Når scenen er stuvende fuld til en symfonisk koncert, kan der være tale om musik af blot en håndfuld komponister. Når der så er hele 8 hornister, så kan der stort set kun være tale om Richard Strauss. Ganske vist kender vi ham mest som operakomponist, men han skrev også symfonisk musik, ikke mindst de symfoniske digte, hvoraf Det kongelige Kapel til sin fjerde symfonikoncert denne sæson bød på to.

Se, der burde jo være nok til at holde Concertanten væk, da Strauss nok aldrig bliver noget hit hos mig. Men der ville også være en solist i Strauss’ obokoncert, og denne solist skulle være den store tyske obomester Albrecht Mayer. Så blev jeg interesseret! Da Berliner Philharmonikerne spillede i København forrige sæson, var han desværre ikke med i dagligdagsrollen som første solooboist dér, og jeg var på nippet til at være en lillebitte smule skuffet i den anledning. Alene for at opleve ham valgte jeg at udholde et rent Strauss-program, der altså så således ud:

• Richard Strauss: Till Eulenspiegels lustige Streiche
• Richard Strauss: Obokoncert i D-dur
• Richard Strauss: Ein Heldenleben

Yrdk! Plasteret på såret var altså obosolisten, KglKapel, og så dirigenten, Bertrand de Billy, som efterhånden kommer forbi hver sæson og giver en god koncert.

Koncerten

Vejrudsigten fik mig til at tage toget direkte fra arbejdet ind til centrum. Af praktiske grunde betød det, at jeg kom temmeligt meget for tidligt, så der var god tid til at få en bid brød og så teste den nye rute ud til Operaen. De nye broer fra Christianshavn til Arsenaløen betyder, at man kan komme fra centrum til Holmen uden at skulle ad Christianshavns Torv og Prinsessegade. Hvis man ikke ved, hvorfor det er en kæmpefordel, så skulle man tage at cykle eller gå ad Prinsessegade en fredag aften. God fornøjelse, siger jeg bare!

Jeg nåede altså derud i god tid, så jeg nuppede en kop kaffe før den sædvanlige introduktion til koncerten kl 19. Og minsandten om den, der skulle introducere musikken, ikke var min store obohelt, Henrik Goldschmidt! Som en anden skolepige kastede jeg mig for hans fødder og fremstammede min beundring. OK, helt så pinligt var det ikke, men det var en fornøjelse at høre netop den fineste danske oboist introducere den fineste oboist overhovedet.

Nå, ind på hylden med tanten og klar til koncerten. Till Eulenspiegel har jeg hørt et par gange med DRSO, og jeg kan ganske enkelt ikke se fortællingen. Jovist er hornene fremtrædende, men at de skal forestille at være Till selv, forstår jeg ikke. Til gengæld forstår jeg fint den lille skingre klarinet som værende Tills skoggerlatter. Vi følger skælmen Till Eulenspiegel gennem narrestreger og ballade, og vi hører (efter sigende), hvordan samfundet fælder dom over ham og slår ham ihjel. Men de gode ler bedst og til sidst, så den lille klarinet griner igennem som afslutning. Fnis. 

OK, videre, kom så med Albrecht Mayer!

Orkesteret halveres i størrelse, og de musikere, der ikke spiller med, finder en plads nede i parkettet eller ude i kulisserne, for heller ikke de vil gå glip af denne oplevelse. Ind kommer aftenens stjerne i fløjlsjakke og med et guldglitrende instrument – sådan er stilen: virtuos men fløjlsblød verdenstjerne. Mayer stiller sig dybt inde på scenen og sætter igang med den herostratisk svære obokoncert, der stiller store tekniske krav, siger min kilde. Oboen synger sine triller, vræler sin frustration, vrænger ad verden og triller så videre. Der er en intim samtale med en violin (aftenens koncertmester Tobias Durholm); og Mayer vender og drejer sig for at understrege de mange melodilinier, som de forskellige instrumenter spiller. Selv spiller han frit – et lavtstående nodestativ tjener som hukommelse, men da et sideskift mislykkes, spiller Mayer uanfægtet videre indtil musikken giver ham en tiltrængt pause, så han kan bladre frem igen. Som i al anden Strauss-musik er der sindsygt mange noder i denne obokoncert, men vi når til vejs ende, og selv Concertanten klapper højlydt. 

