Concertanten faldt med et brag for Dmitri Shostakovich for en del år siden; først, selvfølgeligt, symfonierne, og siden strygekvartetterne. Kombinationen af sammenbidthed og sarkasme er bedårende, jævnfør den vanvittigt vittige Tahiti Trot. Men hans operaer? Øh?

Med i mit operaprogram i denne sæson er til min glædelige forventning Shostakovich’ anden opera, Lady Macbeth fra Mtsensk. Gennem årene har jeg læst lidt omkring den og hørt en smule af musikken. Men det er unægtelig en opera, og tilmed en fra det 20. århundrede, så den har ikke just stået øverst på ønskelisten. Men når den nu tilbød sig selv, og da denne sæson jo går ud på at bryde nogle forståelsesgrænser, så drog jeg glad og forventningsfuld afsted.

Operaen

Denne opsætning er sat i scene af den tyske mesterinstruktør Peter Konwitschny og dirigeret af Alexander Vedernikov; scenografi af Hans-Joachim Schlieker, Timo Dentler og Okarina Peter. Vi bevæger os altså i de øvre lag af det europæiske operaliv, og Den kongelige Opera og Det kongelige Kapel har jo folkene til opgaven. Den altdominerende hovedrolle som Katarina med det triste liv synges af Anne Margrethe Dahl med Johnny van Hal som hendes elskede Sergei og Gert Henning-Jensen som hendes skvat af en mand. På besøg er Aleksander Teliga som Katarinas liderlige svigerfar. Billeder og biografier og den slags her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/opera/lady-macbeth-fra-mtsensk.

Shostakovich skrev operaen som første led i en lille serie a la Nibelungens Ring, der skulle illustrere kvindens frigørelse i en serie billeder før, under og efter revolutionerne i 1917. Her i den første opera er vi før revolutionen, et sted ude på bøhlandet hvor storkøbmanden Boris Timofejevich Ismailov har hånd- og halsret over sine ansatte og, mener han, sin søn og svigerdatter. Korruptionen og perversionen i dette samfund udmales med meget bred pensel i musikken. Det gjorde operaen voldsomt populær i Sovjetunionen de første 2 år efter premieren i 1934, indtil Stalin besluttede sig for, at den var kontrarevolutionær af en eller anden grund. Muligvis blev han mopset over, at sidste akt foregår på vej i fangelejr i Sibirien; et lille trick zarens regime brugte og det efterfølgende sovjetiske styre satte i højeffektivt system. Imponerende nok havde operaen faktisk førsteopførelse i København allerede i 1936 og var ganske populær allerede den gang.

Kort fortalt har den småborgerlige Katarina giftet sig opad i samfundet ved at blive købmandsfrue. Til gengæld er manden så meget trynet af sin far, at han ikke rigtigt er til noget i livet. Så Katarina keder sig. Sådan rigtigt keder sig. En ny mand bliver ansat. Han ser godt ud og er sådan en ”man’s man”, så Katarina falder for ham og hans ret håndfaste kurtisering. Bumbummelum, men svigerfar griber dem på fersk gerning, så Katerina ser sig nødsaget til liiiiige at komme lidt for meget rottegift i svigerfars natmad. Ups. Gemalen kommer sørgende hjem men undres over, at der ligger herretøj i Katarinas seng. Og så bliver Sergei og Katarina ligesom nødt til at kvæle ham og gemme ham i kælderen. Ups. Så er der bryllupsfest for dette nye par, men under festen kommer en misundelig gæst til at åbne døren til kælderen og snuble over et lig. Han drøner afsted til politiet, der er mopsede over ikke at være invitereret med til festen. Da hævn over manglende bestikkelse ikke er sådan at forklejne, bliver de unge elskende anholdt og sendt til Sibirien. Sergei er sur over sådan at være blevet berøvet sin nyvundne formue, så han lægger afstand til Katarina og hopper i høet med den letlevende Sonetka. Så ser den fortvivlede Katarina sig ligesom nødsaget til at smide Sonetka i floden. Ups. Men i det mindste vælger hun desperat også at drukne sig selv. The end.

