Eller: Hvordan man får Den kongelige Opera og Det kongelige Kapel stort set for sig selv. Hemmeligheden ligger i at opføre Alban Bergs opera Lulu en søndag eftermiddag.
At være abonnine (sæsonkortholder, kald det, hvad du vil) lyder som trygheden selv. Men i virkeligheden er det noget af et sats. Man sidder i det tidlige forår og overvejer, hvad man kunne være interesseret i om 6-12 måneder. Man vælger måske en billetserie, der byder på noget man kan lide, og noget man er mindre overbevist af. Efter et par års erfaring har jeg haft behagelige overraskelser og deciderede fiaskoer. I denne sæson har jeg kastet mig ud i en billetserie med operaer, fordi jeg ikke rigtigt har forstand på lige netop operaer. Til gengæld valgte jeg en serie stort set uden italienere, altså uden Puccini og Verdi, som jeg virkeligt ikke er glad for. Som resultat har jeg et større slagsmål med mig selv, om jeg alligevel burde købe billet til Tosca, der går for fulde huse for tiden… Foreløbigt har jeg overtaget….
Med i min serie er så også Alban Bergs opera Lulu. Årgang midt-i-1930’erne, hvilket kan være enten virkeligt godt eller virkeligt skidt. Jeg vaklede lidt, om jeg skulle være kylling og afbestille. Men på den anden side er det jo netop derfor, jeg købte en serie: Jeg vil udfordres og lære noget nyt! Berg er jo nu ikke lige fan af, men hvem ved, måske kan jeg blive overbevist?

Forestillingen

Søndag oprandt, og jeg måtte indse, at det var tid til den store prøve. Jeg var stadig en smule småhøj efter en fredag aften med gode venner og Beethovens 9. med DRUO og den vidunderlige Adam Fischer. I mellemtiden var det begyndt at småregne, det var gråt og koldt, og jeg måtte tage cyklen med s-toget for at minimere graden af gennemblødthed ved ankomst til Operaen midt på eftermiddagen.
Det her med eftermiddagsforstillinger er et kompromis for mit vedkommende. Jeg kan være hjemme længe inden midnat, så jeg ikke er fuldstændigt bedøvet, når vækkeuret ringer arbejdsdagen ind. Og jeg kan faktisk få aftensmad! Men det er godt nok et småsært tidspunkt at sætte sig ind i en mørklagt sal og hengive sig til psykologiske overgreb.
Denne eftermiddag var der så god plads i baren og endnu bedre plads på publikumsrækkerne. Der var tydeligvis mange abonnenter, der ikke var til Berg, og temmeligt få Berg-fans i København sådan en søndag i november.
Som for at kompensere var der fyldt helt op i orkestergraven.
Denne opsætning er af det norske vidunder Stefan Herheim. Han er kendt for sine drejescener og spændende opsætninger der altid opdaterer historien men dog fortæller historien. Åbenbart inkluderer opsætningen en tredje sats, rekonstrueret efter Bergs død. Hm. Op og ned, det kan betyde hvadsomhelst.
Jeg satte mig ind på min hylde oppe på anden balkon og var villig til at blive positivt overrasket. Resten af salen var stort set tom – vi var nok cirka 1/3 af potentialet – noget af en kontrast til fredagens totalt udsolgt DRUO koncert…
Scenen startede sådan her:

Under ouverturen listede mennesker rundt bag denne skærm og kiggede ud på os. Fin effekt, især fordi disse mennesker udgjorde et “ensemble af døde klovne”, der som et græsk kor med deres kroppe kommenterede samtlige handlinger undervejs. Skærmen var selvfølgeligt bevægelig og dannede forskelige bagrunde under vejs. Centralt på scenen var et drejeligt “hus”, der enten viste en scene bag fra eller forfra – her i København var scenen selvfølgeligt det gode gamle teater på Kongens Nytorv, komplet med akropolistæppe.
Handlingen er traditionel nok, men musikken er avanceret. Kvinden Lulu er i en ung alder blevet knyttet til en vis Dr. Schön som elskerinde, legetøj, dominatrix, og fortsæt bare listen. Et sygt forhold er det. Hun er til gengæld en ægte flirt og “maneater”, som man kaldte det en gang – hun har en sund forbindelse til egen seksualitet og lægger rutinemæssigt an på alt med en puls. Det ender med at koste hende livet, men undervejs dør stort set alle, der har været i forbindelse med hende. Splat!

Dommen

Sine Bundgaard!
Så kort kan det siges. Den perfekte Lulu, på en måde, på grund af sin ultralyse og knivskarpe sopran og absolut sensuelle armbevægelser. Jeg så hende sidst som den tossede Donna Elvira i Mozarts Don Giovanno, og her var hun også sært godt placeret. Måske nyder hun de skøre kvinder? Selv foran en næsten tom sal spillede hun for fuld kraft. Og sikke hun dog spillede! Fantastisk!
De øvrige spillede også virkeligt godt – instruktionen fremhæver eller ligefrem skaber komiske aspekter, og alle balancerer på en knivsæg for at undgå det lavkomiske. Da opsætningen er et samarbejde mellem operaerne i København, Oslo og Dresden (!), var der en del ukendte navne, herunder et par ualmindeligt skønne herrer som Dr. Schön og hans søn, Ralf Lukas og Jürgen Müller. Og så et par lokale helte udover Sine Bundgaard: Sten Byriel, Randi Stene, og Gert Henning Jensen. Dælme godt sunget og spillet, de damer og herrer!
Nede i graven filede kapellet løs på en skøn blanding af tolvtonemusik og almindelig “moderne” galimatias. Med Emma Stone som koncertmester, Lars Bjørnkjær ved hendes side med sin vidunderlige tone, og John Kruse på klarinetten, var der lagt i ovnen til højkvalitet. Det var særligt sjovt at se flere kapelmusikere, der var med i fredags hos DRUO, hvor musikere allerede er ved at søge andet job. Programmet påstår, at musikken indeholder citater fra dette og hint, herunder Wagners Tristanakkord. Det hørte jeg ikke, men jeg lagde mærke til brugen af engelskhorn, der bar præg af, at Berg har nydt Tristan og Isolde.
Er jeg konverteret til Berg-fan? Nej, absolut ikke. Måske er det for avanceret for mig men jeg savner melodierne, simpelthen. Men jeg var virkeligt godt underholdt og slet, slet ikke skræmt væk. Også selvom der unægteligt var en del voldtægt og øvrige seksuelle samvær, som jeg overhovedet ikke fandt morsomme eller underholdende. Nogle er iboende operaen, andre har med Herheims opsætning at gøre. Nej, ikke godt overhovedet, de herrer!
Men en god søndag eftermiddag godt brugt. Tak for det!