Vi får lokket et ekstranummer ud af Mayer – han holder en lille tale først, hvor han roser den smukke bygning og det dejlige orkester, og han udtrykker et lønligt håb om at kunne spille sammen med dem i Elbphilharmonien, hvortil han han vil flyve fra den nye lufthavn i Berlin – i 2028, når begge måske står færdige. Meget vittigt leveret! Ekstranummeret er med strygerledsagelse: et arrangement af en sats af Bach fra en orkestersuite (tror jeg nok). Henrivende smuk musik og intimt spillet af strygere og obo. Helt fantastisk kontrast til Strauss og et udtryk for meget vellykket samarbejde gennem ugen, tydeligvis; de Billy sætter blot strygerne i gang og stiller sig så helt ude i siden og følger med sammen med os andre. Mayer insisterer på at fremhæve orkesteret og individuelle musikere, ikke mindst altså Tobias Durholm og solobratschisten Sune Ranmo, der også havde meget fine passager i Strauss. 

 I pausen morede jeg mig med at tælle musikere blandt publikum. Jeg løb tør for fingre, men der var mange musikere og kulturpersonligheder, der lige som jeg ikke ville gå glip af Albrecht Mayer. Og så nuppede jeg et glas rødvin for at have noget at stå imod med under sidste værk: Ein Heldenleben, som jeg har hørt 3 gange og virkeligt ikke bryder mig om. Så hvad kan Kapellet gøre ved det?

Hornene blafrer, strygerne synger, træblæserne fletter sig ud og ind mellem hinanden, og trompeterne gjalder. Under fjerde sats (eller femte, jeg tæller ikke så nøje) forsvinder tre trompeter ud på bagscenen for at fungere som fjernorkester. Lige det nyder jeg hver gang – det er en fin effekt, der giver genlyd af alperne. Og så slår Tobias Durholm sig ellers løs i sin rolle som fru Strauss, der skælder og smælder og ellers ser godt ud. Jaja, vi må videre til dommen.

Dommen

Henrik Goldschmidt havde givet et par eksempler på, hvorfor han og så mange musikere er vilde med at spille Strauss – de nyder mylderet af melodilinier. som han sagde: “I Wagner er der lange transportstrækninger, hvor vi blot spiller klange. I Strauss er der en mening med hver node.”. Tjabumbum, dér må vi så bare være uenige, da jeg grundlæggende mener, der er for mange noder i Strauss og i øvrigt ikke kan få nok af Wagners klangbilleder.

Men Albrecht Mayer kunne skabe mening ud af Strauss’ nodemylder. Han synger simpelthen musikken, og han spiller med hele kroppen, inklusive hjernen. Præcis en uge efter at have oplevet Anne-Sophie Mutter spille musikken indefra, fik vi så en anden tysk verdensstjerne at se og høre, og han og Mutter har en del til fælles: De synker begge ind i musikken og forklarer den derfra. Oboister siges at være småhysteriske og besat af tekniske detaljer ved deres instrument, men Mayer er et fantastisk eksempel på en musiker. Hans obo har gyldne klapper, og måske derfor er hans lyd varm og gylden, selv når oboen skal vrænge som et hyrdekald. Og så spiller han sammen med de øvrige musikere – vi så tydeligt, at han dels spiller meget kammermusik og dels jo altså er orkestermusiker selv i den måde, han kommunikerede med orkesteret, og i den måde, han takkede individuelle musikkere. Det sås især i hans valg af ekstranummer, hvor han spillede tyst og intenst sammen med strygerne. Fantastisk at opleve! 

 Men så orkesteret … Vi kommer ikke uden om det: Der var ratslør i violinerne. Det er uhyre sjældent oplevet med Det kongelige Kapel, noget oftere med DRSO nede på Amager. Mest i Till Eulenspiegel, mindst i Ein Heldenleben. Men i betragtning af al snakken om, at de Billy havde arbejdet meget med detaljer under ugens prøver, så var det påfaldende, at strygerne ikke kunne sætte i som ét instrument. Måske var det manglende prik fra dirigenten, måske var det koncertmesteren, der var for fokuseret på sine i øvrigt vidunderlige soli. Men det var upræcist, og det er sjusk, for de kan jo godt!

Altså to minusser for Strauss og ratslør, men kæmpeplusser for Mayer, Tobias Durholms og Sune Ranmos soli, og for KglKapel som ensemble. Det var en god koncert, denne!

Schausser var mellemfornøjet i Berlingeren men slutter dog med noget, jeg KUN kan være enig i:

Det Kongelige Kapel har potentiale som et orkester i topklasse. Måtte ledelsen spille det stærke kort og vise dets vidunderligheder for hele verden.
Vi vil have mere!