I denne opsætning er scenebilledet helt nøgent. Et (samle-)bånd kører på tværs af scenen og fører personer og genstande ind efter behov. Katarinas seng, en stol og et bord, et helt kor, svigerfar, alt kommer ind på dette bånd. Baggrunden er en kasse, opdelt i kvadratiske tern og med glasfelter i siderne. På bagrunden projiceres lys og billeder, der skal bidrage til at fortælle historien – eller gøre den mere obskur. I anden halvdel, hvor vi gradvist synker ned i den mørke undergrund, males denne baggrund sortere og sortere. Katarina, Sergei, manden og svigerfar lægger ud med at være klædt i hver sin klare farve, men Sergei og Katarina ender med at være lige så gråmelerede som de menige medvirkende har været hele vejen. Det er en temmelig håndfast måde at udpensle det sociale fald…. Men nu er det jo også et temmeligt håndfast operatema.

Det er ganske avanceret musik, dette. Indenfor 3 måneder har jeg oplevet 3 operaer, der er skrevet omtrent samtidigt: Richard Strauss’ Rosenkavaleren, Alban Bergs Lulu, og nu Shostakovich’ Lady Macbeth. De er væsensforskellige, om end de egentligt handler om det samme: kvindens rolle i samfundet. Man kan uhyre let placere Strauss i den ene ende af et musikalsk spektrum og Berg i den stikmodsatte. På et sådan spektrum falder Shostakovich nogenlunde midt i det hele, om end klart i Bergs halvdel. Der er ikke megen skønsang-for-skønsangens-skyld som i Strauss, men der er langt flere melodier end i Berg. I virkeligheden er Shostakovich tættere på Richard Wagner i denne opera end på noget som helst andet – et mylder af småtemaer repræsenteres af specifikke instrumenter, lange stræk med melodisk behandling af det, hovedpersonerne ikke siger. Det gør ikke Lady Macbeth fra Mtsensk til barnebarn af Parsifal, men der er nu noget over den måde, at tilgå begrebet ”opera” som et Gesamtkunstwerk. Jeg sad på min pind højt hævet over orkestergraven og svømmede glad rundt i et hav af vellyd (undskyld blandede metaforer, men I ved, hvad jeg mener). Til gengæld kunne sangerne sommetider drukne i dette hav. Det gør mig ikke så meget – jeg går jo i operaen for musikkens skyld.

Dommen

En vens datter var voluntør forestillingleder på denne produktion og var så rystet over oplevelsen af samarbejdsformen, som Konwitschny præsterede, at jeg havde visse betænkeligheder. Hvis resultatet var fremragende, ville det retfærdiggøre psykologbehandling og hysteriske anfald? Interessant indgangsvinkel for Concertanten, for helliger målet midlet? Eller var der blot tale om en velfærdsdansk piges møde med virkeligheden? Jeg ved det faktisk ikke, da jeg kun har hendes oplevelse gennem hendes temmeligt oprevne hr. fader. Konwitschny er kendt for at sætte tingene på spidsen, og man tror jo gerne, at det kan kaste nogle konflikter af sig. Er det så bøvlet værd? Det må være en sag mellem teaterledelse og ansatte.

Resultatet af anstrengelserne var måske ikke perfekt, men det var slet, slet ikke ringe heller. Anne Margrethe Dahl er ingen vårhare, men hun fik fremstillet Katarina som en frustreret ung pige med derafkommende temperament og hysteriske hvin. Jeg er ikke altid betaget af hende, men hun ejer denne rolle fuldt og helt, og vi tror 100% på hende i rollen. Meget, meget flot! Resten af holdet var også helt i topform og meget troværdige i rollen, ikke mindst for Johnny van Hals nye skikkelses vedkommende. Den helt igennem vidunderlige Petri Lindroos gjorde præsten dybt depraveret og afskyvækkende, som kun han kan – aftenens flotteste stemme med en pæn margin ned til resten af feltet. Hanne Fischers fjantede og dog kalkulerende Sonetka var slet ikke til at stå for. Og så bliver jeg nok aldrig træt af at se Gert Henning-Jensen som handlingslammet og samspilsramt – få kan som han nærmest trippe baglæns i forsøget på at få tiden til at stå stille.

