For adskillige år siden var den ungarske stjernedirigent Adam Fischer på udkig efter et kammerensemble til et langtidsprojekt. Samtidigt var det statsejede DR indehaver af et par ensembler, som man ikke rigtigt vidst, hvad man ville med. Symfoniorkesteret, tja, det gav lidt sig selv. Og så var der Underholdningsorkesteret, der var en blandet fornøjelse, så at sige. Tanker tænkes, hjerter mødes, og vupti fik DR Underholdningorkesteret (DRUO) en ny profil som wienerklassisk kammerorkester under inspireret ledelse af Adam Fischer. Efter nogle år fik de sammen kæmpet sig frem til noget nær verdenseliten, når det kommer til Mozart og Haydn (i den rækkefølge), og de begyndte at øve sig på Beethoven.

Da blev Concertanten interesseret. Et par koncerter af meget høj intensitet og kvalitet blev det til, og så nedlagde DR orkesteret under budgetundskyldninger. Concertanten blev ked af det pga den meget livlige Ludwig, DRUO havde præsteret. En sidste koncert i det meget sene efterår, mens folkehavet diskuterede frem og tilbage og nåede frem til en folkeindsamling for at bevare “Underholdningsorkesteret” som netop dét: et ensemble, der spiller næsten alt fra underlægningsmusik til altså Beethoven for alvor.

Jeg var uinteresseret i indsamlingen, Facebook-gruppen, støttekoncerterne, og det generelle følelseshav. Men så dukkede et link op til en koncert med det nye Danmarks Underholdningsorkester (DUO) og Fischer med Mozart og Beethoven i Konservatoriets Koncertsal. Vupti, afsted med tanten!

Koncerten

En frysende kold søndag eftermiddag cyklede jeg så langs Søerne til Frederiksberg. Fin cykelrute, men nøj, hvor koldt!

Velankommen så jeg mig omgivet af DRUOs venner, der åbenbart forsøger at følge med DUO. En ven kalder dem “ostegrosserere”, hvilket ikke er pænt ment. Jeg tror, nogle af dem er i grosser-segmentet, men de fleste er, så at sige, i et mere akryl-baseret segment. Nogle elsker musikken, nogle elsker det at være medlem af en Venneforening. Begge har absolut deres berettigelse, og jeg holder af begge, hver på deres vis.

Programmet denne søndag eftermiddag i det lettere slidte hus lød på:

• Mozart: Symfoni nr. 38 i D-dur KV 504 (Prager-symfonien) 
• Mozart: Ch’io mi scordi di te KV 505 (koncertarie med ungarske mezzosopran Zsófia Kálnay i årets mindst flatterende kjole)
• (Pause)
• Beethoven: Symfoni nr. 7 i A-dur, Op. nr. 92

Tanten havde købt en billig plads på gulvet … Dels af budgethensyn og dels for at kunne se interaktion mellem dirigent og orkester. Pakket ind i akrylsegmentet kunne jeg nyde udsigten til orkesteret, der myldrede ind til heftig applaus: som privatfinancieret ensemble er DUO noget flydende i sammensætning. Jeg så tidligere medlemmer af DRUO, musikere fra Det kongelige Kapel og (især) Copenhagen Phil, plus et par violiner, jeg for nyligt nød med Concerto Copenhagen. Dertil lidt fra overskudsproduktionen i Øresundsregionen. En blandet forsamling, der kun delvist overlappede med Fischers Danish Chamber Orchestra, eller hvad det nu lige var, man kaldte DRUO.

Ind sprang Fischer, og afsted det gik med Mozart. En bred akkord til at sætte os i gang, og så gik det ellers over stok og sten. Erik Heide som koncertmester, Jon Gjesme på andenpulten, så førsteviolinerne var i topform. Men hov, oboen var Henrik Goldschmidt, så det swingede hos træblæserne. Mozart er … ikke min kop Melange, men de sene symfonier er da fine nok (jeg elsker nr. 40!). Pragersymfonien er Mozart lige før toppunktet: melodilinien skifter flittigt, akkorderne er komplekse nok. OK, videre.

