Den tyske stjerneviolinist Anne Sophie-Mutter er ikke mindst berømt for at være den tyske stjerneviolinist Anne-Sophie Mutter – hun har været helt fremme på de store scener siden begyndelsen af firserne og været tilbedt og forgudet lige siden. For den purunge præ-tante var hun en åbenbaring den gang i 1982 eller så: Her var en ung kvinde, kun et par år ældre end mig, og hun kunne se så fantastisk godt ud og spille den slags musik på sin violin?

Siden fandt Concertanten andre at forgude, især fordi violinspil jo ikke lige er min kop urtete, og nok så meget fordi jeg blev mere og mere optaget af den præ-romantiske spillestil, som Mutter ikke just leverer. Ganske vist har hun opsøgt andre og mere spændende græsgange, især før og under sit ægteskab med André Previn; men i bund og grund er hun en senromantisk violinist med et meget, meget stort kunstnerhjerte. Den slags laver man ikke rigtigt mere – nutidens unge stjernefrø slår sig op på krystalklar teknik og evnen til at knalde noder af i et forrygende tempo. Mutter derimod slår stadig hårdt på at fortælle med hjertet, koste hvad det koste vil. Det er der noget smukt i, og heldigvis skulle hun lægge vejen forbi DR Koncerthuset i januar 2015, så Concertanten kunne opleve hende i levende live.

Koncertanten

I den oprindelige plan skulle DR Symfoniorkesteret have være dirigeret af Rafael Frübeck de Burgos, og det var muligvis det, der lokkede Mutter til den københavnske udørk. I mellemtiden er han jo overgået til de evige dirigentpodier, og erstatningen, der skulle findes i en vis fart, var den unge rumænsk-amerikanske dirigentspire Cristian Macelaru. OK og fair nok, men programmet blev også ændret fra Beethovens 7. symfoni efter pausen til Brahms’ 1. Hrmf! DRSO skal åbenbart på miniturné i det tyske udland næste uge med samme dirigent, og måske derfor skiftet til Brahms? Denne lørdag eftermiddag gentages programmet, men dog med Nielsens 4. symfoni efter pausen. Dobbelt hrmf! Lidt snydt følte jeg mig, men Mutter ville jeg opleve!

Programmet fredag lød altså:

• Jean Sibelius: Finlandia op 26
• Jean Sibelius: Violinkoncert d-mol op 47
• Brahms: Symfoni nr. 1, c-mol

En pivkold januaraften, koncerthuset meldte udsolgt, og stuvende fuldt var der. Tilsyneladende havde DR besluttet sig for at kompensere for vejret ved at skrue op for varmen. I hvert fald sad vi og svedte på ukultiveret vis oppe på balkonerne. Jeg nåede frem til Mød Musikken og fik derfor en introduktion til den unge dirigent. Et behageligt bekendtskab at dømme efter den korte samtale, men til den lidt mere svulstige side af det moderne musiksprog. Nå, vi skal lade det komme an på en prøve.

Stuvende fuldt i salen, altså, og en vis nervøsitet på scenen. DR havde postet smukke billeder fra prøven torsdag på Facebook, men efter sigende havde alt ikke været lutter lagkage. I den stemning er det sin sag at lægge godt fra land med Sibelius’ Finlandia, der begynder med tromboner, der maler endeløse granskove. Det gik ikke særligt godt, men de kom hurtigt efter det. Finlandia er skrevet for at opildne finnerne til at skabe egen selvstændighed som nation efter århundreder som provins under det russiske eller det svenske imperium. Den slags skaber ikke nødvendigvis god musik, men der er da en indre spænding, der driver værket og gør den vedkommende også for velfærdsdanskere.

Med Sibelius veloverstået blev det tid til Sibelius. Men altså violinkoncerten denne gang. Spændingen i salen kunne ligefrem mærkes – nu kommer hun! Og det gjorde hun, som sædvanligt i superstram skulderløs aftenkjole og med venlige smil hele vejen rundt.

Strygergruppen sætter i gang med en sitren, Mutter løfter buen, og så er vi ellers afsted. Sære toner: hvor er vi, hvor skal vi hen? En lang førstesats stiller spørgsmål, orkesteret brummer, og Mutters markante buestil skaber kæder af tankegange. Den første kadence leveres med fynd og klem; den anden, store med et tørklæde over skulderen, for nu skal der spilles igennem. Og det bliver der. Det ser legende let ud, men det er det hverken i noder eller udførelse. Buen danser over strengene, venstre hånd flyver op og ned, de dybe tone er fulde af smerte, de højeste toner skærer i hjertet. Andensatsen er inderlig men ikke spor kærlig. Dog skabes et lille håb om menneskelighed. Tredje sats starter med brummende basser ”som isbjørnedans” ifølge introduktionen, og så sætter Mutter i med noget helt andet og nærmest svæver over orkesteret. Men de er ikke adskilte størrelser: det hele hænger sammen og danner et samlet musikalsk udtryk, der gør indtryk.

