Nationalkomponistens opera over et skuespil af nationaldramatikeren opført på nationalscenen. Og så tilmed på Store Statsborgerskabsdag. En regnvåd aprilsøndag burde være det perfekte tidspunkt at gå i operaen, og når man så aldrig har oplevet Maskarade andet end på monopolfjernsyn, så må Concertanten trodse regn og blæst og kæmpe sig ud på Dokøen.

Operaen

Denne opsætning stammer fra 2006, hvor Kasper Holten huserede på Den kongelige Opera. Dengang gik jeg (helst) ikke til opera, så jeg fik ikke set Maskarade dengang. Nogle venner gjorde, og de havde da mod på at se opsætningen en gang til, så helt slemt kunne det vel ikke være? Lutter stærke kræfter i de bærende roller, og Kapellet spiller jo forrygende for tiden. I monopoltiden viste DR både Ludvig Holbergs skuespil og Carl Nielsens opera i datidens opsætninger, der inkluderede pudrede parykker og godt med gips og guld på Gamle Scene. I operaen optræder en lille ballet i form af Hanedansen i tredje akt, og forskellige opsætninger har haft en høne kurtiseret af haner og en hane kurtiseret af høner, fordi Det kongelige Teater jo netop kan trække på 4 kunstarter samtidigt, og Nielsen var tilknyttet teateret i mange år som musiker, dirigent, og jo altså heldigvis især som komponist. Jeg glædede mig meget til at se, hvad Kasper Holten fik ud af den Hanedans, da han (især) er god til at banke rusten af vandrørene.

Huset er fyldt til bristepunktet, og tanten sidder klar-til-at-være-klar på sin hylde som sædvanligt, da de sidste af publikum får kæmpet sig på plads. På min række er de sidst ankomne et meget gråhåret par, der har købt billetter sent og derfor fået to adskilte pladser – Concertanten tilbyder selvfølgeligt straks at bytte plads, da de øvrige på rækken er temmeligt gråhårede og derfor ikke giver sig en milimeter. Så meget for påstanden om sædernes forfald! Så jeg rykkede et par pladser nærmere scenen, velvidende at jeg så ikke ville kunne se træblæserne i graven eller ret meget af scenens kongeside. Til gengæld ville jeg få mere orkesterbrus, hvilket i Nielsen slet ikke er nogen dårlig ting.

Nå. Handlingen er fjollet, så den springer vi over. Første akt lægger fra land med en kukkassescene (typisk for samarbejdet mellem Holten og Marie í Dali dengang), der forestiller unge Leanders værelse med ham selv og kammeraten Henrik hængende på væggen. Vittigt lavet og sunget, især da de unge mennesker går ud på badeværelset, bader, barberer sig, og børster tænder, mens de synger om maskaraden den forgående nat og den kommende. Leander synges af en sprudlende Gert Henning-Jensen, der virkeligt slår sig løs med sin fine sans for lavkomik. Henrik synges af det nye unge brag af en basbaryton, Simon Duus, som jeg især har hørt i forskellige sammenhæng med barokmusik. De to har scenen for sig selv den første tredjedel af første akt, så kemien er vigtig. GH-J er stadig helt vidunderlig, men helt purung er han ikke længere. Stillet op overfor Duus’ kvart-hipster kunne han være faldet helt igennem, men fra min hylde virkede det helt fabelagtigt: der blev taget selfies i teenagemængder, fjantet med nøgne baller (mmmmmm), og der var ung mandehørm i litervis. Dejligt skuespil, de herrer!

Mor Magdelone fremstilles af Hanne Fischer med saftighed, men i den familie er det fatter Jeronimus, der regerer, og dén rolle er givet til basmiraklet fra Finland, Petri Lindroos, som jeg har nydt et par gange med Wagner i Aarhus. Her slår han sig løs med komik, hvilket er en sjov oplevelse efter et par udgaver af Kong Marke. Han er den frustrerede pater familias, der ikke kan få virkeligheden til at passe med familiedynastiet, førend en ølrus under maskeraden får han helt ned på bunden, så han kan vågne til en ny virkelighed, der heldigvis ligner den gamle til forveksling. Kostelig scene, hvor Palle Knudsens Magister er bestukket af Henrik til at drikke Jeronimus under bordet, og de sammen kravler rundt på første række i parkettet.

Nej, vi hopper til dommen.

