150+225=1. Carl Nielsen fylder 150, Det kongelige Operakor fylder 225, og jeg oplever operaen Saul og David for første gang. Denne opera blev førsteopført på Det kongelige Teater i 1902 og efter sigende flittigt opført lige siden; og dog har jeg ikke hørt en eneste tone undtaget det berømte mellemspil fra overgangen 1.-2. akt. Godt nok er jeg ikke flittig operagænger og heller ikke ekspert udi Carl Nielsen, men hvorfor hænger denne opera af Nielsens ikke i ørene, som Maskerade gør? Ifølge kglteater.dk er operaen trofast opført år efter år i årtier, men efter 1980 stilner det af, trods et par nyopsætninger. Skal man lægge noget politisk i det? Eller er der noget i vejen med musikken?

Hvorom alting er, 3. maj cyklede jeg afsted i sommersol og polarvind til sæsonens næstsidste opera på Holmen: Saul og David.

Operaen

Havnen glitrer af lysreflekser, Kongeskibet Dannebrog ligger for Bøje 1, og jo, man kunne tro, det var sommer. Men en strid blæst var uenig. Pudsigt nok havde jeg dagen forinden været hjemme på Vestkysten og var travet op og ned ad stranden i en ganske let brise fra vest. Tilbage i hovedstaden blæste altså den stride blæst, der jævnligt har gjort cykling til et overlevelsesløb det seneste års tid eller to.

Frem nåede jeg, trods broen var oppe – broen ved Trangraven, altså. Man får sit program og forsøger at få noget ud af det, mens man stavrer stivbenet op af trappen til 2. balkon, venstre side, hvor man ligesom hører til, operamæssigt.

Ahøm, ikke idag! Jeg havde fået flyttet abonnine-oplevelsen på grund af DR’s store og forhåbentligt gode Carl Nielsen-fejring 9/6, så min sæsonplads var flyttet fra venstre side til højre – meget forvirrende sådan at næsten fare vild. Det var nu ikke noget ringe bytte: Fra min nye plads havde jeg fint udsyn til Kapellets træblæsere og violiner og blev dog ikke overdøvet af tuba, sådan man bliver ude i DR Koncerthuset på den tilsvarende plads. Hm, i disse genbestillingsdage er det værd at overveje.

Salen er mere end 3/4-fuld, orkestergraven helt fyldt, og lige om lidt vrimler det med operakoret på scenen. Saul og David starter uden ouverture: Lige på med Kong Saul og sønnike Jonathan og besværligheder omkring årets ofring. Historien er velkendt fra Biblen: Første Samuelsbog, ikke helt ordret, men dog velkendt. Vi er i en slags palads i mellemøstlig stil med kongen og hans søn i generalissimo-uniformer med “etniske” kapper – lidt som Ghadaffi i sin stormagtstid. Johan Reuter er kong Saul, Michael Kristensen hans pligtopfyldende søn med eksotiske interesser, og selveste Ann Petersen hans dydige datter, der falder pladask for broderens legekammerat, David. Så vidt er rollelisten godkendt. David synges af Niels Jørgen Riis, der tidligere har formået ikke at imponere mig i forskellige sammenhænge. Måske en næsten-hovedrolle vil forbedre det indtryk?

Kong Saul begår noget nær gudsbespottelse ved at foretage årets ofring selv, da ypperstepræst (og profet) Samuel er forsinket. Søn Jonathan advarer og fortvivles, men far ved bedst, jo. Men han kommer dog i tvivl, især da Morten Staugaards Samuel endeligt langt om længe når frem og straks af-velsigner Saul. Herfra går det ned ad bakke under hjertevriden og tænders gnidsel. Undervejs får vi lækker sang, ung kærlighed, og kor for fuld udblæsning.

Dommen

Johan Reuter! Og så lige Johan Reuter. Er du da rundtosset for en lækkerbidsken af en optræden. Selvsikker, vanvittig, tvivlende, rasende, fortvivlet, jaloux, og så videre. Få kan som Reuter udtrykke indre kval med stemmen – her er ingen  fægten med armene eller hulken, men budskabet er krystalklart: indre dæmoner kæmper hér. Fuldstændigt uafrystelige indre dialoger med Gud, hvor Saul tror, han vinder, men hvor vi tydeligt ser og hører det modsatte. Flot , flot, flot, og en smule ærgerligt, at han ikke kunne få en milliard fremkaldelser, da bifaldet denne sene eftermiddag var afset til Operakoret i anledning af 225-året. Men på den anden siden fik han adskillige minutter på scenen uden skjorte på, og Concertanten har intet imod den slags.

