Det er marts, og på grund af lidt pudsig sæsonplanlægning er det tid til Det kongelige Kapels femte og sidste symfonikoncert i sæsonen 2014-15. Det er cirka 2 måneder tidligere end de seneste par år, men til gengæld var der lagt op til et noget mere behageligt program end sidste år, hvor man sluttede med Messiaens Turangalîla-symfoni, som jeg overhovedet ikke var betaget af.

Næ, denne gang var der russere på programmet, og så er Concertanten straks mere interesseret. Tilmed skulle dirigenten være Michael Jurowski, der som stavemåden antyder er bosat i det tyske men ellers er så russisk, at han som barn og ung mødte Prokofiev og Shostakovitch. I dag er han ingen årsunge men har dog fart i musikken.

Koncerten

Grundet en rygskade måtte jeg ofre cykelturen til fordel for den ydmygende busstur til Holmen. Suk. Men jeg nåede lige frem til at høre en smule af Henrik Goldschmidts fine introduktion til aftenens program, som bød på:

1. Prokofiev: Symfoni nr. 5, b-dur opus 100
2. Tjajkovskij: Symfoni nr. 6, h-mol opus 74 (Pathétique)

Altså russisk med russisk på, så at sige. Jeg foretrækker Shostakovitch frem for begge disse komponister, men af Prokofiev foretrækker jeg absolut 5. symfoni, og af Tjajkovskij foretrækker jeg … 6. symfoni. Så programmet var næsten specialdesignet til Concertanten. At begge komponister så også selv foretrak de selvsamme, er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, men musikken er god. For 1½ år siden oplevede jeg Prokofievs 5. med DRSO under Kitayenko, hvor det halve orkester spillede med følelserne uden på tøjet, så der var et nogenlunde frisk sammenligningsgrundlag.

På det seneste har jeg været på ”slankekost”, så at sige, med barokmusik og Fischers kammerorkester. Men som min sidemand sagde, ”rart at se scenen fyldt ud”, for det er lige hans stil, og jeg kunne godt lige bruge det symfoniske sus til en afveksling. Der var stuvende fuldt på scenen: et hav af strygere, blæsere fra væg til væg, og det samlede slagtøjskorps. Godt så.

Maestro lister ind, støttende sig til en stok. Men velankommen til podiet, slår han an til et kvikt tempo. Andante? Øh, jo, en slags, men mest i form af dybe temposkift som gispende åndedrag. Lee Morgan fører an for batteriet af klarinetter, og Eva Steinaa har lånt sig ud som erstatning for Henrik Goldschmidt på obo, så niveauet er højt. I andensatsens pingpong-spil står det klart, hvor højt niveauet er: Noderne pisker rundt og står dog ultraklart og ultratæt hele vejen rundt. En scherzo? Jo, men ikke noget at spøge med: Dette er ekvilibrisme med en mening, og det er meningen med livet. Vi trækker vejret et øjeblik, og så går vi videre med den mere lyriske tredjesats, hvor Jurowski maler med den helt brede pensel, før det igen buldrer løs i sidste sats og den store finale. Bum!

Bravo hele vejen rundt, og Jurowski beder os klappe af alle solister og instrumentgrupper, før vi går til pause.

Til Tjajkovskij er der tyndet ud oppe bagved på scenen, men strygerhavet er på plads til en af strygerhavets store værker: Pathétique. Det handler om følelser, det her, og det er da noget, et operaorkester bør kunne, ikke? De dybe strygere lægger fra land med bratscherne i sin fineste symfoniske stund. En fagot sætter spørgsmålstegn. Først derefter kommer violinerne til, og blæserne trutter med. Det hele står i mol, og det er tungt og russisk, men samtidigt fnuglet og blomstrende, som kun Tjajkovskij kan det. Andensatsen er selvfølgeligt en slags vals, men ikke en man kan danse til. Det er måske som at danse på glasskår – det ser måske elegant ud, men det gør ondt! I sidste sats vender vi stille og roligt tilbage til udgangspunktet i de dybe strygere. Celli og basser lader dansen dø ud, og maestro trækker højlydt vejret igen som et hjerteskærende suk.

Dommen

Sikke en rundtur gennem musikkens følelsesregister! Fra bravourstykker med brede grin i Prokofiev til dyb og inderlig sjælefred i Tjajkovskij. Men også det modsatte, altså. Det to symfonier supplerede hinanden fint, ikke mindst fordi dirigent og orkester fandt hinanden så perfekt.

Prokofievs andensats er en af mine favoritter, og som antydet gik det næsten som en bordtenniskamp: Det var kvikt og gnistrende. Var det bedre end Kitayenko og DRSO? Det var i hvert fald anderledes: Mindre følelsesladet og tårevædet, mere fest og farver. Klangen mørkere end DRSOs dengang – markant mørkere og langt, langt tættere. Måske er det balletorkesteret, der dukkede op her: Hvis det skal passe nogenlunde med ballerinaens trin, så er alle nødt til at ramme tonen samtidigt, ikke?

Også i Tjajkovskij var tonen mørk, men det ligger jo til h-mol. Jeg vil ikke sige, at jeg småhulkede undervejs, for symfonien er ikke sørgelig på den måde. Men det var inderligt og vedkommende.

Til introduktionen fortalte Henrik Goldschmidt, at til langt de fleste af Kapellets symfonikoncerter skal ensemblet jo lige nå at lære værket på et par dage, da de jo resten af tiden spiller noget helt andet. Men lige netop Prokofiev og Tjajkovskij spiller de jo tit på grund af Den kongelige Ballet: ingen sæson uden mindst en ballet af begge de herrer, så tonesproget kender musikerne ud og ind, så det er mere det konkrete værk, de skal bruge ugens prøver på. På Facebook lagde de et par billeder fra prøverne, der mere end antydede, at de havde det sjovt undervejs. Det fremgik til koncerten: Der blev smilet og smågrint undervejs, og så blev der ellers spillet musik, så det gjaldede. Jeg har sjældent set musikere i den grad nyde koncerten, rokke med hovedet, nyde de andre instrumentgruppers fine spil. Vi i publikum nød det altså også, men der blev virkeligt uddelt mange knus mellem musikerne efter koncerten.

Tak til jer alle for en dejlig oplevelse! Og så ses vi til et par Carl Nielsen operaer, ikke?