En lidt sær mellemret var koncertarien af Mozart – mezzoen i dybblå kjole, maestro delvis som pianist, og et strygerorkester med et par blæsere. Sært, men flot fremført.

Så var det tid til hovedretten: Beethovens syvende. Ville dette nye sammenstykkede og mere eller mindre midlertidige ensemble leve op til den Livlige Ludwig, som jeg faldt for med Fischer og DRUO?

Vi begynder med endnu en bred akkord, og så triller strygerne videre alene en stund. Fischer pisker, lokker, roser, og stemningen rocker. Paukerne buldrer, hornene gjalder af alperne sært nok, strygernes buer mister et par hår. Andensatsen får hele salen til at holde vejret – det er sørgmodigt men usentimentalt og fremadskridende. Derpå noget Hey Presto – vi spiller hurtigt, gør vi, men strygernes fingre kan lige nøjagtigt følge med. Til sidst en finale, der swinger – jeg har sjældent set så mange musikerfødder vippe i takt med musikken. Ikke at det var umpa-umpa 4/4. Men der var en håndfast kant på tonerne, der fik melodilininerne til at stå krystalklart.

Nej, jeg kan ikke nære mig længere – dommen, tak!

Dommen

Bravo!

Dette var ikke en Livlig Ludwig i stilen fra DRUO. Dette var noget ganske andet, omend beslægtet. Svimlende Svedigt Spillet, kan man kalde det. Eller Trodsens Triumf. På en eller anden måde forstår jeg nu bedre, hvorfor Haydn skrev og hans lille kapel opførte den anklagende Afskedssymfoni i sin tid: Man kan komme langt med god musik, gode musikere og et budskab, man gerne vil af med.

Hér var budskabet, at Fischers stil med det lille orkester er så kantet som et barokorkester og så spillevende som musikerne selv. Det er ikke magisk: det er benhårdt samarbejde og hjerteblod i litervis. Musikerne sad med kæmpemæssige smil på undervejs i Beethoven især, for de nød dette samarbejde og frugten deraf.

For nyligt var jeg til en Bach-extravaganza af en koncert med Concerto Copenhagen, som ikke nåede med på bloggen. Min pointe er, at musikerne i CoCo og lignende ensembler ofte har et stort smil på undervejs, fordi de ved, at vi ved, at det er hundesvært at spille på tarmstrenge og med øvrige originalinstrumenter og dog få det til at lyde så vedkommende, nutidigt og fuldstændigt fantastisk levende. Jeg havde lidt samme oplevelse denne søndag eftermiddag: Fischer er en af de helt store dirigenter, musikerne nyder at arbejde sammen med ham, og de har et fælles projekt, der er blevet meget, meget vanskeligt. Og derfor smiler de, når det lykkes.

Der blev spillet helt ud af alle, og resultatet var af meget, meget høj kvalitet. Er det den bedste udgave af Beethovens 7., jeg har oplevet? Hm, jeg tror det. For næsten præcist et år siden oplevede jeg DRUO og Fischer med samme symfoni. Der var elementer, der gik igen i de to udgaver, men denne var … mere trodsig men også drevet mere af lyst til at spille på lige netop denne måde.

Om kampen fortsætter, ved jeg ikke. Om den lykkes, ved jeg heller ikke. Der er en Facebook-side, der støtter projektet, men jeg ved ikke lige, hvad den ønsker at opnå, så længe den hedder “Bevar DR Underholdningsorkesteret”. Det løb er ligesom kørt, kammerater. Der bør være plads i Danmark til et kammerensemble af international kvalitet som dette, og det behøver slet ikke være statsejet. Men før jeg kan støtte det, så bør man finde ud af, hvad det er, man ønsker støtte til.

Under alle omstændigheder tusinde tak til Adam Fischer for at insistere på kampen og motivere musikerne til at levere deres absolut ypperste!