Så er det en anden sag med Niels Jørgen Riis som David. Hm. Måske er det den yderst tvivlsomme opsætning, i hvert fald minder staklen om den desværre tidligere stjernetenor hos KglTeater Stig Fogh Andersen som spillet af Kim Bodnia. Jeg synes, han er meget mere velsyngende, end jeg tidligere har hørt ham, men han er ikke overbevisende i rollen, og Kim Bodnia trænger sig mere og mere på gennem de 4 akter. Riis er dog i helt på plads i Davids “skønsang” – Nielsens fine sangskrivertalent kombineret med de velkendte salmer. I tenorfaget får han konkurrence af Michael Kristensens fine skuespil, og trods dennes lidt enerverende ultravibrato, synes jeg, Kristensen vinder. Bifaldet taget i betragtning står jeg alene dér.

Kvinderne ligger det småskidt med, da de bare ikke fylder meget i denne opera. Ann Petersen har en vidunderlig arie i anden akt, hvor hun erklærer sin kærlighed til David og er ude af sig selv over hans kamp med Goliat – fremragende inderligt og dog krystalklart som altid, men dét er så stort set det for denne stjernestemme. Den eneste anden kvindestemme med lidt personlighed står Susanne Resmark for denne eftermiddag: rollen som den troldkvinde, Saul opsøger i sin jagt på en undskyldning for at slå David ihjel. Det er overhovedet ikke venstrehåndsarbejde for Resmark, men lige den type rolle er jo velkendt for hende. Rollen er lidt lys i stemmen, men uha hvor hun kan lægge saft og kraft i en rolle. Og som fast tilknyttet KglTeater får hun demonstreret, at hun også kan cykle – lidt vittigt i en ellers over-tung opsætning.

Ja opsætningen skal vi vel tale om: David Pountney har tidligere stået for opsætninger, jeg ikke så, så dette var et første møde. Og stygt var det: overpolitiserende, grimt, og sine steder i vejen for musikken. Det skal ligesom agtigt relatere til ligesom Mellemøsten uden dog at fornærme nogen, så det er bare dårligt. Der er et trættende element af staveplade over det hele, inklusive de to besynderligt uvedkommende balletter, der var scenebillede til de to store orkestermellemspil, og som skulle illudere FN og politisk fnidder, mens børn dør af krig og flugt. Det arme Operakor vælter rundt i en sær blanding af guerillaudstyr og fabriksarbejdertøj, men stemmerne fejler jo absolut ingenting. Og slutscenen, hvor alle står og fægter med automatrifler fatter jeg ikke en bjælde af; tværtimod er det ikke så lidt ulækkert. Bvadr for en en opsætning!

Man kan læse om opsætningen og se lidt af den her, hvis man er nysgerrig: http://kglteater.dk/det-sker/forestillinger/sason-2014-2015/opera/saul-og-david.

Som bonusrunde fik vi før operaen selveste operachef Sven Müller på forscenen for at forklare, på dansk tilmed, at umiddelbart efter selve forestillingen ville der være et ekstranummer med Operakoret i anledning af fødselsdagen. Det kom der også, nemligt et da capo af Halleluja-koret fra afslutningen af 2. akt, hvor koret fik lov at træde frem til scenekanten og virkeligt give os det berømte operakortryk, som de med rette er berømte for. Til denne opsætning er selve Kgl.. Operakor forstærket med noget, der ligner det halve Operakompagni plus det løse. På vej til garderoben så jeg adskillige andre unge stemmer hilse på et par fra dagens kor, herunder Simon Duus og Simone Rønn henholdsvis.

Interessant nok mødte jeg inden forestillingen en udenlandsk herre, der spurgte, om han måtte låne mit program et øjeblik. Selvfølgeligt, og der er et afsnit på engelsk. Men nej: “I know the synopsis well, I just want to see the pictures”, og hvad siger man så til det? “Undskyld min ubegavede danskhed”? Eller “Der er i øvrigt et sødt interview med Henrik Goldschmidt oversat til engelsk”?
Opdatering: 16. maj blev netop denne udgave sendt i radioens DR P2. Jeg ændrede ikke mening om musikken: fine sange og sådan, Reuter og Ann Petersen brænder igennem, men resten? Radioens udsendte pisker en stemning op, men det er stadigvæk blot en bunke postulater, der går i vejen for musikken.