Selve opsætningen kan jeg som udgangspunkt vældigt godt lide. Den nøgne scene er stuvende fyldt med følelser, og båndet fører fuldstændigt forudsigeligt handlingen frem i et fast mønster – det siger ligesom enormt meget-agtigt om samfundet, men det virker godt i sammenhængen. De fem børn, der illuderer hovedpersonernes indre, uskyldige jeg, er også fine, i hvert fald for den lille Katarinas vedkommende. Men at bruge dem til at genfortælle handlingen i næstsidste billede, inklusive handlingen i sidste billede, som vi jo altså ikke er nået til endnu, er simpelthen højtlæsning for spædbørn. Kostumerne fatter jeg intet af – hvor er vi i tid og sted? Hvorfor de grimme grå pjalter til koret og andre ikke-hovedrolleindehavere? Hvorfor farve Katarina og Sergei grå i forbindelse med deres bryllup, når de nu er gledet ned i kriminaliteten en hel time tidligere? Og selvom jeg holder af Morten Staugaards stemme, og selvom han var fin som den korrupte politimester, så fatter jeg ikke behovet for hans talte, danske monolog om Stalin – det var blot endnu et ”staveplade-element” i opsætningen, der skulle skære beskeden ud i pap, så selv vi tungnemme kunne opfatte det.

Men hvis det oppe på scenen til tider var en smule tungt, så var der intet tungt nede i orkestergraven. Endnu en fabelagtigt velspillet aften med Kapellet i den topform, som vi har så svært ved at vænne os til. Vedernikov og musikerne havde tydeligvis stor respekt for hinanden og nød samarbejdet. Det pænt store udbryderorkester med størstedelen af messingblæserne, der delt spillede oppe på balkonen i damesiden, og dels blev kørt ind på scenen på samlebåndet var en fin gimmick og viste de fine instrumenter, men så nødvendigt var det nu heller ikke. Det gav en fin lydmæssig effekt, dog, og så er meget jo tilgivet. Emma Steele havde nogle vældigt fine soli på violinen, og Lee Morgan tryllede med klarinetten. Dog er jeg lige ved at synes, at Jacob Dam Fredens fagot var aftenens vinder – ikke mindst fordi andenvioliner og træblæsere havde byttet plads, så træblæserne trådte lidt mere frem i det samlede lydbillede. En stor aften for strygere, blæsere, og slagtøjsgruppen, og især en stor aften for det samlede orkester, der var stramt, intenst, og fuld af farver. Fabelagtigt!

Nogle venner var også til stede, og som en af dem sagde, så skulle vi lige i gang og ind i den verden, men fra andet eller tredje billede var vi der. I modsætning til min oplevelse med Berg for et par måneder siden, så var der kun få, der gik efter pausen. Det kunne have rart, hvis flere var gået og havde taget deres tuberkulose med sig, for sikke en hosten! Men nu havde nogle måske været derude på Dokøen i mange timer, da selve Operaen var fyldt 10 år et par dage tidligere og derfor havde åbent hus det meste af denne lørdag. Forudsigeligt nok dukkede jeg op til sidste indslag, en lille foyerkoncert med cellogruppen og deres nye solist, en herre med baggrund som solocellist i selveste Wiener Philharmonikerne. Det havde trukket den østrigske ambassadør ud i Operaen, og han og denne Franz Bartolomey havde tydeligvis en eller anden form for venskab. Det bliver spændende, hvilken effekt Bartolomey får på cellogruppen, hvis niveau er ganske højt allerede, men som dog har manglet en fast solist. Bag mig stod bl.a. Lars Bjørnkjær og Tobias Durholm og roste deres kolleger, og jeg hørte Emma Steele foreslå, at violingruppen gjorde noget lignende, for der var fuldt hus og vild jubel blandt publikum og blandt musikerne. Det var en skæg oplevelse, hvor cellogruppen absolut slog sig løs – tak for det, og tak for lige at give den en skalle til med Shostakovich!

En god dag og aften i Operaen. Og lige netop denne opera kunne jeg godt finde på at opleve igen – for musikkens skyld.