Det har taget sin tid at nå frem til denne blogpost, men det har været svært at nå frem til, hvad jeg syntes i lørdags, da jeg var til ugens anden opera og tredje vokale oplevelse. Det tillokkende var hverken Händel eller Den kongelige Opera men derimod fyldet nede i orkestergraven: Concerto Copenhagen. CoCo blandt venner og bekendtskaber gør et fabelagtigt stykke arbejde for at gøre barokmusik vedkommende; tilmed iført mere eller mindre originale instrumenter: tarmstrenge på strygerne, ventilfri messingblæsere, træblæsere uden (ret mange) klapper. Og det er medrivende, entusiastisk, fantastisk hver gang. Sådan da.

Concertanten er stadig lidt gråmeleret hvad angår barokmusik generelt og såkaldt oprindelig opførelsespraksis specifikt. Det sker, at man tænker ”Nåhr, det var derfor, man opfandt ventilerne”, og den slags…. Men jeg er vild med entusiasmen og tilgangen til musikken, fordi man får indsigt i den verden, komponisten levede i og komponerede til. At samme komponist sikkert drømte om en helt anden musikalsk verden er så noget, den ”moderne” musikverden må og kan håndtere. For eksempel er jeg helt tosset med Leif-Ove Andsnes’ knastørre Beethoven-klaverkoncerter men er ikke blind for, at Beethoven sikkert vil have foretrukket noget mere højlydt a la Stokowski.

Nå, men det var en lørdag aften, og jeg cyklede til Kongens Nytorv og Det kongelige Teaters Gamle Scene, hvor man ligesom gør sig i den slags ting.

Operaen

Lige så lækkert det er at ankomme til Operaen på Holmen, ligeså hyggeligt er det at ankomme til Gamle Scene, det så at sige oprindelige Kongelige Teater midt i Kongens By. Selve torvet er en byggeplads i disse år på grund af den fuldstændigt uforudsigelige udvidelse af metroen… Hvis det lyder sarkastisk, så er det fordi, det er det. En pølsebod er der dog, og en god café i den tidligere sidefoyer, plus selvfølgeligt byens andre måltidstilbud.

Inde i huset er der hyggeligt, for alt er velkendt og en anelse småslidt hist og her. Denne aften er min billet på første etage, og så ved man jo, at man skal op ad trappen, rundt om hjørnet, og så op ad den anden trappe. For sådan er huset jo! I 1890’erne gjaldt det om at holde skæg for sig og snot for sig, og min billet er nok sådan nærmest skægget-men-ikke-helt-skæg. Eller noget i den retning. Der findes hele bøger om, hvordan det hus er er indrettet.

Nå men der var ligesom en opera, vi skulle have afviklet. Alcina af G.F. Händel, skrevet, selvfølgeligt, i hans år i London. Så det handler om smæk for skillingen, rigeligt med arier, og en handling, man kan forstå. I denne sammenhæng er ”man” en dannet person i samtiden. Denne opsætning er den første i København overhovedet, hvilket illustrerer den hastighed, hvormed barokken gik af mode i sidste halvdel af 1700-tallet.

Vi er midt i fortællingen om Orlando Furioso, et heltekvad i samtiden, som alle, der gik til opera, kendte. En sidefortælling handler om troldkvinden Alcina, der indfanger mænd, og når hun er færdig med dem, forvandler dem til sten eller dyr. Ind træder så en ung kvinde, der leder efter sin forlovede, der er indfanget af Alcina. Der er trolddom på begge sider, men de unge elskende får hinanden til sidst. Undervejs får vi arie på arie på arie og uendeligt lidt handling. Rollefordelingen kan læses her. Denne aften synges Alcina af Nicole Heaston, en amerikansk sopran med fokus på barokmusik, men ellers af danske Inger Dam-Jensen. Dét gør en forskel! Det er yderst sjældent, andet end stemmen gør en forskel i en operaopsætning, men hér gør hudfarven det også: Et kostume, der lægger vægten på sort, gør sig vidt forskelligt på en snehvid person og en afroamerikansk person. På websitet kan man se, hvordan Inger Dam-Jensen tager sig ud som Alcina. Hvad jeg nu ved, er at Nicole Heaston fik kostumerne til at tage sig helt anderledes naturligt ud. Brandsår og andre ar virkede fuldstændigt naturlige som en reaktion af Alcina på sine genvordigheder. På Dam-Jensen vil de virke langt mere demonstrative. To meget forskellige udtryk, begge baseret på musikken, men oplevelsen for publikum er meget forskellig i kraft af kostumet. Det har jeg ikke set før – titelrollen i Bizets Carmen er trods alt meget sjældent spillet af andet end en blegfed nordeuropæer eller lignende, og det gør ingen forskel undtagen rent stemmemæssigt. Hér gør det fuldstændigt undtagelsesvist en forskel i opfattelsen af rollen: Fra at være en påtagelse af et fysisk handikap, nemlig den brændte arm, blev det en accept af et handikap. Dét er da to yderst forskellige versioner af rollen!

Denne aften er i øvrigt præget af skiferierne, så der er et par erstatninger… Videre til dommen.

Dommen

Lang opera! Og det siger jeg på trods af min kærlighed til Wagners operaer. Men i en barokverden er 3 timer lang tid. Især fordi der ikke er drager. Overhovedet. Det er tre akter med arier. Nichts weiter.

Jeg har brugt lidt af de forgange dage til at overveje, hvad jeg egentligt syntes. Og jeg er ikke rigtigt nået til en konklusion endnu: Jeg forstår fuldtud hvorfor operaen ikke er blevet opført før: den er simpelthen ikke særligt spændende. Men til gengæld er den fuld af fine arier.

Nicole Heaston er vidunderlig i rollen. Det er norske Marius Roth Christensen som slaven Oronte også. Resten kan ses her: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/opera/alcina. Det kongelige Teater har i denne sæson åbenbart hyret unge Anke Briegel, som jeg har oplevet bl.a. i Strauss’ Rosenkaveleren. I Alcina får hun udfoldet sit komiske talent og tak for det. Ellers var det en udpræget mezzo-aften: 3 mezzoer i ledende roller – så ved vi, at vi er i barokken med den tids kastratsanger. Kan man ikke sige noget pænt, bør man tie, så jeg vil ikke sige noget om diverse mezzoer, trods store bifald på aftenen. Denne aften var der ingen kastrater men til gengæld kun 1 tenor. Resten var groft sagt mezzoer og en enkelt bas. 

 Blah blah, hvad med musikken?

Dén havde det fint i hænder og lunger på CoCo! Sindsygt fine soli for cello (Thomas Pitt) og violin (Fredrik From – læs alt om dem her: http://coco.dk/). Og så var den relativt anonyme obo i øvrigt spillet af Alfredo Bernadini. Så er niveauet lagt pænt højt!

Jeg er stadig gråmeleret omkring denne opera. CoCo var som sagt vidunderlig. Et par sangere OK på aftenen, men ikke en fabelagtig oplevelse som sådan. På aftenen havde jeg en OK aften, men ikke mere end sådan.

Men CoCo er absolut et genhør værd!