Det var en mørk og stormfuld aften. Faktisk var det så stormfuldt, at jeg overvejede at blive hjemme i stedet for at drage til Amager til P2 Priskoncerten denne lørdag aften; ikke mindst fordi hjemturen ville skulle finde sted, netop som stormen Egon ramte København allerhårdest. Så er Concertanten kylling eller ej?

Tja, lidt kylling er man vel altid. Men det virker lidt pudsigt, at min sidste koncertoplevelse i 2014 var stormramt, og den første koncertoplevelse i 2015 blev så også stormramt. Hvis det fortsætter på denne måde resten af sæsonen, så bliver det muligvis et spørgsmål om overlevelse for publikum.

Priser og Musikalske Indslag

Jeg var blevet lokket til at købe billet til lige netop denne koncert, da P2 Kunstnerprisen 2015 går til vidunderlige Trio con Brio Copenhagen, og dem ville jeg meget gerne være med til at fejre. Desuden bød programmet på Leif Ove Andsnes, der ville spille lidt Beethoven for os. Så afsted med Concertanten i blæst og regn!

DR Koncerthuset er jo DR Koncerthuset med deraf følgende adgangsvanskeligheder, men drevne rotter kender smutvejene og finder på plads i god tid – og bliver mødt af en pivtom scene. Fat i programmet, der så afslørede, at første afdeling før pausen bød på kammermusik, og DR Symfoniorkesteret ville derfor først trave på plads efter pausen. Aha. Her er programmet:

1. Blæserkvintetten Carion med 2 af Ligetis ”Seks bagateller for blæserkvintet”.
2. Den danske Strygekvartet med deres arrangement af en ”Gammel rheinlænder fra Sønndala”.
3. (Purungt supertalent) Jonas Frølund med et uddrag af Jörg Widmanns Fantasie.
4. Trio Alpha med deres arrangement af Poul Ruders Carnival.
5. Leif Ove Andsnes med tredje sats af Beethovens sonate nr. 23, Appassionata.

Efter pausen så Trio con Brio og DRSO med Beethovens Trippelkoncert.

Alt sammen et meget lovende program!

Carion er et af de mange strålende kammerensembler i det københavnske musikliv, som jeg endnu ikke har oplevet live, så det glædede jeg mig meget til – jeg har hørt optagelser i radioen, og selv i det format brænder de igennem med stillelyst og –glæde. De og Den danske Strygekvartet var begge nominerede i kategorien Årets danske cd-udgivelse sammen med notabiliteter som Katrine Gislinge, Nightingale String Quartet, New York Philharmonics, og Det svenske Kammerorkester. Vinderen viste sig at blive Den danske Strygekvartet for deres fremragende Wood Works med egne arrangementer af nordisk folkemusik. Jeg havde stemt på Alan Gilberts of New York Philharmonics’s spændende indspilning af Carl Nielsen, fordi jeg finder det et næsten altafgørende projekt for at gøre Nielsen til andet end en lokal hemmelighed. Drengene i DSQ vandt fortjent, men det var godt nok en hård konkurrence, de var kommet ud i her! 

På scenen viste Carion, hvorfor de var nominerede: for det første spiller de sindssygt godt; for det andet viser de med deres kroppe, hvordan musikken hænger sammen i komplicerede koreografiske kombinationer. Det er overhovedet ikke spor poppet men derimod et meget stærkt bud på at gøre noget så abstrakt som Ligeti absolut vedkommende her i 2015. Lækkert! Men DSQ kan noget lidt andet og lader musikken strømme ud af kroppen. Ingen af dem søger det nemme, og begge ensembler er meget se-værdige udover at være værd at lytte til. 

 Årets talentpris gik til den unge klarinettist Jonas Frølund. Han bliver spændende at følge fremover, men det lover godt. Som aftenens vært Adam Simonsen sagde, at kunne sit instrument så godt i den alder er ikke helt almindeligt.

Den næste pris var årets internationale cd-udgivelse med absolut kompetente kandidater som Martin Stadtfeld med Bach, Tjekkisk filharmonisk Orkester med Dvorák, Bjarte Eike med egen barokmusik (!), Matthias Goerne med Schubert, Leif Ove Andsnes jo altså med Beethoven, og Igor Levit med Bach. Andsnes var min favorit, skarpt fulgt af den skønne Levit, men det blev norske Eike og Baroksolisterne, der vandt. Lidt skuffende, men i det mindste spillede Andsnes en tordnende klar Appassionata for os og lod sig overtale til et ekstranummer, en bagatel af … Beethoven.

Derpå handlede det om Lyt til Nyt prisen … Ikke just kernerepertoire for Concertanten, men de nominerede var Wiener Philharmonikerne (!) med Nørgård (!), Alpha med egne arrangementer af diverse, og Gáman med nordisk folkemusik og ny musik. De to sidstnævnte har en personsammenfald i kraft af blokfløjtenørden Bolette Roed, og det blev Gáman, der vandt; men Roed optrådte altså med sine to andre venner i det dybt sære fænomen, Alpha, der består af blokfløjte, saxofon og slagtøj. Meget sært, men det virker! 

