I monopolets tid viste den enlige TV-kanal mindst en gang om året Mozarts opera Tryllefløjten, enten som opera fra en scene et sted, eller som en TV-oplevelse. I hvert fald husker jeg det sådan – der var en ufarlig børneudgave og en mere romantisk voksenudgave filmet af selveste Ingmar Bergmann, og musikken og billederne kom til at fylde en del i lillepigens hovede. Alle piger bør vokse op med ambitionen om at ramme Nattens Dronnings høje toner, og alle teenagepiger bør høre Paminas hjertekvaler for at forstå, hvad det betyder at være alene i verden. Ikke at Tryllefløjten er et stort psykologisk værk; tværtimod er det mest af alt skæg og ballade, men der er rigeligt med god musik til at fange et barn.
I denne sæson har jeg jo en operaserie til Det kongelige Teater, og den bød på Tryllefløjten i februar. Perfekt! Og rollelisten bød tilmed på Peter Lodahl og Gert Henning-Jensen alternerende som Tamino, Palle Knudsen som Papageno, og med lidt held Sine Bundgaard som Pamina. Mit hjerte, hvad ønsker du mere?

Operaen

Lørdag i tøvejr betyder normalt en dejlig cykeltur til Operaen, men en solid nordøstenvind havde tidligere på dagen næsten væltet mig af cyklen, så det var med det offentlige til Christianshavn og så på gåben til Operaen – nu heller ikke så ringe en tur.
Velankommen omend forblæst studerede jeg programmet. Oh ak, oh ve. Tamino ville blive sunget af en mig fuldstændigt ukendt svensker, Joachim Bäckström, og desværre er det først i marts, at Stephen Milling vender hjem og synger Sarastro. Suk. Men i det mindste var Sine Bundgaard Pamina, og med Palle Knudsen på plads som det naive fjollehoved Papageno, så var der da noget at se frem til.
Op på hylden med tanten. Operaen var stuvende fuld. Ja: stuvende fuld. Og de fleste forestillinger er allerede udsolgt. Tja, giv publikum, hvad de vil have (Mozart), og så skal de nok dukke op! Sammenlignet med sidste uges kulturelite, så er publikum til en Mozartopera lidt mere blandet, skal vi sige, men entusiasmen fejlede ikke noget, skulle det vise sig.
Scenen er opbygget af tre drejelige segmenter med forskellige stumper vægge, så scenografien konstant kan ændre sig og dermed få stakkels Papageno og Tamino til at fare vild. Som udgangspunkt er bundfarven himmelblå med farverige fjeragtige penselstrøg på – for mig at se en hilsen til Papagenos fugle. Orkestergraven er omkranset af en udløber af scenen, så forskellige sangere kan løbe rundt om musikerne og stå helt ude ved første række og tale direkte til publikum. Tja, OK, vi får se.
Under ouverturen vises fortiden: Paminas far er død, hans enke og Sarastro kæmper om magten, Sarastro vinder og tager også lige Pamina med sig tilbage til templet. Nogle år senere lander en ung prins i en ukendt dal og forsøger at undslippe en farlig slange (“Zu Hilfe, zu Hilfe, sonst bin Ich verloren”, hvorpå staklen besvimer, hvilket er den morsomste introduktion af en helt, jeg kender). I denne opsætning er slangen faktisk en slange, hvilket altid hjælper på forståelsen. De tre Damer dræber slangen og forsvinder så; Tamino vågner forvirret, da han hører fuglefængeren Papageno synge. Papageno kommer til at tage æren for at have dræbt slangen, Damerne bliver sure, og som straf skal han hjælpe Tamino med at redde Pamina fra den onde Sarastro. Nattens Dronning ankommer og synger om en moders savn. Sindsygt smuk arie!
Afsted med vore to helte, og de farer naturligvis straks vild. Herfra går det slag i slag. Folk kommer og går, misforståelser opstår, kærligheden fænger, Papageno bliver forvirret, Tamino øver sig i at være helt, Pamina forsøger igen og igen at flygte, Monostratos forsøger igen og igen at komme i kanen med hende, og Sarastro lusker hele tiden rundt i baggrunde for at virke uudgrundelig.
Det hele ender på sin vis godt: Papageno får (en hel del vin og) sin Papagena trods alle sine overtrædelser af reglerne, og Pamina og Tamino går en hel del igennem for dog at få hinanden til sidst. Nattens Dronning må opgive sit hævntogt (efter jo altså at have knaldet nogle virkeligt høje toner af i sin store arie “Die Hölle racht”), og hun og Sarastro indgår en slags våbenhvile og lader magten gå videre til de unge mennesker.

