lukning af DRUO. Jeg har været stort set tavs om emnet, mest fordi jeg i bund og grund mener, at dansk kulturliv kan overleve uden DRUO som DRUO. Men det betyder ikke, at jeg ikke er sur på DR for tiden.
Eller, “sur” er nok ikke det rigtige ord. “Lettet” er et andet, der heller ikke helt dækker. Men jeg håber virkeligt, at denne periode resulterer i en egentlig debat om DR, de 4 milliarder kroner, der forbruges af DR hvert år, og det tåbelige udtryk “public service”, der tilsyneladende betyder lige nøjagtigt det, DR synes, det skal betyde. Den magtfuldkommenhed, som DRs ledelse udviser på daglig basis, er rystende. Succeskriterierne for radio- og TV-udsendelser synes at være at tæske private virksomheder, koste hvad det koste vil. For eksempel har jeg hørt to såkaldte journalister føre en samtale i P1 Morgen, der lød som en vittig samtale. Men jeg havde lige læst nøjagtigt de samme sætninger i Jyllands-Posten sammen morgen. Det vil sige, at de to såkaldte journalister sad og læste op fra et dagblad uden at nævne kilden – den slags kaldes normalt tyveri. Jeg kalder det dilletanteri.
Har DRs ledelse satset på at kunne provokere politikerne til at skrive DRUO ind i den nye public service-kontrakt for så at kunne afkræve samme politikere flere penge, så man kan drive det sig politiske-påtvungne ensemble? Eller mener man i ramme alvor, at X-Faktor er mere public service end et orkester, der spiller både Efterklang og Mozart?
Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er et udtryk for komplet amatørisme at annoncere at ville nedlægge et orkester, der har en international stjernedirigent i spidsen, uden lige at fortælle ham om det først.
Hold nu op med at lege med skattekronerne og de idiotiske licenspenge. Nedlæg DR, split det op i atomer, og lad hver rest overleve som det nu kan – på markedsvilkår. Indtil da vil jeg fortsat nyde storebrororkesteret DRSO, jeg vil lytte til P2 radio, og jeg vil ignorere stort set alt andet.

Jeg plejer at sige, at DRUOs koncerter som wienerklassisk kammerorkester er et spørgsmål om overlevelse. Også denne gang overlevede alle. Om orkesteret så også gør det, vil tiden vise. Under alle omstændigheder: Tak for jeres Livlige Ludwig!