 Sidste prisuddeling før pausen var Årets Ildsjæl. Denne pris går til en person, der gør en helt særlig indsats i musiklivet i bredest mulig forstand. De nominerede var Birgitte Getting for Orenæs Saloner, Katrine Immerkjær Kristiansen for orgelklubberne over hele landet, og Henrik Goldschmidt for sit Goldschmidts Musikakademi ude i Nordvestkvarteret. Fuldt fortjent gik prisen til Goldschmidt – jeg er jo helt pjattet med hans obospil, men hans indsats for at bringe børn, unge, og voksne sammen på tværs af kultur og religion er utroligt vigtig. Som en af de unge sagde på videoen: ”Akademiet er vigtigt for mig, fordi vi snakker meget sammen her, og det gør mig ligesom … glad!”. 

 Efter pausen, hvor jeg drønede ned i foyeren og købte boksen med Andsnes’ Beethoven-klaverkoncerter som kompensation for, at han ikke fik sin pris, var der så mere Beethoven: Trio con Brio foran DRSO i den sjældent spillede Trippelkoncert, et koncept, der eller var gået helt vildt meget af mode, da Beethoven skrev den. Men hvad, musikken fejler ikke noget! Og det gjorde aftenens sammensætning absolut heller ikke. Jeg er temmelig sikker på, at jeg har hørt dem opføre værket før til en af de allerførste koncerter, jeg var til ude i det nye koncerthus. Så mange af den slags værker er der jo altså heller ikke… Denne aften var de to damer i rødt som kontrast til de sorte, vi normalt ser dem i, når de spiller i DRSO. Selve koncerten er jo lidt sær – lidt af en symfoni, så en cellosolo, så noget kammermusik, så lidt klaverkoncert, og så videre. Jeg kan godt forstå, at Trio con Brio godt kan lide værket, for dels kræver det stor solistisk kunnen, dels kræver det intimt samspil indenfor trioen, og dels kræver det aktiv kommunikation med symfoniorkesteret. Få gider, ikke alle kan, men Trio con Brio kan og gider! Denne aften fik den fuld skrue, muligvis på grund af prisen, muligvis på grund af, at Soo-Jin Hong er på vej tilbage fra barselsorlov. Under alle omstændigheder spillede især Soo-Kyung Hong og Elvekjær meget intenst og kommunikerende. Det var meget, meget flot! 

 Der er ingen ”dom” denne gang – en priskoncert er lidt sit eget koncept: alle spiller for livet, alle er glade, den rigtige vinder hver gang (sådan da), og alle er smukke. For mig og så mange andre var aftenens højdepunkt Leif Ove Andsnes, der jo næsten er en af vor egne, og dog er så norsk, at man næsten kan høre fjeldene og det dyb vand i hans spil. Jeg er meget begejstret for hans Beethoven Journey, der er så anderledes end andre samtidige udgaver. Men den positive overraskelse var Carion, som jeg afgjort vil forsøge at dyrke nu.

Dog var der et lille skår i skønheden. Da jeg skulle bestille billet, var det ikke helt nemt at få en plads. Så derfor var jeg dybt overrasket over at se, at de to store terrasser bag scenen var helt tomme. Til gengæld hang der en kæmpeskærm over hovederne på os på 2. balkon – en skærm til ære for de par hundrede tilskuere på de to store tomme terrasser. Og vi på de tre balkoner kunne faktisk ikke rigtigt vende hovederne rigtigt for at se de båndede indslag på de to små skærme over to af sideterrasserne. Det var et meget sært setup, og jeg kan ikke rigtigt regne ud, hvad DR har tænkt. Jeg tror aldrig, jeg har været til en koncert derude, hvor de to store terrasser har været lukket af på den måde, så de må jo have gjort det med vilje.

Nårh jo, endnu et par skår var den intensive hosten undervejs, og de mange, der kom og gik og flyttede rundt blandt publikum. I betragtning af, at publikum ikke mindst bestod af det generelle musikliv og familie plus nogle vaneforbrydere som Concertanten, så må resten have bestået af det, en ven kalder ostegrosserere fra Rødovre eller lignende. Men en koncertsal er helt grundlæggende ikke en dagligstue med Sleepless lænestole. Kom endeligt, og tag familien med! Men husk, at vi andre også godt må være der og også gerne vil nyde musikken. 

 PS: DRSO blev dirigeret af Olari Elts, som jeg jo mødte sidste år med KglKapel, og han fik igen demonstreret, at han kan sin Beethoven. Dejligt gensyn! 

 PPS: Blandt publikum sås den unge Trio Vitruvi, der desværre ikke spillede men blot så til. Det er altid rart at se unge (og ældre) musikere blandt publikum.