Dommen

Handlingen er jo ren skæg og ballade under et tyndt slør af filosofisk debat om godt og ondt, følelse og fornuft. Nogle mener, at Tryllefløjten er Mozarts forsvar for frimurerordenen, men det mener folkene bag denne opsætning ikke. Jeg er nok mest enig med sidstnævnte: I Sarastros tempel taler man meget om oplysning og indsigt, men det er ren tågesnak og mandehørm. Det ligger jo også i tiden: i 1791 er kvinden afgjort det svage køn og ikke til at regne med.
Denne opsætning er mest af alt smuk: det er en visuelt behagelig scenografi, og det virker fint med de roterende vægge. Kostumerne er neutrale med undtagelse af Nattens Dronnings stjernebestrøede kjole og Sarastros kåbe. Det er faktisk befriende, at der ikke er konkrete tempelsøjler. Det er ikke helt så abstrakt som den skønne opsætning af Parsifal på Metropolitan Opera sidste år, men der er helt klart blevet skelet til den, da man skulle koreografere de indviedes bevægelser.
Palle Knudsen er som forventet helt uimodståelig som Papageno. Han tilfører klovnerollen en fysisk tilstedeværelse, og vi forstår glimrende, at Papagena falder pladask for ham – det gør vi også. Hans modstykke er Joachim Bäckströms Tamino, hvor rollen jo er noget af en vatarm. Jeg ville virkeligt gerne se Peter Lodahls bud på den rolle, for selvom Bäckström synger skønt og ser nydelig ud, så får han ikke rigtigt fat i det helteagtige ved den unge prins.
Hvad Pamina ser i Tamino, har jeg svært ved at se, men Sine Bundgaard er skøn som den desperate teenager, der kæmper med livet. Hendes duet med Papageno om kærlighedens væsen var usigeligt smuk og bragte mindelser om deres stikmodsatte forhold i Don Giovanni sidste sæson, hvor hun var Donna Elvira, og Palle Knudsen var en Don Giovanni, der ikke fik lov at vise, hvorfor donnaerne var vilde med ham – det giver Knudsen så et frisk bud på her i stedet for. Hvor ville det dog have været rart, hvis han havde fået lov at slå sig løs dengang. Akkeja, i hvert fald stråler han som Papageno.
Rundgangen om orkestergraven bruges flittigt og virker fint, men mindre man jo altså sidder ude i siderne på en af balkonerne, for så kan man ikke se den sanger, der står dernede og synger så dejligt. Ikke mindst var det godt udnyttelse af orkestergraven, der jo stod halvtom: 2 x 8 violiner og en håndfuld bratscher fylder virkeligt ikke meget. Som altid lækkert spillet af KglKapel, denne gang under en flagrende enthusiastisk ledelse af unge Rory Macdonald. Han havde fint nok styr på det og skal nok blive til noget en gang.
Aftenens største bifald og hurraråb (fra en stor enthusiast på første balkon midtfor) gik til Nattens Dronning, Burcu Uyar, og hun var da også fin og uanstrengt på de høje toner. Jeg savnede noget drama i hendes bevægelser, men god, dét er hun. Det samme kan jeg ikke sige om aftenens Sarastro, Henning von Schulman. Han mangler noget i dybden, synes jeg, og så var han handikappet af et stygt kostume og noget, jeg kun kan håbe er en fejlslagen paryk. Synd, for det gjorde ikke rollen lettere at holde af.
Det var en pragtfuld aften i Operaen, og jeg er meget, meget tilfreds med denne min første rigtige Tryllefløjte. Slangen var en slange, fløjten var en fløjte, (klokkespillet en rulle med juletræspynt, sært nok), og der blevet sunget, sagt vitser, og spillet så Concertanten blev glad. Når forventningerne er høje, kan det næsten kun gå galt, men de medvirkende syntes tilsyneladende også, det var sjovt at være med til. En glad aften i Operaen – køb en billet, hvis du kan få den. Ellers må vi håbe, operachefen sætter den op igen om et par år….