Et sekunds pause til lige at få vejret igen, og så er der ellers klapsalver! Alle op at stå, inklusive Concertanten, der jo reserverer stå-op-istisen til netop disse fantasiske oplevelser. Vi får lokket et ekstranummer ud af fruen, en sats fra en af Bachs partitaer for soloviolin. Også en meget personlig udgave af Bach, stik modsat min højtelskede indspilning med Viktoria Mullova, men hold da op, hvor hun får det til at give mening! Som violinist Runi Bech havde sagt under Mød Musikken, så kan ingen anden violinist slippe afsted med at spille på den måde; men fordi det netop er hende, så er det fantastisk.

Efter pausen, hvor Mutter drønede ned i foyeren for at signere CD’er, for man er jo også forretningskvinde, så var turen jo altså kommet til Brahms. Hans første symfoni, ikke uden grund kendt som ”Beethovens tiende”, men dog umiskendeligt Brahms. Førstesatsen dundrer afsted med skæbnesvangre paukeslag (gamle Johannes var en smule inspireret af Beethovens femte, helt ned i toneart og struktur), og strygerne slår de brede anstrøg an. To sjove midtersatser, og så slutter vi i dur og lys med blandt andet det, nogle af os genkender som ”Vi elsker dig, Norge” – denne fjerde sats giver mig altid en overvældende trang til at se filmen om S/S Martha og hendes brave besætning. Derfor var det en særlig glæde at se orkesterets norske musikere sende hinanden et listigt smil.

Sjovt nok gav orkesteret også et ekstranummer – man skal jo på turné, så man har lige øvet sig på noget Carl Nielsen, ved denne lejlighed Hanedansen fra Maskarade, komplet med vrissen klarinet og klukkende høns. Meget morsomt leveret, så god tur til Tyskland, drenge og piger!

Dommen

Det siges, at til torsdagens prøve var Mutter kommet ind, venligt smilende og småsnakkende, havde gjort det krystalklart hvordan, hun ønskede, at orkesteret skulle spille på specifikke steder, og var endt med at få sin vilje. Det kunne virke som primadonnanykker, men fidusen er, at det er kunstnerisk begrundet og ikke handler om at få hende selv til at tage sig bedst muligt ud. Det håber jeg i det mindste, for resultatet var som sagt fantastisk på trods af at det er det stik modsatte af min foretrukne klang. Jeg oplevede en kunstner, der er så meget mere end de herostratisk berømte bare skuldre og den fortsat smukke figur. Udover at have en meget genkendelig måde at spille på, så har hun også en meget genkendelig måde at spille selve instrumentet på: Den måde, hun sætter buen, er ganske vist smuk i sig selv, men det giver en meget, meget stærk tone, selv i de mest tyste steder i musikken.

Jovist: hvad Mutter siger, er det rigtige! Hun står langt tilbage på scenen, synker nærmest ind i orkesteret, næsten i skødet på andenviolinerne, og effekten er slående: vi skaber musik sammen! Hendes markante violintone fortæller en helt særlig historie; jovist er der et par skæverter i ny og næ; og ja, der er fri fortolkning over komponistens noder. Men i modsætning til så mange yngre violinstjerner, så skyldes skæverterne ikke, at Mutter løber tør for talent eller at farten lige blev lidt for høj. Nej, hun satser fuldt og helt på musikken med sin person. Den lille, spinkle skikkelse rummer en kæmpemæssig kunstnerisk sjæl, og musikken stritter ud af fingrene på hende. Jeg greb mig selv i næsten ikke at trække vejret i hele den halve time, som violinkoncerten varer. Sidst, en violinkoncert gav mig samme fornemmelse, var ved Christian Tetzlaffs rystende udgave af Beethovens violinkoncert sammen med Det kongelige Kapel. Det var fabelagtigt, og så bryder jeg jo mig overhovedet ikke om Sibelius!

En meget, meget særlig stund i København, og jeg misunder de 2000, der skal høre Mutter spille igen nu om 2 timer.

PS: Den unge dirigentspire er absolut værd at følge fremover. Hans stil ligger mig fremmed, men han skal nok nå at udvikle sig til noget stort, for han ved, hvad han vil med musikken.