Et år er så småt ved at trille ud ad døren, og et andet står og tripper for at komme ind. Concertanten har lagt sig syg med en ulidelig hoste og er derfor glad for, at ingen koncerter lokker mig udenfor. Ja, altså næsten ingen. Jeg skulle have været til Hamborg for at opleve Tannhäuser og ballet, men måtte blive under dynen. Til gengæld sidder jeg i skrivende stund pakket ind i tæpper og te og ser DR Symfoniorkesterets nytårskoncert, der streames live fra DR Koncerthuset om eftermiddagen, nytårsaftensdag. Det er da en slags kompensation, og jeg kan så ovenikøbet hygge mig med, at DR stadig ikke rigtigt kan finde ud af at filme koncerter.

Men så kan man bruge tiden på at tænke tilbage på alle de skønne oplevelser, jeg havde i koncertsale og på teatre i 2014. Denne blog er beregnet til at hjælpe mig huske disse oplevelser, og hvordan jeg havde det den aften eller eftermiddag. Som sådan virker den godt, men det ville en dagbog selvfølgeligt kunne gøre lige så godt. Med bloggen kan jeg dog dele mine oplevelser med venner og bekendte – og tilmed få nye uskyldigheder hooked på Wagner. Og den slags…

Koncerter har der været dejligt mange af i 2014. Nogle mindre gode, nogle få helt fantastiske, og de fleste på et forrygende højt niveau. Dette fordi min by, København, er stuvende fuld af begavede musikere, der samarbejder på kryds og tværs i diverse skønne ensembler. Det er sådan set bare et spørgsmål om at tage sig sammen og drage ud i koncertsalen, kammerater!

Blandt de helt store oplevelser i 2014 var en koncert med Det kongelige Kapel og Beethovens violinkoncert med Christian Tezlaff som solist og Olari Elts med pinden. Her 10 måneder senere står den stadig klart. Det var en af de magiske koncerter, hvor musikere og publikum sammen opnår et resultat, der er uendeligt meget større, end nogen havde troet. Fabelagtigt! Og så den seneste, hvor Hartmut Häenschen dirigerede Beethoven og Shostakovitch, så jeg helt glemte at trække vejret og ikke kunne tørre grinet væk bagefter. DR Symfoniorkesteret mistede sin chefdirigent og fik lovning på en ny i 2017, da Fabio Luisi lige skal have afviklet et par operasæsoner på The Met først. Fair nok. DRSO leverede et par virkeligt fine koncerter i år, så som sæsonstarten i september med Luisi i Beethoven og Mahler, og en vidunderlig koncert med Vasilij Petrenko senere den måned. Og mødet med Osmo Vänskä var virkeligt stort.

Men i DR-regi var det lillebrorensemblet, DR Underholdningsorkesteret i deres forklædning som wienerklassisk kammerorkester, der gav mig de største oplevelser. Orkesteret er nu væk, chefdirigent Adam Fischer kommer ikke til København igen sådan lige med det samme, og deres “Livlige Ludwig” er allerede højt savnet.

Tivolisæsonen bød atter på et godt program, og “vinderen” var helt klart koncerten med Joseph Calleja, der sang alle de store italienske tenorarier (de der operarer, Concertanten ikke bryder sig om, men kors hvor er han bare dejlig!), og så lige sang La Vie en Rose a capella sådan for hyggens skyld. Ikke et øje tørt!

Så er der jo altså den side af det københavnske musikliv, som Concertanten forsøger at holde sig fra: Kammermusikken. Og ikke mindst den barokke del af den. Jeg er fuldstændigt pjattet med Concerto Copenhagen og deres ildsprudlende spillestil. Det er muligvis nørder, der spiller efter såkaldt historisk opførelsespraksis og skræller alle romantiske lag af både instrumenter og spillestil, men begejstringen for musikken er absolut nutidig. Jeg oplever dem i ny og næ som operaorkester, når Det kongelige Teater opfører Händel og den slags, og et par gange om året møder jeg dem også i en koncertsal og nyder det hver gang. Keep it up, guys! Jeg skal nok dukke op, for det er simpelthen smittende!