Dommen

Petri Lindroos! Og Steen Byriels vidunderlige Vægter på rulleskøjter! Begge basser buldrer, den ene er komisk og dog fuldstændigt hjertegribende i sin “Fordums tider” arie, den anden bedårende surrealistisk som en slags fortsættelse af sin rolle i Gudmundson-Holmgreens “Sol går op, sol går ned”. Byriels stemme trænger ind overalt i salen, selv på min stemme-svage plads, hvilket løfter den problematiske sammenblanding af en vægter og Ole Lukøje til et meningsfyldt niveau, der eller ikke ville have været der.

For jo, vi bliver nødt til at tale om om det: Holtens udgave af regiteater.

Jeg kan vældigt godt lide Kasper Holtens opdateringer af operaer, hvor opdateringerne kan forsvares på scenen -altså når der synges om en hest, en drage, eller et sværd, så bør der være noget, det kan udgives for at være hest, drage, sværd. Og som ikke blot er en skruetrækker. Det var dét, der virkede så godt i hans Ring og i hans film Juan. 

I Maskerade er jeg mindre overbevist. Jeg har ingen problemer med opdatering til nutiden, og jeg kan abstrahere fra omformningen af herre-tjener-forholdet mellem Leander og Henrik til ren kammerateri, selvom Henrik jo hele tiden synger om sin “herre”. Men at totalt misse Hanedansen er utilgiveligt. Og koret, det skønne operakor, får endnu en gang rolen som “blandet folkemængde”, hvor både Holberg og Nielsen dog er fuldstændigt klare i spyttet. Og hvad de senge i begyndelsen af anden akt har at gøre udendørs fatter jeg ikke: hvem er inde, hvem er ude, og hvor er den port, der synges om?

Hanedansen udføres af nogle akrobater, der sikkert næsten er pengene værd, men til gengæld afspejler de overhovedet ikke de præcise kluk fra Kapellet. Holten, det er en ommer!

Personerne har masker på hele tiden, undtagen når de lissom er lissom sig selv. Agtigt. Jo, vi er i 00’erne, og vi er lissom-agtige. Min nye sidedame fandt det logisk og godt, og det gør jeg så ikke, selvom jeg er det meste af 2 generationer yngre. Grunden til, at jeg står af, er, at det modsiges af handling og sang. Øv med øv på!

Og dog var jeg godt underholdt hele vejen. Dels af det tårnhøje niveau nede i graven: Det kongelige Kapel leverede den saftigste og dog mest spændstigt-klare Nielsen, jeg har hørt i år. Dælme godt spillet! Den mig ukendte skånske Per Otto Johansson havde et godt greb om musikken og førte hele ensemblet godt i mål. Meget, meget fint!

Også oppe på scenen var niveauet højt, bortset fra de akrobater, som godt kan spares væk. Basserne især, jo altså: Lindroos med komik og den hjertegribende arie i første akt, der jo ellers “ejes” af Ib Hansen; Byriel for evnen til at være tilstedeværende og vedkommende under de mest sære omstændigheder; Duus for at være sig selv og bringe det med ind på scenen; Palle Knudsen for at gøre en lille rolle meget stor. Jeg hørte et interview med Duus i radioen, hvor han fortalte, at Henrik var drømmerollen (kort sagt), og det fremgik: lækkert brug af hår og baller, og lækkert spillet og sunget! For tenorerne især GH-J for at kunne spille en teenager stadigvæk og dét, så man tror på det; lidt uventet Bengt-Ove Magny som en retro-lækker 50-type; men også Jens Christian Tvillum som en fin Arv. Blandt damerne, der jo desværre trædder i baggrunden her, vinder Hanne Fischers Magdelone så klart over unge Sofie Elkjærs sarte Eleonora – Elkjær mangler stadig virkeligt meget tilstedeværelse på scenen, men stemmen er bedre end sidste år.

En lang historie senere: Jeg er ikke solgt på denne opsætning, men besætningen gjorde det til en fantastisk oplevelse.

PS: Fra graven opsteg solofløjtenist Britt Halvorsen til scenen i tredje akt, hvilket var godt, så alle kunne se og høre hende, men ellers gav det ingen mening. Resten af tiden spillede hun også godt, bl.a sammen med Hende-med-håret, der nu er kontraktansat obo ude hos DR, og som gav nogle fabelagtige soloer. Bag dem gav John Kruse en fin klarinetsolo.
Ups, jeg glemte at nævne skønne Tuva Semmingsen som velsyngende lækker sild – godt at se hende som andet end ung knøs!