I Det kongelige Teaters katalog for sæsonen 2014-15 optrådte en efter sigende nyskrevet opera af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, en af de to helt store nulevende danske komponister. Jeg har ikke hørt meget af ham, men det, jeg har hørt, har været godt og ikke mindst skælmsk fra tid til anden. Men derfra og så til at købe billet til en helt ny opera, når jeg nu har så travlt med at finde ud af genren som sådan, der er temmelig langt.

Månederne gik, sæsonen kom i gang, jeg fik hørt noget opera, besluttede mig for at også se denne – og så var der udsolgt!

Ganske vist blev operaen, ”Sol går op, sol går ned”, sat op på den lille Takkelloft-scene, men alligevel: udsolgt til en opera, der ikke engang er skrevet af Mozart?

Heldigvis besluttede man at tilføje et par opsætninger yderligere, så en torsdag aften sidst i februar kunne jeg debutere som cyklist ad de nye broer til Dokøen (dejligt, hvis det ikke lige var for hullerne i asfalten lige på det mest mørklagte stykke, yderst på Christianshavn) og stille mig i kø til Takkelloftet.

Operaen

Jeg havde læst lidt op på tingene på forhånd og vidste, at operaen bygger på tekster fra Prædikerens Bog og Højsangen – kernestof for Gudmundsen-Holmgreen. Han har åbenbart gået og puslet med operaen i et par årtier, hvilket forklarer, at adskillige steder var musikalsk genkendelige. Vi myldrer alle ind i gåsegang, for der er unummererede pladser og kun 1 dør. Rummet er drejet i forhold til normalen – vi kommer ind ad en dør i den normale venstre side, men tilskuerbænkene er stillet op på tribuner på væggen ud mod kanalen, og der, hvor vi normalt ville være, er der nu scene. Ja, scene og scene er så meget sagt : gulvplads delt i to ligeværdige halvdele af en buet halvmur af træstolper. Lige ved indgangen er gulvet fyldt op med kroppe – koret ligger krummet sammen. Tilskuerpladserne er også delt i to ligeværdige halvdele, adskilt af ”orkestergraven” med et par håndfulde musikere under ledelse af Jakob Hultberg. Den øvrige besætning kan lidt endnu læses her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/opera/sol-gar-op-sol-gar-ned.

Jeg kanter mig over i venstre side – foran os lister Sten Byriel rundt i et bur. Han skal spille den gamle Salomon med kulsorte tekster fra Prædikerens Bog. Mellem ham og det stadigt liggende kor trisser fire skuespillere rundt. I øvrigt er rummet sort med et mindre hav af bolde i forskellige størrelser og farver drysset rundt over det hele.

Musikken går stille i gang, og koret vågner. Gentagne melodilinier og mønstre, dybe sorte toner fra Byriel, pudsige kommentarer fra skuespillerne, og gentagelser, gentagelser. De unge elskende fra Højsangen synger til hinanden, og to dansere udfører akrobatik. Efter pausen, da vi kommer ind igen, står den unge Salomon splitternøgen midt i det hele og venter på os og sin elskede. Hun synger sin længsel, han bliver klædt på, og de bruger resten af akten i baggrunden med at svinge solens store gule bold mellem sig og synge om ungdom og længsel. Skuespillerne kæmper med at få styr på alle boldene, Byriel synger om tomhed, danserne klæder koret ud og derpå af igen, og koret ender med at gentage budskabet om gentagelse gentagne gange.

Lyder det sært? Det både er det og er det ikke.

Dommen

I introduktionen fik jeg det bedste råd nogensinde, hvad angår opera: Tag et glas vin, slå sanserne ud og sluk for fornuften. Det virkede i den grad her, men i virkeligheden gælder det jo de fleste musikalske oplevelser.

Selvom man ikke er til buddhistisk filosofi eller moderne kompositionsmusik, så er Gudmundsen-Holmgreens musik til Sol går op, sol går ned simpelthen fantastisk! Menneskestemmer og instrumenter blander sig i tæt sammenstillede harmonier og kontraster med hver deres melodistumper, der som byggeklodser kombineres i et utal af variationer. Til tider tranceskabende, til tider skingert. Hele tiden vedkommende. 

 Jeg hørte en samtale i radioen mellem Pelle Gudmundsen-Holmgreen og et par yngre kolleger, hvor han sagde lige ud, at han var uenig med Eva-Maria Melbyes iscenesættelse. Dét i sig selv lægger selvfølgeligt et metalag til oplevelsen – et værk, der blandt andet handler om kontraster, tager ikke just skade af at have et strøg af konflikt over sig. I partituret skal de fire skuespillere være opryddere eller skraldemænd, der kæmper med at flytte rundt på en bunke skrammel på scenen. Hér har de filosofiske samtaler, skrevet af Ursula Andkjær Olsen, iblandet en del bandeord og i luften frit svævende citater fra nutidens massemedier. Især rørte Hadi Ka-Koush mig med sin desperate insisteren på at få ryddet op i alle de bolde, for ellers bliver chefen sur. Men ellers bibragte de ikke rigtigt forestillingen noget ud over et par fnis.

Næ, så var der mere på spil for sangerne. De unge elskende blev sunget smukt og indlevet af to mig ukendte sangere, Aileen Itani med en fuldstændigt vægtløs sopran, og den svenske tenor Andreas Landin. Koret på 12 stemmer var en blanding af et klassisk græsk kor og individuelle stemmer, og de lagde en fabelagtig bund under det hele.

Musikken blev leveret af en elguitar og elbas og så et par strygere, tre basuner, Kim Bak Dinitzen på cello og Lee Morgan på klarinet. Niveauet var skyhøjt, og de havde det sjovt med opgaven, tydeligvis.

Jeg håber virkeligt at Det kongelige Teater holder fast i det partitur, så vi kan opleve operaen igen om et par sæsoner. Den er for god til at gå i glemmebogen!

PS: i aftes, kun to aftener efter denne rystende oplevelse, var jeg i operaen igen, nu for at opleve noget helt, helt andet, skulle man tro. Herom i den næste blogpost. Men tro mig: Det kan være svært at få plads i hovedet til 3 vidt forskellige musikalske oplevelser på blot 6 dage….