Lieder? Mig? Jo, en gang imellem.
Den sidste mandag i en februar med snøftevejr bød det lille verdenssted Mogens Dahls Koncerthus på Islands Brygge på en Lied-aften i verdensklasse: tenoren med speciale i Lied (og barok) Mark Padmore og luksusakkompagnøren Julius Drake gav en omgang sange af Schubert og Fauré. Det lyder som en sær kombination, især for Concertanten, men det gav mening!

Koncerten

Mogens Dahl brænder for musik – det gør så mange, men han har stablet en lille juvel på benene i form af en koncertsal med en blakket fortid som autoværksted og så tilmed på det tidligere så suspekte Islands Brygge. Siden de tidlige år er området blevet gentrificeret i en grad, så selv jeg helt frivilligt spiser på (nogle af) de lokale restauranter. Dahls koncertsal er yderst velegnet til kammermusik trods sære proportioner, og jeg har tidligere bl.a. nydt en aften med Schuberts Winterreise fremført af Bo Bøje Skovhus der. Mark Padmore har en anden klang og anden tilgang, men jeg havde kun hørt ham i radioen før. Spændende.
Velankommen i februarsumpen opdagede jeg en uvelkomnen ændring: flygel og lys anbragt i fjerneste ende af koncertsalen. Ahva? En af fiduserne hos hr. Dahl er, at publikum omkranser scenen, så alle er tæt på hovedpersonen. Nu var opstillingen mere klassisk cigaræske, og jeg måtte nøjes med en plads med meget begrænset udsigt til hovedpersonerne. Hrmf! Til gengæld kan man på P2’s Facebook-side se billeder med ham-der-går-til-de-samme-koncerter-som-jeg-men-flere siddende på forreste række som sædvanligt.
Vi lægger ud før pausen med Schuberts Seidl-kompositioner, en samling meget forskellige sange med Viola som den eneste, der når Winterreise til sokkeholderne. Padmore ankommer klædt i sort og sit sædvanlige byzantinske blik. Stemmen er dog hverken byzantinsk eller sortklædt: mørk, jovist, men elastisk og udtryksfuld. Englænderen med speciale i Lieder har noget nær perfekt udtale af de gamle tyske ord, og stemmen formidler stemningsskiftene klarere end ansigtet.
Concertanten er henrevet og klapper begejstret!
Efter pausen er det så Faurés Verlaine-kompositioner, herunder et par strofer, som jeg kender bedre fra Art of Noise’s udgave af Claude Debussy: Il pleure dans mon cœur comme il pleut sur la ville. I Faurés version noget mere … hm, sødsuppet, tror jeg nok, jeg synes, men Padmore er fuld af følelse og loyal. Den lange og efter sigende berømte La Bonne Chanson går over mit hoved bortset fra smuk fremførelse – før anden afdeling holder Padmore en smuk lille tale om forskellen og især ligheden mellem de to sæt sange og fremhæver Viola og La Bonne Chanson, hvor sidstnævnte dog fremstår som mere djævelsk og kompliceret. OK, måske er den mere berømt og berygtet, men jeg var dog mere optaget af Viola.

Dommen

Smuk og som altid stuvende fuld sal, begejstret publikum, og to stjerner på det ikke eksisterende podium. Sådan er det hos Mogens Dahl. Jeg spiser jævnligt rundt om hjørnet, men denne aften drønede jeg lige fra jobbet, så middagen stod på Nørreporthotdog, og det gør ikke Schubert ringere! Til gengæld kan det ikke udelukkes, at det begrænsede koncentrationen i anden del. Eller også er jeg bare mindre begejstret for Fauré?
OK, jo, jeg er mindre begejstret for Fauré, og dog er disse sange meget mere vedkommende end hans orkesterværker, herunder det berømte requiem. Det virkede som om, han skrev mere vedkommende til Verlaines meget jordiske ord. Symbolisme, jovist, men dog jordisk.
Padmore og Drake var der dog ikke en finger at sætte på. Smukt, indlevet, vidunderligt! Ekstranummeret var Schubert, selvfølgeligt. Stående applaus, jovist, men også københavnerklap, der trods alt er bedre. Skøn, skøn aften!